Debat

V: Et stærkere EU, hvor det giver mening

DEBAT: EU bør udelukkende fokusere på områder, hvor det giver mening at samarbejde om fælles løsninger. Det er ikke altid tilfældet i dag, skriver Jan E. Jørgensen (V). 

<span>
EU
bør koncentrere sig om&nbsp;grænseoverskridende
problematikker, som intet land kan løse alene, skriver Jan E.
Jørgensen (V).&nbsp;
</span>
EU bør koncentrere sig om grænseoverskridende problematikker, som intet land kan løse alene, skriver Jan E. Jørgensen (V).  Foto: Steen Brogaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan E. Jørgensen (V)
EU-ordfører 

Der sker meget i og omkring Europa i disse år. Russisk aggression, flygtningestrømme, pressede velfærdsstater, klimamål og terrorangreb.

Udfordringerne sætter sammenholdet på prøve. Kan vi finde fælles løsninger? Eller er unionen vitterligt stendød?

For mig er det mere interessant at spørge: Kan vi undvære fælles løsninger? Kan vi leve med en død union? Og det kan vi ikke. Udfordringerne er fælles, så det skal løsningerne også være. Vi er dårligere stillet, hvis ikke vi står sammen.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Samarbejde, hvor det giver mening
Grænseoverskridende kriminalitet er et godt eksempel. Selvom folkeafstemningen 3. december blev et nej til omdannelsen af retsforbeholdet, var det et ja til Europol fra alle Folketingets partier. For Danmark ville blive dårligere stillet, hvis vi skulle kæmpe kampen mod grænseoverskridende kriminalitet alene og uden hjælp fra det europæiske politisamarbejde. På den måde giver EU mening, som det også gør på en lang række andre områder.

For Venstre ligger løsningen ligefor: Der er brug for mere EU, hvor det giver mening. Og mindre EU, hvor EU ikke giver mening.

Fælles politikker om kvindekvoter, skolefrugtsordninger og forbud mod salg af løs snus er eksempler på ting, som giver meget mere mening at beslutte tættere på borgeren – i nationale rammer. Eller måske helt lade være med at beslutte.

Jan E. Jørgensen (V)
EU-ordfører

EU skal være et forum for fælles løsninger på de områder, hvor samarbejde giver mening, hvor det gavner – hvor vi ikke kan undvære de fælles løsninger: frihandel, sikring af de ydre grænser og sikkerhedspolitik, som jeg har nævnt.

Grænser for EU-politik
Men der skal også være grænser for EU-politik. Fælles politikker om kvindekvoter, skolefrugtsordninger og forbud mod salg af løs snus er eksempler på ting, som giver meget mere mening at beslutte tættere på borgeren – i nationale rammer. Eller måske helt lade være med at beslutte.

For hver medlemsstat er forskellig. I Danmark har vi f.eks. også opbygget et særligt socialt sikkerhedsnet med høje ydelser i bytte for et højt – også for højt – skattetryk. Ret og pligt er forbundet. Derfor giver det heller ikke mening – ej heller er det rimeligt – hvis tilflyttere fra dag ét kan få del i rettighederne uden at have bidraget til pligterne. Det mener vi heller aldrig har været meningen med den fri bevægelighed.

Med andre ord er der steder, hvor en fælles EU-politik ikke giver mening.

Stor aktie i britisk afstemning 
Og det har også været temaet for Storbritanniens ønsker til en reform af EU-samarbejdet, som netop også handler om velfærdsydelser og EU-indblanding. 23. juni skal briterne stemme om, hvorvidt de indrømmelser, de har fået, er tilstrækkelige – eller om de skal melde sig ud af EU. Afstemningen er afgørende for EU’s fremtid. 

Takker briterne nej til medlemskabet, ved vi ikke, hvad der kommer til at ske. Om medlemsstaterne begynder at lave egne løsninger på fælles problemer. Om flere følger briternes udmelding. Og om tilliden til den europæiske fortælling undermineres. Det vil derfor med den britiske EU-minister David Lidingtons egne ord blive et spring ud i mørket for såvel briterne som for resten af EU.

Takker briterne ja til et fortsat medlemskab, beholder vi vores vigtigste allierede, når det kommer til spørgsmålet, om hvilken vej EU-samarbejdet skal gå. Vi bevarer en stemme for et slankere, men stærkere EU. En stemme for en EU-integration på de rigtige områder. Danmark har derfor en stor aktie i briternes afstemning.

Der sker som bekendt mange ting i og omkring EU. Og alt imens udfordringerne sætter sammenholdet på prøve, giver de også mulighed for politisk klarsyn: Det er de grænseoverskridende problematikker, som intet land kan løse alene – og som gavner alle, EU skal fokusere på. Men kun det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan E. Jørgensen

MF (V), rådmand, medlem, Magistraten, Frederiksberg Kommune
advokat (L), cand.jur. (Københavns Uni. 1995)

0:000:00