Udvikling er vejen til EU's globale indflydelse

I 2011 står EU alligevel relativt alene på den internationale scene og har mistet sin position som den foretrukne samarbejdspartner for mange af verdens fattigste lande.

Morten Emil Hansen
Sekretariatsleder i Concord Danmark

Af Morten Emil Hansen
Sekretariatsleder i Concord Danmark

Selvom EU's udviklingspolitik ikke er specielt højt profileret, er udviklingspolitikken faktisk det mest udviklede, og finansielt klart det største udenrigspolitiske instrument i EU-samarbejdet. Udviklingspolitikken står derfor også helt centralt i den europæiske ambition om øget global indflydelse.

Cathrine Ashton har derfor en klar interesse i at få indflydelse på udviklingspolitikken og har derfor sat sig tungt på området. Under det spanske og belgiske EU-formandskab i 2010 lykkedes det kun at få udviklingspolitikken på dagsordenen i Udenrigsrådet én eneste gang. Og der er derfor grund til bekymring for, om EU's udenrigspolitiske interesser med Ashton bliver vigtigere end den lovfæstede målsætning i Lissabon-traktaten om global fattigdomsbekæmpelse.

EU står alene
EU og medlemslandene står tilsammen for mere end halvdelen af den globale udviklingsbistand og EU er derfor en vigtig kilde til finansiering for mange udviklingslande. EU har ligeledes været en markant fortaler for verdens fattigste på den globale scene. EU var f.eks. hovedarkitekten bag FN's Millennium-erklæring om globale fattigdomsmål (2000), Monterrey Consensus om global udviklingsfinansiering (2002) og Paris-erklæringen om bistandseffektivitet (2005), som tilsammen satte dagsordenen for det internationale udviklingssamarbejde i det sidste årti. Men i 2011 står EU alligevel relativt alene på den internationale scene og har mistet sin position som den foretrukne samarbejdspartner for mange af verdens fattigste lande.

Den økonomiske krise har fået EU landene til at stoppe op og føre en ny økonomisk politik. EU-kommissionen vurderer selv, at 90 procent af den globale økonomiske vækst i fremtiden vil blive skabt uden for Europa. EU har derfor brug for samarbejdet med udviklingslandene og i særdeleshed BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika). Men EU har allerede mistet terræn.

Samhandlen mellem Kina og Afrika er nærmest eksploderet i de sidste 10 år og udgør i dag mere end 100 mia. USD om året. Kina har indgået omfattende bilaterale handelsaftaler med alle de afrikanske lande, mens EU på ottende år forsøger at afslutte en række kuldsejlede handelsaftaler, og EU må med al sandsynlighed helt opgive at få aftalerne på plads i sin nuværende form. Kina har derfor siden 2009 overtaget EU's position som Afrikas største handelspartner og det er tydeligt, at Afrika ikke længere er afhængige af Europa.  

Ashton må skabe en ny alliance
EU må derfor redefinere sin rolle, hvis Europa skal bevare en relevans i en ny global verdensorden. Den største forhindring er imidlertid, at udviklingslandene har mistet tilliden til EU. I det sidste år har EU afgivet adskillige løfter om øget udviklingsbistand, selvom alle ved, at EU's medlemslande ikke kan levere varen på grund af den økonomiske krise.

Samtidig viser en ny EU-strategi for råmaterialer, at EU er parate til at købe adgang til minedrift i mineralrige afrikanske lande mod at investere i landenes infrastruktur gennem udviklingsbistand og lån fra EU Kommissionen og den europæiske centralbank.

Cathrine Ashton må derfor skabe en ny alliance med udviklingslandene omkring en ny progressiv udenrigs- og udviklingsdagsorden med Europa i front. Og í lyset af den demokratiske bølge i Nordafrika må samarbejdet med de folkelige organisationer stå helt centralt i EU's fremtidige udenrigs- og udviklingspolitik.

Udviklingspolitikken bør naturligvis tage udgangspunkt i Lissabon-traktatens klare målsætninger om fattigdomsbekæmpelse og kohærens. Og det bliver helt afgørende, at EU's udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser ikke står i vejen for et reelt partnerskab med verdens fattigste.