Debat

Fødevarebanken: Madspild er også industriens ansvar

DEBAT: Venstres miljøordfører Erling Bonnesen mener, at madspild er den enkelte borgers ansvar. Han glemmer bare, at ud af de ca. 720.000 tons mad, der årligt smides ud i Danmark, sker kun en tredjedel af spildet hos forbrugerne, skriver Fødevarebankens direktør.

Lasse Lange
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karen-Inger Thorsen
Direktør, Fødevarebanken

”Hvis vi skal madspild til livs, skal vi først og fremmest sikre, at danskerne får solid information om problemet og selv kan vurdere, hvad de skal gøre.” Det skriver Venstres miljøordfører, Erling Bonnesen, i den sidste udgave at Altingets nyhedsbrev. Og det har han selvfølgelig ret i. Heldigvis er mange danskere gennem de senere år blevet opmærksomme på, at de selv kan bekæmpe madspild – både for miljøet og pengenes skyld.

Men det er, som om Erling Bonnesen glemmer, at madspild er meget mere end det, der spildes fra forbrugernes køleskabe, frysere og middagstallerkner.

Herhjemme kommer 2/3 af al den mad, der spildes, fra andre steder end husholdningerne. Det er mad, der er produceret til at blive spist af mennesker med alle de ressourcer, en sådan produktion indebærer. Madspildet i industrien er mangeartet og foregår i hele produktionskæden – i landbruget, hvor der kan ske overproduktion, eller ukurante størrelser gør, at det ikke kan sælges videre. I produktionen, hvor fejl på etiketter, afvigelse i smag, farve eller konsistens kan gøre produkterne usælgelige. I engros-leddet kan manglende salg, beskadiget emballage og skift i sæsonvarer gøre, at man brænder inde med store mængder helt frisk mad, der alligevel er usælgelig. Al dette spild af mad udgør ca. 460.000 tons om året.

Et i øjnefaldende dilemma
Samtidig med at al denne mad, der i princippet intet fejler, smides ud, oplever en del af de dårligst stillede i vores samfund, at de ofte mangler et dagligt og nærende måltid, som har afgørende betydning for deres sundhed. Dilemmaet er til at få øje på.

Fødevarebanken bygger bro mellem disse to samfundsudfordringer. Frivillige medarbejdere sørger hver dag – hele året rundt – for, at overskud af madvarer fra producenter som for eksempel Dansk Supermarked, Arla, Unilever, Kellogs og Royal Greenland kommer ud til en meget bred vifte af organisationer såsom væresteder, herberger, varmestuer, krisecentre og andre sociale tilbud.

Fødevarebanken har efterhånden fået en enestående position på madspildsområdet, idet vi i dag er den eneste organisation i Danmark, som er i stand til at indsamle og uddele madvarer i så stor skala, som vi gør. Det sker samtidig med, at vi via vores ølevogne og store lagre med køl og frys kan garantere for fødevaresikkerheden, ligesom vores scannersystem gør, at de varer, vi udleverer, er 100% sporbare, ligesom vi har en elite-smiley fra Fødevarestyrelsen.

Det er formentlig også derfor, at flere og flere af de store fødevareproducenter vælger at samarbejde med os.

Men det betyder selvsagt også meget, at vores modtagere er en meget bred vifte af sociale organisationer såsom væresteder, herberger, varmestuer, krisecentre og sociale tilbud.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00