Klimarådet: Nyt klimaværktøj kan nedbringe landbrugets CO2-udledning på en klog måde

DEBAT: Landbrugets udledning af CO2 bør nedbringes på en klog måde. Det mener AU-forsker og medlem af Klimarådet, Pia Frederiksen, der er medudvikler på et værktøj, som kan hjælpe landmænd med at mindske udledningen af drivhusgasser.

Af Pia Frederiksen
Seniorforsker på Aarhus Universitet og medlem af Klimarådet

For at begrænse de menneskeskabte klimaforandringer har Danmark ligesom andre lande en politisk målsætning om at reducere udledningerne af drivhusgasser væsentligt frem mod 2050.

Over 20 procent af Danmarks drivhusgasudledning stammer i dag fra landbruget, og for at kunne opfylde de internationale forpligtelser og Danmarks egne langsigtede mål, må der ske en væsentlig reduktion af drivhusgasudledning fra landbruget.

Som det ser ud i dag, er landbrugets udledninger af drivhusgasser ikke reguleret. Hvor fossile brændsler til biler og opvarmning af boliger for eksempel er pålagt en CO2-afgift for at nedbringe udledningerne, er drivhusgasudledningen fra stalde og marker friholdt for klimakrav.

I stedet er der stort fokus på miljøpåvirkningen, der i nogle tilfælde med fordel kan tænkes sammen med klimaudfordringen.

Landbrugets udledninger af drivhusgasser er mange ting
Landbrugets udledninger består hovedsageligt af metan og lattergas, der dannes gennem en række processer i de forskellige produktionsled.

Dertil kommer, at der udledes CO2 i forbindelse med landbrugets diesel- og olieforbrug og fra kalkning og kulstofbaseret gødning. Endelig udledes der også CO2, når jorden anvendes til landbrugsformål, da kulstofbalancen i jorden ændres.

Der er altså mange kilder til udledning i landbruget, men langt størstedelen stammer fra den store produktion af malkekvæg og svin, samt produktion af dyrefoder, der dyrkes på omkring 80 pct. af det danske landbrugsareal.

Ikke én måde at reducere CO2-udledninger i landbruget
Mulighederne for at reducere udledningen fra landbruget adskiller sig fra reduktionsmulighederne i de andre sektorer i økonomien.

Hvor andre sektorers udledninger kan reduceres ved at anvende en anden teknologi, eksempelvis solceller, vindmøller eller elbiler, er der ikke én type teknologi, der kan reducere udledningen fra landbruget.

Der er derfor ikke én enkelt reduktionsteknologi eller ét overordnet reduktionstiltag, der vil kunne løse landbrugets klimaudfordring.

Derimod er der en række reduktionsmuligheder, der kan variere fra bedrift til bedrift. Og her kommer den enkelte landmand ind i billedet, da han i samarbejde med sin landbrugskonsulent må antages at være den bedste til at vurdere, hvordan reduktionen kan foretages mest effektivt.

Reduktionsmulighederne er knyttet til kendskab til tre forhold: kilderne til udledningen fra bedriften, de mulige reduktionstiltag og omkostningerne til reduktionstiltagene.

De tre forhold kan variere fra bedrift til bedrift, og derfor er landmandens kendskab til bedriften afgørende.

Nyt værktøj til opgørelse af udledningen kan tage højde for forskelligheder
Udledningen fra landbruget bliver i dag opgjort på nationalt plan for hele den danske landbrugsproduktion. Klimarådet har udarbejdet en prototype på et værktøj, et klimaregnskab, der kan opgøre udledningerne fra den enkelte bedrift.

Klimaregnskabet giver den enkelte landmand et billede af, hvor de store kilder til udledning fra bedriften er. Herefter er konceptet, at han selv vil kunne vælge, hvordan udledningen reduceres bedst og billigst ud fra egen viden om driftsøkonomi og bedriftens sammensætning.

Opgørelsesmetoden i værktøjet er baseret på den officielle metode anvendt af DCE og anvender primært normtal, det vil sige gennemsnitstal på landsplan, eller materiale fra FN’s klimapanel, samt informationer om bedriften, som allerede er oplyst af den enkelte landmand til eksisterende registre.

