Trads: Kan Frederiksen undgå socialdemokratiernes dødsspiral?

KLUMME: De europæiske socialdemokratier er fedtet ind i borgerlig tankegang og er nu fanget i en vælgermæssig dødsspiral. Har Mette Frederiksen et modtræk?

Det har været et rent ud sagt katastrofalt år for europæiske socialdemokratier – især ved de franske og hollandske valg, hvor de indtil for kort tid siden, enorme folkepartier røg under ti procent – og lige nu ser det ud til at gå fra slemt til værre:

Valget i Norge om en uge ligner netop nu en socialdemokratisk nedsmeltning – for Arbeiderpartiet, som længe har ligget til fænomenale plus 40 procent, synes pludseligt at være i en dødsspiral. En NRK-måling i weekenden gav blot 24,4 procent.

Valget i Tyskland om tre uger ser også ud til at blive socialdemokratisk ydmygelse – for SPD, som i begyndelsen af året så ud til at kunne erobre magten, da de i enkelte målinger nåede tæt på 35 procent, er siden raslet ned. Lige nu må de tage til takke med 23 procent.

Og hvad så med Danmark, hvor Socialdemokratiet nærmest enestående i europæisk politik i et par år har stået til at overtage magten? Ja, også her falder opbakningen til rød blok. Ikke hastigt, men tendensen er klar. Risbjerg-snittet hos Altinget viser dødt løb mellem blokkene.

De norske og tyske valg bør bekymre den danske socialdemokratiske ledelse, fordi det igen ser ud til, at europæiske vælgere, når valgdatoen rykker tæt på, fravælger Socialdemokratiet på bekostning af borgerlige partier. Især fordi årsagerne til nederlagene ligner hinanden:

For det første at Europas socialdemokratier lider af, at vælgernes tillid til dem er stærkt svækket af, at de har en (i reglen korrekt) opfattelse af, at partiet, sidst de havde magten, var fedtet ind i borgerlig tankegang, når det handlede om den økonomiske fordelingspolitik.

Det så vi i Frankrig, hvor Francois Hollande, da han vandt præsidentvalget i 2012, lovede at bekæmpe de globale finanseliters magt, men endte med at blive meget ’pro-business’. Da Benoit Hamon, partiets præsidentkandidat i år, forsøgte at rykke kraftigt til venstre, straffede vælgerne ham, fordi de efter Hollande simpelthen havde mistet tilliden.

Vi så det i Tyskland, hvor Gerhard Schröder, kansler frem til 2005, gennemførte de reformer af arbejdsmarkedet, som svækkede især lavtlønsgruppers indtægtsgrundlag. I dag er Schröder desuden en højtbetalt talsmand for russiske oligarker, hvilket svækker partiet. Det svækker den nuværende kandidat, Martin Schulz, at partiets troværdighed er lav.

For det andet at Europas Socialdemokratier i for lang tid har håbet på, at den krisestemning, der har eksisteret siden recessionen i slutningen af 2000’erne, ville fortsætte, da det selvsagt svækker de borgerlige regeringer, som har magten. Økonomien er imidlertid ved at vende.

Tag Norge som det bedste eksempel. Her har Jonas Gahr Støre i den grad talt sit land ned ved at tale om, at ’det går dårligt i Norge’, og at der faktisk er behov for at hæve skatterne for at få råd til bedre velfærd. I takt med at nøgletal er blevet markant bedre, virker fortællingen skæv.

For det tredje at Europas Socialdemokratier fortsat er langt fra de brede flertal i befolkningen, når det handler om muslimsk indvandring, hvor de generelt har forsømt at forstå de udfordringer, som stadig flere europæere opfatter som helt afgørende.

Her er Norge igen et godt eksempel. Jonas Gahr Støre taler konsekvent om ’et koldere Norge’, som savner empati og medmenneskelighed. Han ønsker at lempe på udlændingepolitikken. Efter flygtningekrisen i 2015 er det imidlertid tydeligt, at hans linje er stærkt svækket.

Kombinationen af de tre – fornemmelsen af, at Socialdemokratiets økonomiske politik i virkeligheden er borgerlig; forsømmelsen af at se, at krisen er ovre, og at pessimismen derfor er på retur; og en for lempelig udlændingepolitik – er fællesnævneren for tilbagegangen.

