Debat

Fiskeriformand: Troels Lund og Eva Kjer har mit nummer

DEBAT: Der var ikke mange ord om fiskeriet i regeringens nye vækstplan, konkluderer formand for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen. Han håber dog på nye tiltag i regeringens fødevare- og landbrugspakke, herunder kvotestigninger og en styrkelse af finansieringsgrundlaget.

<span>Vi foreslår&nbsp;helt konkret støtteordningen ”Investeringer i danske
fiskerfartøjer” forhøjet med 35 millioner kroner, så den i alt bliver på cirka
60 millioner kroner, skriver Svend-Erik Andersen, formand i Danmarks Fiskeriforening.&nbsp;<br></span>
Vi foreslår helt konkret støtteordningen ”Investeringer i danske fiskerfartøjer” forhøjet med 35 millioner kroner, så den i alt bliver på cirka 60 millioner kroner, skriver Svend-Erik Andersen, formand i Danmarks Fiskeriforening. 
Minna Møbjerg Stevnhoved
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Svend-Erik Andersen
Formand for Danmarks Fiskeriforening

Mandag middag i denne uge fremlagde erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen sammen med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen regeringens oplæg om vækst og udvikling i hele Danmark. I Danmarks Fiskeriforening lyttede og læste vi spændt for at se, om der også var tænkt på fiskeriet.

Det var der, men det er – må vi være ærlige og sige – ikke mange ord, der bliver brugt på at tænke fiskeriet ind i den vækst og udvikling, der skal komme hele Danmark til gode. Vi finder dog trøst i, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen giver udtryk for, at der er mere på vej – nemlig regeringens fødevare- og landbrugspakke.

Her regner vi med, at der bliver tænkt på dansk fiskeri som en vigtig motor i såvel vækst som udvikling af den danske fødevaresektor. Det er der nemlig al mulig grund til at gøre fra Regeringens side – for fiskeriet og følgeerhvervene kan både skabe vækst og udvikling i de områder af Danmark, hvor arbejdspladserne er få, og alternativerne til fiskeri er endnu færre.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Fiskerikvoter bør afspejle fremgang i fiskebestande
Som noget helt centralt er råvaregrundlaget afgørende for, om fiskeriet skal kunne udvikle sig eller ej. Det er fiskekvoter, vi taler om, og her er regeringens vilje til at kæmpe for større kvoter uhyre vigtig.

Og kampen er alt andet lige ”nemmere”, end den har været i mange år. Det skyldes, at hovedparten af fiskebestandene i de danske farvande – Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og Østersøen – i de seneste år har været i fremgang.

Det er – må vi være ærlige og sige – ikke mange ord, der bliver brugt på at tænke fiskeriet ind i den vækst og udvikling, der skal komme hele Danmark til gode.

Svend-Erik Andersen
Formand for Danmarks Fiskeriforening

Som eksempel kan jeg nævne torsken i Nordsøen, hvor biomassen ikke har været højere siden starten af 1990’erne. Forskellen på den gang og nu er, at torskekvoten i dag er en tiendedel af den gang. Jeg siger ikke, at kvoten skal være som i starten af 1990’erne – men den kan godt få et markant tryk opad. Det gavner fiskerne, og det vil være biologisk bæredygtigt.

Meget enkelt sagt så vil en markant kvotestigning over de kommende år på hovedarterne for dansk fiskeri gøre det muligt for fiskeriet at vokse med 30-40 procent. Og det smitter af på alle i og omkring fiskeriet.

Styrk fiskeriets finansieringsgrundlag
Vi vil også pege på behovet for en langt bedre finansiering af fiskeriet. I dag har fiskerne ikke mulighed for at låne på de samme vilkår som eksempelvis landbruget.  Fiskerne er i stedet tvunget til at gå i banken og låne til den langt højere bankrente. Samtidig er de afhængige af bankernes velvilje og tro på fremtiden for fiskerne.

Det siger sig selv, at fiskerne allerede her kommer bagud i forhold til dem, som vi konkurrerer med, om at tilbyde forbrugerne fødevarer til den rette pris.

Vi kan også nævne, at der er behov for investeringer i fiskeriet. Investeringer, som ganske passende kunne komme fra EU via Den Europæiske Hav- og Fiskeri Fond (EHFF), der som navnet antyder bl.a. har til opgave at støtte udviklingen i udnyttelsen af havet og fiskeriet.

Landingspligten skaber større støttebehov
Indtil videre har vi desværre konstateret, at der ikke er skelet så meget til fiskeriet, når støttemidlerne har skullet finde anvendelse. Fx går der mange millioner kroner – 285,6 - til genopretning af vandløb over fire år frem til og med 2017, mens der ”kun” går 50 millioner kroner i den samme periode til ombygning og modernisering af fiskefartøjer, så de kan håndtere den allerede igangværende overgang til fiskeri med landingspligt – også kendt som fiskeri med forbud mod udsmid af fisk.

Jeg kan forsikre om, at fiskerne har brug for pengene til omstillingen til at fiske under forbud mod udsmid. Derfor kan jeg også love, at fiskerne kan bruge de penge, der bliver afsat – i modsætning til den foregående periode, hvor støttemidlerne gik andre steder, og Danmark endte med at sende over 100 millioner kroner af fiskerimidlerne retur til Bruxelles, fordi der alligevel ikke var hold i de planer, der fik bevilget penge.

Masser af aktivitet
Med den nuværende ordning – altså EHFF – vil lokalsamfund og dansk samfundsøkonomi få masser af aktivitet for selv små midler. En investering på én million kroner fra det danske samfund vil med midler fra EHFF og fiskernes nødvendige egeninvestering bliver til mellem 8 og 11 millioner kroner. Penge, der er til gavn for fiskerne, for lokalsamfundene og for det danske samfund.

Derfor foreslår vi helt konkret støtteordningen ”Investeringer i danske fiskerfartøjer” forhøjet med 35 millioner kroner, så den i alt bliver på cirka 60 millioner kroner. Det vil koste den danske stat 9 – ni! – millioner kroner.

Det var blot tre områder, som regeringen med fordel vil kunne lade være en del af en kommende fødevare- og landbrugspakke.

Vi har tidligere – i slutningen af 2014 – været med til at fremlægge i alt 14 konkrete anbefalinger for, hvordan politikerne kan skabe de rette rammer for vækst i fiskeriet og fiskerierhvervet. Dem er den nuværende regering naturligvis også blevet præsenteret for, og vi kan kun opfordre til, at ministrene lader sig inspirere fra rapporten ”Nye rammer; ny vækst”.

Vi står naturligvis også til rådighed med yderligere input, hvis det skulle være nødvendigt – og såvel Troels Lund Poulsen som Eva Kjer Hansen har mit nummer, så de kan blot ringe.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Svend-Erik Andersen

Formand, Danmarks Fiskeriforening
fiskeskipper (1982)

0:000:00