Debat

Venstre er mere pro-EU end Radikale

DEBAT: Morten Helveg Petersen (R) har gjort Venstre til hovedfjenden i sin EP-valgkampagne og påstår, at Venstre ikke tror på Europa. Men Venstre tror mere på EU, end Det Radikale Venstre nogensinde kommer til, skriver Morten Løkkegaard (V).
Foto: Venstre.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Det Radikale Venstre har fået ny spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget. Blot til orientering, hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed ...

Det er den elskværdige Morten Helveg Petersen, som ønsker opmærksomhed. Og får den, fordi han synes at have fundet nøglen til sin valgkampagne: at gøre Venstre til hovedfjenden. Påstanden er, at Venstre ikke tror på Europa. Det skulle Radikale så til gengæld gøre, må man forstå.

Nu skulle man jo tro, at EU-modstandere og skeptikere hos Dansk Folkeparti og Folkebevægelsen var de naturlige skydeskiver for de radikales skudsalver. Ja, man kunne sågar forestille sig Helveg gå efter de konservative, som har demonstreret et sjældent vægelsind i EU-spørgsmålet på det seneste.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Men, nej: Det skal være Venstre, som af alle andre i det politiske spektrum med rette betragtes som Danmarks mest pro-europæiske parti. Hvordan hænger det sammen?

Venstre ved man, hvor man har
Jo - det er selvfølgelig ikke svært at se, hvad rationalet er for den ivrige Helveg: Venstres vælgere har alle dage været meget mere pro-Europa end de radikales ditto. Venstre ved man, hvor man har, også i Europa-spørgsmålet.

Forestiller Helveg sig, at partiet, hvis EU-politik de seneste 25 år har været tegnet af Henning Christophersen, Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen, pludselig springer ud som EU-skeptisk ...?

Morten Løkkegaard (V)
MEP

Lige siden 50'erne har Venstre stået vagt om Danmarks tilhørsforhold til det Europa, som de radikale ikke kunne se, forblændede som de var af nordiske drømmerier og almindelig skepsis over for det store stygge markeds-projekt, EF/EU. I 70'erne var ledende radikale politikere derfor EU-fodslæbende - ja, de ønskede sågar ikke det Europa-Parlament, som Helveg nu så brændende ønsker at blive en del af.

Der er med andre ord ikke meget at hente i de radikales egen baghave, hvis man ønsker sig et sæde i Bruxelles/Strasbourg. Altså må man i gang med at botanisere hos andre. Og det kræver naturligvis, at man får sat lus i skindpelsen og skabt tvivl om Venstres EU-engagement.

Alligevel føles det absurd at skulle læse i debatindlæg, at Venstre pludselig skulle være befolket af "nypopulister", der skulle være i skarp kontrast til "ægte europæere" som undertegnede. Undskyld, hvor enfoldige tror Helveg egentlig, at vælgerne er ...?

Enhver, der har fulgt Venstres Europa-linje gennem årtier - senest bekræftet af partiformanden ved to landsmøder - har kunnet forvisse sig om det glødende pro-engagement.

En fuldtonet EU-politik 
Forestiller Helveg sig, at partiet, hvis EU-politik de seneste 25 år har været tegnet af Henning Christophersen, Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen, pludselig springer ud som EU-skeptisk ...? Hvis Helveg stadig tvivler, kan han jo ulejlige sig med at læse Venstres nye valgprogram til Europa-Parlamentsvalget, hvor bl.a. undertegnede har arbejdet det meste af et år på at formulere en opdateret og fortsat fuldtonet EU-politik. Et program, der blev vedtaget med overvældende flertal på landsmødet i oktober.

Om den såkaldte velfærdsturisme blot dette: Venstre har aldrig et sekund skabt tvivl om EU's DNA, den fri bevægelighed. Venstre tror mere på EU, end Det Radikale Venstre nogensinde kommer til.

Velfærdsturisme er en myte, men derfor skal man alligevel tage danskernes bekymring for det, de oplever som velfærdsturisme, alvorligt. Det burde den radikale spidskandidat også, hvis han vil gøre sig håb om at få danskerne i tale ved det kommende valg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Løkkegaard

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (V), MEP (V), Næstformand, Renew Europe, kommunalbestyrelsesmedlem, Gentofte Kommune, fhv. MF (V)
journalist (DJH 1988)

0:000:00