Hvor står Socialdemokratiet i Danmark så i forhold til den analyse? Well, de står bedre end deres europæiske kolleger, men de er ikke uden problemer:

Mette Frederiksen har – modsat alle sine europæiske kolleger – både formået at placere sit parti som strammere på udlændingepolitikken, og undladt at tale sit land ned i en overdreven krisestemning. Det er formentlig de to afgørende årsager til, at S fortsat står stærkt i Danmark.

Men hun kæmper med, at Socialdemokratiet under Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon videreførte den borgerlige økonomiske politik i bredest muligt forstand, som det hed i regeringsgrundlaget:

Da S gik til valg i 2011 var det på en langt rødere økonomisk politik, end den de faktisk førte i regering. Uligheden steg, overførsler blev beskåret, virksomhedernes beskatning faldt – og, nå, ja, Corydon stak som en anden Schröder af til millionhyre i det private.

I dag kæmper Mette Frederiksen for at slippe af med den bagage. Når Mette Frederiksen i disse dage kritiserer VLAK-regeringen for at skabe ulighed, så peger de borgerlige selvsagt på den førte politik fra 2011 til 2015. Det er hendes største opgave at slippe fri af den umiddelbare fortid.

Der er ikke meget opmuntring at hente, når Frederiksen kigger ud i Europa. Den eneste socialdemokrat, som har overrasket positivt i de seneste år, er Jeremy Corbyn, som fik et flot valg i England. Men…han vandt jo ikke magten. De borgerlige beholdt den.

Frederiksen er fortsat det bedste bud på en socialdemokrat, der kan gå frem ved et europæisk valg og derved sikre sit parti magten med et folkeligt mandat i ryggen. Det bliver selvsagt ingen walk-over, men hun står markant bedre end næsten alle andre.

--------

 David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Kraka: Hvad betyder Brexit for Danmark? Kraka: Hvad betyder Brexit for Danmark? Næste artikel Libak: EU har bremset strømmen af migranter - men sig det ikke til nogen Libak: EU har bremset strømmen af migranter - men sig det ikke til nogen
  • Anmeld

    egon stich · pensionist

    Svigtet tillid

    Jeg tror ikke, det bliver bedre for Soc. ,før de skiller sig af med det liberalistiske spæklag, de har tillagt sig. Folk dømmer dagens parti på dets gerninger. Så enkelt er det. Tilliden er erstattet af foragt og vrede.

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Også Socialdemokratiet forstår ulighedens nødvendighed

    Socialdemokratiet har altid forstået at forvalte magten i Danmark på rimelig hensigtsmæssig vis for alle og enhver. Og det indebærer en accept at økonomisk forskellighed, eller ulighed hvis det ord foretrækkes.

    Lighed i socialistisk forstand blev et mantra i 1789-revolten i Frankrig, og ordet betød ophør af medfødte privilegier til fordel for lighed i muligheder og lighed i indflydelse. Og det er jo noget ganske andet end økonomisk lighed.

    Et ansvarligt humanistisk velfærdssamfund måles på velfærdsniveauet for de ringest stillede, og ikke på besynderlige "ginikoefficienter" og andet humbug. Hvis det er i orden, hvis de også har muligheder, er ulighedsbegrebet aldeles ligegyldigt, og hvis Mette Frederiksen vil magten, bør hun vende ansigtet til virkeligheden og side dette højt. Så vil vi tro på hende og hendes projekt.

    Socialdemokratiet før Mette Frederiksen har aldrig tøvet med at indføre de nødvendige reformer, upopulære eller ej, og den tradition bør Mette Frederiksen indskrive sig før hun bliver troværdig. Det er jo der hun vil kunne gøre en forskel fra VLAK, der altid tøver så intet sker.

  • Anmeld

    Ib Christensen · fhv. MEP & MF

    SPD er i regeringen

    Det er utroligt, at SPD fremstilles som et oppositionsparti, når det faktisk sidder med i Merkels regering. Det ser iøvrigt ud til, at SPD taber massivt til AfD, der i nogle målinger ser ud til at blive Tysklands tredjestørste parti.

  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Økonom

    Tiden er forpasset for tomme undskyldninger.

    Udmærket Trads, men historien er desværre både længere og dybere. Hvilket du jo udmærket ved men måske har været nødsaget til at udelade her.

