Udvalgsformand om ministerafbud: Kikset start

AFBUD: Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen meldte afbud til sit første møde i Europaudvalget. Som formand kritiserede hun selv den tidligere regering for mangel på respekt for udvalget. Den nuværende formand kalder afbuddet uelegant.

Med ministerudnævnelsen skal Eva Kjer Hansen nu vænne sig til en ny rolle i Europaudvalget.
Med ministerudnævnelsen skal Eva Kjer Hansen nu vænne sig til en ny rolle i Europaudvalget.Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Kasper Kaasgaard

Fredag skulle Eva Kjer Hansen (V) til sit første møde i Folketingets Europaudvalg som miljø- og fødevareminister.

Hun meldte imidlertid afbud til mødet, da hun skulle deltage i et arrangement i forbindelse med regentparrets besøg i Aabenraa. Afbuddet undrer Europaudvalgets formand, Mette Gjerskov (S).

”Der var kritik fra hendes side af den tidligere regering. Derfor synes jeg, det er lidt mærkværdigt, at hun prioriterer på den måde,” siger hun og kalder afbuddet en kikset start fra ministeren.

Før valget var det Eva Kjer Hansen, der var formand for Europaudvalget. I den funktion stod hun for kritik af SR-regeringens ministre, som hun mente manglede respekt for udvalget.

Det ændrer ikke på, at hun selv står som den, der kritiserede den tidligere regering allermest for dårligt samarbejde med Europaudvalget. Så er det ikke en elegant start.

Mette Gjerskov (S)
Formand for Europaudvalget

Kritikken gik på, at ministre nølede med at besvare spørgsmål fra udvalget, mødte uforberedte op til møder eller prioriterede andre arrangementer over udvalget.

Gammel aftale
Ministeren mener dog ikke, de situationer kan sammenlignes.

”Jeg havde en aftale, som jeg ikke selv var herre over. Jeg var nemlig inviteret med til regentparrets besøg i Aabenraa. I mellemtiden kommer der et ekstraordinært rådsmøde på mandag, som skal forelægges i Europaudvalget i dag (fredag, red.),” siger Eva Kjer Hansen.

Hun begrunder sin beslutning med respekt for kongehuset og med, at hun for lang tid siden havde sagt ja til at være til stede.

”Jeg forstår godt, at man gerne vil vise respekt, men det ændrer ikke på, at hun selv står som den, der kritiserede den tidligere regering allermest for dårligt samarbejde med Europaudvalget. Så er det ikke en elegant start,” siger Mette Gjerskov.

Udvalget skal prioriteres
Eva Kjer Hansen skulle have været i udvalget forud for et landbrugsministerrådsmøde på mandag om situationen på mælkemarkedet. Kulturminister Bertel Haarder fremlagde regeringens stilling på hendes vegne.

Både i dette tilfælde og generelt foretrækker Mette Gjerskov dog, at ministrene møder op.

”Bertel Haarder gjorde sit bedste, man han var ikke klædt på til sagen. Så vi var nødt til at få sendt to skriftlige svar, fordi vi ikke kunne få dem besvaret på mødet,” siger hun.

Eva Kjer er stadig enig i, at ministre som udgangspunkt skal prioritere Europaudvalget.

”Jeg vil altid kritisere, hvis nogen ikke tager udvalgsmøderne seriøst. Det er det her ikke udtryk for. Det handler om et arrangement, hvor jeg ikke selv er herre over datoen. Dem kommer der sikkert flere af,” siger ministeren.

DF forstår valget
Pia Adelsteen fra Dansk Folkeparti er næstformand i Europaudvalget. Afbuddet fra fødevareministeren får hende ikke op af stolen.

”Det er selvfølgelig beklageligt, at der går ged i det i forhold til et Europaudvalgsmøde. Men den slags kan ske,” siger Pia Adelsteen.

Hun vil ikke blande sig i, at Eva Kjer deltager i et arrangement med kongehuset:

”Den prioritering må Eva Kjer selv foretage.”

EU's landbrugsministre mødes mandag i Bruxelles for at diskutere de lave mælkepriser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Kjer Hansen

Direktør, Dialog mod Vold, AskovFonden, vicepræsident for ALDE (Alliancen af Liberale og Demokratiske partier i Europa) 2023-, fhv. minister og MF (V)
journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1991), cand.polit. (Københavns Uni. 2012)

Mette Gjerskov

MF (S), ordfører for miljø og verdensmål
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1993)

0:000:00