"Vi kan ikke tømme den engelske kanal"

På kort sigt giver talen Cameron indenrigspolitisk medvind og udenrigspolitisk turbulens, men dens langvarige konsekvenser er uklare. The Guardian ser Camerons udtalelse som en omgang EU-politisk boogie-woogie: Vi er inde, vi er ude, og så ryster vi det lidt.

Sine Nørholm Just
Lektor, ph.d. og cand.mag., Department of Business and Politics, CBS

Af Sine Nørholm Just
Lektor, ph.d. og cand.mag. ved Department of Business and Politics ved CBS

Den britiske premierminister David Cameron holdt endelig sin længe ventede EU-tale onsdag 23. januar, men talen efterlader lige så mange spørgsmål, som den besvarer.

Den kan groft inddeles i tre dagsordener: den indenrigspolitiske, den banale og den rigtigt kontroversielle. Lad os se på hver af disse og deres konsekvenser.

Indenrigspolitik: Erobring af den EU-skeptiske platform
Der er bred enighed om, at talen fungerede bedst som en positionering af Cameron og Det Konservative Parti frem mod parlamentsvalget i 2015. Presset af EU-skeptikere i hans eget parti og til højre for det og af meningsmålingerne, som længe har været hårde ved De Konservative, valgte Cameron at sætte EU på dagsordenen. Med den EU-kritiske tone og de konkrete løfter om genforhandling af Storbritanniens medlemskab efterfulgt af en folkeafstemning om den nye aftale har Cameron fået sig en indenrigspolitisk vindersag.

Hvor løftet om en EU-afstemning måske kan sikre Cameron genvalg i Storbritannien, så skaffer det ham ingen venner i de øvrige medlemslande. Her ses det nærmere som et pressionsmiddel: Giv Cameron, hvad han vil have, eller Storbritannien er ude af EU. Men som Spiegel Online spurgte, hvad er det, Cameron vil have fra EU? Og hvorfor tror han, at han kan få det?

Banaliteter: EU har ingen demos
Hvad man kan udlede af talen, er på den ene side banalt: EU skal være mere konkurrencedygtig, mere effektiv og hente sin legitimitet i de nationale parlamenter. De to første pointer har at gøre med, at Unionens hovedformål i dag er at sikre velstand til borgerne, mens den sidste udspringer af, at Cameron ikke mener, at der findes et europæisk folk.

Der er næppe mange, der er voldsomt uenige i diagnosen, og selvom man selvfølgelig kan advokere forskellige løsninger, så er det normalen i EU – Frankrig og Tyskland har jo fx også ret forskellige bud på, hvordan man løser de samme problemer.

Kontroverser: Magten skal kunne flyde tilbage
På den anden side er Camerons pointe voldsomt kontroversiel: En ting er, at man ikke går ind for yderligere integration i forhold til fremtidige reformer af EU, men Cameron argumenterer også for, at allerede indgåede aftaler skal kunne opløses eller modificeres – for hele EU eller for enkelte lande. Og det er uhørt.

De øvrige statsledere har da også reageret skarpt på den del af talen. EU er ikke et tagselvbord, lyder kritikken. Selvom de fleste ønsker, at Storbritannien bliver i EU, så vil ingen lade briterne bestemme medlemsvilkårene.

Selskabsleg eller de facto-udmeldelse?
På kort sigt giver talen Cameron indenrigspolitisk medvind og udenrigspolitisk turbulens, men dens langvarige konsekvenser er uklare. The Guardian ser Camerons udtalelse som en omgang EU-politisk boogie-woogie: Vi er inde, vi er ude, og så ryster vi det lidt.

Ud fra det perspektiv kan man afskrive talen som et forbigående mediestunt, men dens konsekvenser kan blive store, hvis Cameron bliver genvalgt. For kan Cameron så få en aftale med EU, som briterne vil stemme ja til? Eller har han reelt sat udløbsdato på det britiske EU-medlemskab med sit løfte om en afstemning senest i 2017?