    Tony Blair er den socialdemokratiske politiker i Europa som mere end nogen anden personificerer det sociale bedrag. Han kan i virkeligheden tage Francois Mitterand i hånden. Alle blev de forblændet af Ronald Reagan og Margaret Thatcher der markedsførte Milton Friedmanns filosofi. Bill Clinton var den sprudlende præsident med hjertet på rette sted syntes alle som var bange for hvad der kom efter Murens fald.

    Så derouten er lang, meget lang. Spørgsmålet er dog hvorfor politikere har så svært ved at se hvad der sker inden katastrofen er fuldbyrdet. Personligt giver jeg ikke meget for de danske socialdemokratiske politikere der i dag står frem og erklærer at de førte en falsk politik under Thorning. Den form for skrifte afskaffede vi i Danmark med Reformationen i 1536.

    Tiden er forpasset for tomme undskyldninger.

  • Anmeld

    Peer Aagaard

    Løftebrudspartiet

    Da Thorning kom til og endte med at lægge sig tæt op af De Radikales politik fremfor de røde holdninger, hun førte frem i valgkampen, drillede medierne og de borgerlige hende med hendes mange løftebrud. Løftebrud som i høj grad gjorde vold på gammel socialdemokratisk politik. Vi så det med "reformen" for pensioner og fleksjob, som Mette Frederiksen førte i brechen med en iver som en liberalistisk skødehund i løbetid; vi så det med Corydon og salget af DONG til Goldman Sachs; vi så det, da Thorning blev mødt af buh-råb 1. maj, fordi hun blev opfattet af røde vælgere som en forræder og ved mange andre lejligheder.

    Intet tyder på, at Frederiksen vil ændre på den linje. I både tale og handling slikker hun konstant de borgerlige op og ned ad ryggen i en misforstået tro på, at hun ad den vej kan blive statsminister.

    Det er efter min bedste opfattelse et katastrofalt fejlskøn. En sand leder går foran og viser vejen; hun halser ikke bagefter andre. En sand oppositionsleder tilbyder et alternativ, ikke mere af det samme. En sand rød politiker lægger sig ikke til højre for Tysklands konservative kansler i udlændingespørgsmål.

    Trads roser Frederiksen for hendes evne til at positionere Socialdemokratiet rigtigt for borgerlige vælgeres gunst, men det er ikke det samme at være en god taktiker og en god politiker. Frederiksen er ikke lig socialdemokratisk forløsning, snarere socialdemokratisk fake news.

  • Anmeld

    Christian X

    Mette F. og Sass L.

    Har netop reddet S, ved omsider at få en mere realistisk udlændinge politik, der kan redde stumperne af velfærdssamfundet - i modsætning til alle de Socialistpartier, der går tilbage i Europa.

  • Anmeld

    Egil Rindorf

    Forklaringen skal næppe finde blandt de taktiske overvejelser

    Det er så uendelig almindeligt i moderne journalistik at stirre sig blind på politisk taktik - eller det man tror er taktik. Det er ikke hverken dygtigt eller interessant, og det er sjældent relevant. Således heller ikke her.
    Forklaringen på Socialdemokratiets manglende vælgertilslutning, som også gælder andre af de gamle partier, skal næppe findes i løftebrud eller enkeltpersoners ageren. Sympati for en partiledelse eller en ideologi er mere flygtig end nogen sinde tidligere.
    Derimod må man se i øjnene, at de strategiske brudflade imellem de gamle partier er udvisket i takt med at vi næsten alle nu tilhører det man tidligere ville kalde borgerskabet.
    Den eneste "gamle" brudflade der synes at overflade er formentlig Stat/Individ.
    De nye politiske brudflader ligger andre steder. De kan betegnes forskelligt, men dækker stort set over det samme indhold. Det handler om f.eks.:
    - nationalist / globalist
    - by / land
    - ung / gammel
    - yder / nyder
    - tillid / mistillid
    - udvikling / stilstand
    - viden / formodning
    - rationel / emotionel
    Det centrale er, at de gamle partier ikke rigtig evner at favne disse nye brudflader. De nye strømninger har sjældent konkrete løsninger på ret meget, men de tilbyder visioner, inden for hvilke alt kan lade sig gøre. Tænk f.eks. på de nyere folkeafstemninger, hvor modstand er blevet synonym med det visionære, hvorimod opslutning bag forslaget synes at være en snæver vej, hvortil der kan knyttes mange usikkerheder.
    Det spændende er, om det inden for vort nuværende politiske system overhovedet er muligt at fange disse nye strømninger og omsætte dem til demokratisk politik.

