Debat

Tørnæs: Murens fald samlede Europa

DEBAT: I dag kan man rejse frit på tværs af EU's grænser, sælge sine varer og søge arbejde i andre EU-lande. Det havde få turdet drømme om, da Berlinmuren delte Europa i to for bare 25 år siden, skriver Ulla Tørnæs (V).

Med Berlinmurens fald spirede optimismen og forventningerne til en lys fremtid i Europa, skriver Ulla Tørnæs (V) . 
Med Berlinmurens fald spirede optimismen og forventningerne til en lys fremtid i Europa, skriver Ulla Tørnæs (V) . 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulla Tørnæs (V)
Medlem af Europa-Parlamentet 

I 28 år havde en over tre meter høj mur af cement, pigtråd og grænsevagter stået som symbolet på adskillelse i Europa, på utryghed og på fjendskab.

Da der blev slået hul i muren faldt øst- og vesttyskere hinanden om halsen. Tyskerne var igen ét folk – Europa var igen ét samlet kontinent. Det er nu 25 år siden, Berlinmuren faldt, og med det spirede optimismen og forventningerne til en lys fremtid i frihed. 

Muren formede en nation. Vi oplevede, hvordan ufriheden og utrygheden prægede Østtyskland og resten af Østeuropa. Vi oplevede de daglige begrænsninger ved at vokse op i skyggen af krig og utryghed. Geografisk var Berlin, USA og Sovjetunionen måske langt væk, men i tankerne var Europas opdeling altid til stede. I dag er det mest naturlige, at man kan rejse frit på tværs af EU's grænser, sælge sine varer i hele EU og søge arbejde i andre EU-lande. Det havde få turdet drømme om, da Muren delte Europa i to for bare 25 år siden.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected]

EU handler om tryghed. Ikke kun om trygheden i, at fjendskab er erstattet med venskab, og at opdeling er erstattet af fællesskab i Europa. EU handler om trygheden for danske arbejdspladser, om trygheden for, at danske virksomheder har fri adgang til det indre marked. Det handler også om trygheden for Danmarks velstand og om trygheden for, at vi kan opretholde det velfærdssamfund i Danmark, som vi kender og holder af.

Samarbejde hvor det giver mening
EU er ikke fejlfri. Tværtimod har vi en række udfordringer, vi skal løse.

EU handler om trygheden for danske arbejdspladser, om trygheden for, at danske virksomheder har fri adgang til det indre marked.

Ulla Tørnæs (V)
MEP

Først og fremmest, skal vi have trukket EU helt fri af skyggerne fra den internationale finanskrise. Vi skal have et klart og ambitiøst svar på klimaudfordringerne, som ikke kun truer Europa, men hele verden. Vi skal have skabt ro og stabilitet i EU’s nabolande. Og vi skal have en effektiv og troværdig bevogtning af EU's ydre grænser, så vi kan få stoppet strømmen af illegale indvandrere og asylansøgere, der hver dag rejser op igennem Europa. Det er udfordringer, hvor Danmark står stærkest sammen med vores europæiske naboer og gode venner.

Det betyder ikke, at EU skal finde løsninger på alt. Tværtimod skal vi kun samarbejde om det, der gør os stærkere sammen.

Nogle mener, at den voksende EU-skepsis, som vi blandt andet så til valget til Europa-Parlamentet i maj, har rod i, at EU ikke gør nok. Vi mener, at det hænger omvendt sammen. At EU gør for meget, og at EU bevæger sig ind over områder, som de enkelte lande bedst regulerer selv. Derfor skal vi sætte grænser for, hvad EU skal blande sig i. EU er ikke en social union. Derfor skal EU ikke bestemme, hvem der skal modtage danske børnepenge, eller hvordan vi skal indrette vores dagpengesystem. Det handler ikke om at være EU-modstander, men om klart at sige, hvilket EU vi vil have nu og i fremtiden.

Da Muren faldt, lød startskuddet til et nyt Europa. EU's motto er, at vi er forenet i mangfoldighed. Det er vores ansvar at bevare foreningen uden at gå på kompromis med mangfoldigheden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulla Tørnæs

Kandidat til Europa-Parlamentet (V), Formand, Den Sociale Investeringsfond, Danida Fellowship Centre, bestyrelsesmedlem, professionshøjskole UC-Syd
exam.art. i fransk (Odense Uni. 1984), ED i fransk (Handelshøjskolen i København 1988), Bestyrelsesuddannelse CBS

0:000:00