En endelig implementeret opgørelse kan tage højde for synergieffekter
Der er i Klimarådets værktøj lagt vægt på at mindske den administrative byrde. Før værktøjet kan tages i brug, er der formentlig behov for en videreudvikling og raffinering af metoden.

Eksempelvis kan anvendelsen af specifikke data fremfor nationale normtal være en mulig videreudvikling, ligesom sideeffekter kan inddrages.

Klimaudfordringen har mange overlap til miljøreguleringen på landbrugsområdet. Den reduktion af drivhusgasser, der er sket i landbruget fra 1990 og frem mod 2010, er i høj grad drevet af behovet for reduktion af udledninger af næringsstoffer og ammoniak til vand og luft, og gødningsforvaltningen er blevet mere effektiv som følge af nye teknologier i stalden og på arealerne.

Nu er der behov for også at fokusere specifikt på drivhusgasudledningen, men det kan gøres, så andre målsætninger tænkes med.

Klimarådets værktøj tager i den nuværende form ikke højde for øvrige miljøeffekter, men en optimal tilgang til landbrugets klimaudfordring bør indtænke synergieffekten med miljø- og naturmålsætninger.

Her kunne en bedriftstilgang også være en hensigtsmæssig indgangsvinkel, da der kan være store forskelle både i miljø- og klimapåvirkningen fra de enkelte bedrifter, afhængigt af deres karakter og placering.

Klimarådets analyse 'Effektive veje til drivhusgasreduktion i landbruget - Forslag til klimaregnskab for den enkelte landbrugsbedrift' kan findes på Klimarådets hjemmeside.

 

Forrige artikel AU-forsker: Dokumentationen af indsatsen for et renere miljø halter AU-forsker: Dokumentationen af indsatsen for et renere miljø halter Næste artikel SEGES: Klimaregnskaber i landbruget er ikke vejen frem SEGES: Klimaregnskaber i landbruget er ikke vejen frem
  • Anmeld

    Poul Vejby-Sørensen

    Debet og kredit

    Mulighederne for at reducere udledningen fra landbruget adskiller sig fra reduktionsmulighederne i de andre sektorer i økonomien, og der er ikke én enkelt reduktionsteknologi eller ét overordnet reduktionstiltag, der vil kunne løse landbrugets klimaudfordring, skriver Pia Frederiksen, der samtidig fremhæver, at forholdene varierer fra bedrift til bedrift, samt at den enkelte landmand i samarbejde med sin landbrugskonsulent må antages at være bedst til at vurdere, hvordan reduktionen kan foretages mest effektivt.

    Måske kunne Klimarådet arbejde for, at indførte et helhedssyn på området:
    En kedelig kendsgerning er jo, at afgrødernes underforsyning med kvælstof har kostet dyrt i CO2-regnskabet. Danmark har udledt ekstra 5 - 6 mio. tons CO2 til atmosfæren på grund af afgrødernes politisk påtvungne kvælstofmangel. Det hænger sammen med, at planterne ”udpiner” og mineraliserer jordbunden, når der er underskud af næring.
    Så de kvælstofnormer, som ”eksperterne” har rådgivet politikerne til at indføre af hensyn til vandmiljøet, har foruden at koste 100 mia. kroner på samfundsregnskabet også kostet 5 - 6 mio. tons CO2-ækvivalenter på klimaregnskabet. Men de har ikke gavnet vandmiljøet ifølge Miljøministeriets egne tilstandsrapporter.
    Klimarådet omtaler kun landbrugets udledning af klimagas, hvorimod jordbrugets helt unikke evne til at binde CO2 i jorden forbigås i tavshed.
    Det er imidlertid en kendsgerning, at langvarige analyser i Sydsverige under forhold, der matcher de danske, viser, at der gennem fotosyntesen bindes op til 1,7 kg kulstof (C) for hvert kg kvælstof (N), der tilføres landbrugsafgrøderne i kunstgødning.
    En forsigtig kalkulation med en respons på 1 kg C (svarende til 3 - 4 kg CO2) pr. kg tilført N i kunstgødning betyder, at kvælstofnormerne siden deres indførelse i 1998 har medført den nævnte ekstra belastning af klimaregnskabet på 5 - 6 mio. tons CO2-ækvivalenter.

    Kunne det ikke overvejes at bringe klimaregnskabet i overensstemmelserne med realiteterne, ved at medregne både indtægter og udgifter som i andre regnskaber?