  • Anmeld

    Jacob Møller · Lektor

    Vigtigheden af at holde til venstre

    Dejligt at læse en tråd, hvor folk faktisk reflekterer over sagerne, før de skriver, og ikke bare udgyder deres følelsesudbrud.

    Jeg er generelt enig i observationerne her i tråden. Jeg vil dog give Trads’ analyse lidt mere credit og holde fast i, at fordelingspolitik stadig er vigtigt på trods af de nye brudflader/skillelinjer i dansk politik og i den danske befolkning.

    Trads har i kraft af sin rolle som politisk kommentator naturligvis en tendens til at overdrive spin og taktiks rolle i politik, men jeg mener bestemt, at opportunisme og strategisk kommunikation betyder noget i politik. Problemet opstår dog, når substansen og kontinuiteten i ens politik må vige for ren taktik og strategi. Så bliver det utroværdigt og tilliden blandt vælgerne daler. Og man må sige, at socialdemokraterne under Helle Thorning lidt á la Lars Løkke anno 2017 kom til at fremstå som nogen, der ville have magten for ”enhver pris”, selvom de altid vil hævde det modsatte. Og nu betaler de så denne pris.

    Socialdemokraterne skal tilbage i sporet og bliver nødt til at slå sig op på, at de er den ypperste og eneste reelle forsvarer af den universelle velfærdsstat, de selv har skabt, og som ingen, ikke engang de borgerlige, vil erklære sig som direkte modstander af – i hvert fald ikke officielt. Det er ganske givet dødkedeligt at være et parti, der som kerneopgave har at forsvare det bestående, og særligt da, når angrebene kommer i små bølger, men de kommer dog (kontanthjælpsreform, starthjælp, 225-timers regel osv.). Set langt fra er dansk politik 100% blevet en plumret mudderkamp på midten af fordelingsspektret, men det betyder ikke, at reformerne, der tydeligt har trukket i en borgerlig retning, ikke betyder noget. Desværre har socialdemokraternes egne reformer også trukket i den retning under dække af nødvendigheden af konkurrencestaten.

    For mig at se bliver socialdemokraterne nødt til at finde tilbage til og forblive i venstre side af midten. Enhver form for skattelettelse og velfærdsnedgang skal de lade de borgerlige stå for. Enhver form for velfærdsforøgelse og skattestigning skal de som regel gå med til. Det nytter ikke noget, at socialdemokraterne siger, at man står for ”velfærd” og de andre for ”skattelettelser”, når man i realiteten selv gør lidt af hver. Det skal være tydeligt, at socialdemokratiske skattereformer handler om at hæve og/eller at omrokere skatter og afgifter, så de bliver mere hensigtsmæssigt sammensat, og ikke om at give skattelettelser. Man må med andre ord stå fast på, at en høj grad af omfordeling skaber den lighed, der ikke bare er mest retfærdig, når nu folk har vidt forskellige sociale vilkår, men som også giver det mest trygge samfund, hvor borgerne over en bred kam har de bedste betingelser for at opnå et godt liv.

    Det er fristende at have magten, men socialdemokraterne skal også turde at miste den. Kompromislinjen skal ikke forfølges for enhver pris. Vælgerne skal også have lov til at se, at der er forskel på de retninger, som partierne vil trække samfundet i. Så ikke flere borgerlige reformer fra socialdemokraterne, tak.

  • Anmeld

    Helle

    Ja

    Svaret er Ja

  • Anmeld

    Henrik V Blunck · Blogger og kommentator

    Det image forsvinder ikke før den dag man tør stemme nej

    Det dårlige image forsvinder ikke før den dag man tør stemme NEJ frem for alene gult til de forslag VLAK kommer med. Så kan man være nok så enig eller uenig med regeringen - det er fuldkommen irrelevant.

    Tilbage står, at man råber mod regeringens politik, men bærer den igennem med undskyldninger som forligskredse m.v.