Debat

V: Det digitale indre marked skal være Europas vækstdynamo

REPLIK: Det digitale indre marked er en vigtig kilde til øget vækst i EU, skriver erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) i en replik til DF's EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Troels Lund Poulsen (V)
Erhvervs- og vækstminister

Det digitale indre marked er stor ståhej af gode grunde – 415 milliarder gode grunde for at være helt præcis. Det er så mange euro, Kommissionen vurderer, at et velfungerende digitalt indre marked kan skabe i øget vækst i EU.

Troels Lund Poulsen (V)
Erhvervs- og vækstminister

14. september 2016 skriver Kenneth Kristensen Berth (DF) i et indlæg på Altinget, at EU's digitale indre marked er stor ståhej for ingenting. Jeg er helt uenig.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det digitale indre marked er stor ståhej af gode grunde – 415 milliarder gode grunde for at være helt præcis. Det er så mange euro, Kommissionen vurderer, at et velfungerende digitalt indre marked kan skabe øget vækst i EU. Hertil kommer tusindvis af nye job. Og i en ny rapport fra Boston Consulting Group fremhæves EU's digitale indsats netop som et fokusområde, Danmark bør prioritere allerhøjest, hvis vi skal sikre dansk vækst.

Meget mere end e-handel
Kenneth Kristensen Berth begrænser i sit indlæg det digitale indre marked til at omhandle e-handel på tværs af de europæiske grænser. Grænseoverskridende e-handel er et vigtigt element i det digitale indre marked, men det er kun ét element blandt mange.

Udviklingen af det digitale indre marked handler også om udbygning af telekommunikationsnettet, udveksling af digitale tjenester og data på tværs af grænser, digitalisering af industri og offentlig sektor og forbedring af rammevilkårene for innovative, europæiske virksomheder.

Alle disse områder er gensidigt afhængige. Vi kan for eksempel ikke have e-handel uden hurtige og sikre internetforbindelser. Jeg er overbevist om, at den fremtidige velstand i Danmark såvel som resten af Europa i høj grad afhænger af, hvor godt vi klarer den digitale omstilling. Derfor støtter regeringen EU-Kommissionens ambition om udviklingen af et velfungerende digitalt indre marked og deltager konstruktivt i forhandlingerne af de mange initiativer på området.

Regeringen støtter lettere e-handel i EU
Hvad angår geoblocking-forslaget, som Kenneth Kristensen Berth fokuserer på i sit indlæg, skal jeg ærligt erkende, at forslaget ikke helt ser ud, som jeg havde håbet på. Kravet om, at virksomheder skal sælge varer til alle europæiske kunder – dog uden leveringspligt i lande, som de ikke allerede leverer til – har givet anledning til bekymringer i erhvervslivet, blandet andet fordi det sår tvivl om omfanget af virksomhedernes forpligtelser.

Regeringen så gerne, at elementet om salgspligt for varer udgår fra forslaget, og under alle omstændigheder bør forslaget ikke skabe øget uklarhed om virksomhedernes forpligtelser og forbrugernes rettigheder.

Regeringen deler dog den overordnede intention med forslaget, nemlig at gøre det lettere at e-handle på tværs af grænserne i EU. Når man ser bort fra ovennævnte salgspligt for varer, indeholder forslaget en række positive elementer. Det skaber mere gennemsigtighed for forbrugerne, og det forhindrer forskelsbehandling på grund af nationalitet, bopæl eller hjemsted i forbindelse med køb af tjenesteydelser. For eksempel risikerer danskere ikke længere at skulle betale mere for samme ydelse end andre europæere, hvilket man for eksempel i dag kan se ved online billeje i et andet land.

Det er derfor vigtigt, at vi husker de mange fordele ved et digitalt indre marked, og at vi arbejder konstruktivt for at nå frem til balancerede løsninger, som kommer både virksomheder og forbrugere til gavn.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

0:000:00