EL: Frihandel angriber arbejdstagerrettigheder

Af Christian Juhl (EL)
Arbejdsmarkedsordfører

I juli 2013 startede forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og USA - den såkaldte Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP).

Fortalere fra EU-Kommissionen, erhvervslobbyen, regeringen og en række af de danske partier hævder, at frihandelsaftalen vil sikre vækst og arbejdspladser, og vil slet ikke anerkende aftalen for, hvad den egentlig er: et angreb på arbejdstagerrettigheder.

Som udgangspunkt er det vigtigt at slå fast, at der ikke er tale om en aftale, der skal fremme samhandlen gennem fjernelse af traditionelle toldbarrierer - de er allerede enten på et minimalt niveau eller helt liberaliseret.

Som fortalere fra begge sider af Atlanten selv siger åbenlyst, er der derimod tale om at fjerne de såkaldte 'tekniske handelsbarrierer'. 'Teknisk' lyder uskyldigt, men det er langt fra tilfældet. Tekniske handelsbarrierer drejer sig om de forskellige standarder og regler, vi har for varer, så de lever op til samfundets krav om forbrugerbeskyttelse, miljøbeskyttelse, fødevaresikkerhed, arbejdstagerrettigheder osv.

Eliminering eller reduktion af tekniske handelsbarrierer drejer sig altså om at underminere disse offentlige interesser og mål. Dette skal ske dels gennem en nedadgående harmonisering af lovgivningen og dels ved direkte at styrke arbejdsgivernes mulighed for at antaste eller stoppe eksisterende og fremtidig lovgivning.

Det er tydeligt, at TTIP'en først og fremmest går ud på at angribe og underminere de hævdvunde rettigheder, som befolkningerne har tilkæmpet sig de seneste årtier. TTIP'en skal således ses som et supplement til den EU-dikterede chokdoktrin, som særligt har ramt de sydeuropæiske lande de seneste par år.

Christian Juhl (EL)
Arbejdsmarkedsordfører

Kapløb mod bunden
Konkret i forhold til harmoniseringsplanerne og arbejdstagerrettigheder er det forventeligt, at der vil komme et øget pres på alle former for arbejdstagerrettigheder, herunder arbejdsmiljølovgivning, der kan identificeres som en 'barriere' for handel.

Ifølge et af EU-Kommissionen bestilt studie af aftalen er det eksempelvis forventeligt, at kollektive overenskomstaftaler kan udfordres som en restriktion på udenlandske virksomheders forretningsmodeller.

Herudover har USA som bekendt kun ratificeret to af ILOs konventioner om grundlæggende arbejdstagerrettigheder: afskaffelse af tvangsarbejde (Nr. 105) og de værste former for børnearbejde (Nr. 182).

USA har hverken ratificeret konventionen om foreningsfrihed og beskyttelse af organisationsretten (Nr. 87) eller konventionen om organisationsretten og den kollektive forhandlingsret (Nr. 98), som begge må siges at være centrale for faglig organisering.

Det er en af årsagerne til, at de amerikanske arbejdsgivere er blevet givet vide rammer til at angribe og modsætte sig faglig organisering. I EU-kommissionens forhandlingsmandat (se her) står der blot, at aftalen skal indeholde mekanismer, der støtter implementeringen af ILO-standarder.

For arbejdsgivere bliver TTIP en oplagt mulighed for at flytte produktionen derhen, hvor lønninger og arbejdstagerrettigheder er lavest for herigennem at skabe et kapløb mod bunden for at reducere omkostninger og øge fortjenesten. EU-Kommissionen har jo allerede vist, at den støtter de europæiske arbejdsgiveres krav om lønnedgang og angreb på faglige rettigheder, og i denne henseende er TTIP'en en gylden mulighed for at klargøre denne støtte.

Styrkelse af arbejdsgivernes arsenal
Med Lissabontraktaten har EU-Kommissionen fået kompetence til at forhandle såkaldte investeringsaftaler på vegne af medlemslandene, og der indgår derfor et kapitel om 'investeringsbeskyttelse' i EU-Kommissionens forhandlingsmandat.

Som del af denne investeringsbeskyttelse indgår en Investor-State Dispute Settlement (ISDS) mekanisme. Kort og godt indebærer ISDS-mekanismen, at private virksomheder får mulighed for at sagsøge nationalstater, såfremt politiske beslutninger om eksempelvis sundheds-, miljø- og forbrugerstandarder underminerer virksomhedernes indtjeningsmuligheder.

Absurd, som dette måske kan lyde, er sådanne sager i gang verden over. Det multinationale tobaksselskab Philip Morris har lagt sag an mod Australien på grund af landets sundhedspolitiske beslutning, der pålægger tobaksproducenter at holde cigaretpakker i et enkelt design uden kameler eller cowboys ("plain packaging").

Og energiselskabet Vattenfall har lagt sag an mod Tysklands planer om udfasning af atomkraft. Men ISDS-mekanismen kan også bruges til at angribe arbejdstagerrettigheder, idet fremtidige forbedringer vil kunne udfordres.

Det franske selskab Veolia kører eksempelvis en sag med den egyptiske regering, bl.a. med henvisning til, at det nationale lønningsråds forsøg på at holde lønninger i den offentlige og private sektor i overensstemmelse med inflationsraten underminerede deres forventede indtjening som følge af de øgede omkostninger til løn (se her). Virksomheder fra USA og EU er de mest aktive brugere af ISDS-mekanismen globalt set, og skulle en ISDS-mekanisme indgå i den endelige aftale, kan det forventes, at antallet af søgsmål mod Danmark og de andre medlemslande vil stige drastisk.

Modstand fra fagbevægelsen(?)
Sammenholdes disse elementer er det for mig at se tydeligt, at TTIP'en først og fremmest går ud på at angribe og underminere de hævdvunde rettigheder, som befolkningerne har tilkæmpet sig de seneste årtier. TTIP'en skal således ses som et supplement til den EU-dikterede chokdoktrin, som særligt har ramt de sydeuropæiske lande de seneste par år.

Dette klare angreb på lønmodtageres interesser (på begge sider af Atlanten) har da også fået dele af fagbevægelsen på banen.

Desværre er det en meget ujævn indsats, hvor især de skandinaviske lande halter efter. Anderledes står det til i Tyskland, hvor Detlef Wetzel, formand for de tyske metalarbejderes fagforening (IG Metall), for nyligt udtalte sig stærkt kritisk over for TTIP'en - med krav om, at forhandlingerne stopper øjeblikkeligt (Se her).

På lignende vis har både den Europæiske Faglige Sammenslutning (Se her)  og den amerikanske ditto (Se her)  i en række positionspapirer udtalt sig kritisk om aftalen - spørgsmålet er så, hvornår den danske fagbevægelse får øjnene op for dette angreb og melder sig under fanen blandt de kritiske røster?