Cordua: Regeringen demonterer en bombe under Esben Lunde

MINISTERROKADE: Esben Lunde Larsens samarbejde med Dansk Folkeparti var gået så meget i hårdknude, at han ikke længere kunne fungere som minister. Regeringen demonterer nu en bombe ved at fjerne ham som fiskeriminister kun tre dage før et kritisk samråd, mener politisk kommentator Jarl Cordua.

Foto: Lars Helsinghof /Altinget
Lise-Lotte Skjoldan

Regeringen har demonteret en bombe ved at fjerne miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) fra fiskeriområdet netop nu.

Sådan lyder dommen fra politisk kommentator Jarl Cordua, efter at det mandag eftermiddag er kommet frem, at minister for ligestilling og nordisk samarbejde, Karen Ellemann (V), nu skal overtage posten som fiskeriminister fra Esben Lunde Larsen.

"Man har i regeringen vurderet, at de problemer, som Esben Lunde Larsen har haft med fiskekvoter og de sager, der har været fremme, belaster ham i sådan en grad, at han ikke kan fungere som minister," siger han.

Den lille ministerrokade kommer, efter at Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, gennem måneder har været bannerfører for en kritik af ministerens ageren i sagen om fiskekvoter.

Senest kunne Berlingske i juli afsløre, at Esben Lunde Larsens embedsværk har haft strategier for at modarbejde en fiskeripakke, som Folketinget med et flertal uden om regeringen har vedtaget.

Samarbejdet gik i hårdknude
Torsdag var Esben Lunde Larsen kaldt i samråd om sagen, men nu har regeringen ved at fjerne ham som minister for området "demonteret en bombe", mener Jarl Cordua. Det er især Esben Lunde Larsens dårlige samarbejde med fiskeriordføreren Ib Poulsen, der har gjort sagen alvorlig for ministeren.

"Samarbejdet med Dansk Folkeparti og Ib Poulsen er tilsyneladende gået i hårdknude. De kan simpelthen ikke samarbejde. Der er ikke tillid," siger Jarl Cordua.

Regeringen har haft to muligheder, mener kommentatoren. Enten at fjerne Esben Lunde Larsen helt som minister, eller at fjerne ham fra det ressort, som har skabt problemerne. Ved at flytte fiskeriområdet over til Karen Ellemann har regeringen formået at lægge en dæmper på fiskekvote-sagen, samtidig med at de ikke behøver fyre en miljø- og fødevareminister, der har stor opbakning i sit bagland, siger Jarl Cordua.

"Det giver måske også regeringen nogle flere manøvremuligheder. Nu er der kommet en ny minister, og så kan det være, at mulighederne for et samarbejde med Dansk Folkepartis Ib Poulsen kan fungere bedre," siger han.

En mærkelig palet og et spøjst ministerium
At Karen Ellemann bliver den nye minister for fiskeri skyldes hovedsageligt, at hun i forvejen kun har to små ressortområder at tage sig af, siger Jarl Cordua. Men hun kan også være med til at bløde Ib Poulsen op.

"Hun er omgængelig, populær og pragmatisk og nyder rimelig bred anseelse. Det kan jo være, hun har lidt bedre held med at ramme en tone, som passer Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen," siger Jarl Cordua.

Dog påpeger han, at både den nye udskilning af fiskeriområdet fra Fødevareministeriet og Karen Ellemanns nye sammensatte porteføjle er to lidt underlige konstellationer.

"Karen Ellemann får en mærkelig palet med noget nordisk samarbejde, noget ligestilling og noget fisk," siger han og fortsætter:

"Tillykke til fiskerne, som nu får et nyt fiskeriministerium. Det er lidt spøjst, at sådan et relativt lille erhverv pludselig får deres eget ministerium."

Esben Lunde Larsen fortsætter efter rokaden som miljø- og fødevareminister, mens Karen Ellemanns nye titel bliver minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Lunde Larsen

Senior landbrugsspecialist, Verdensbanken, fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V)
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00