Fremtidens landbrug er mindre landbrug

FORUDSIGELSER: Markant færre ansatte og en betydelig nedgang i landbrugsarealet er det realistiske scenarie for fremtidens landbrug. Det behøver dog ikke være nogen katastrofe, mener deltagerne bag forskningsprojektet Fremtidens Landbrug.

Deltagerne bag forskningsprojektet Fremtidens Landbrug peger på fire forskellige fremtidsscenarier, hvor der er fokus på miljømæssig bæredygtighed. Et af scenarierne peger på et biobaseret samfund, hvor landbruget også leverer råvarer til produktion af energi. 
Deltagerne bag forskningsprojektet Fremtidens Landbrug peger på fire forskellige fremtidsscenarier, hvor der er fokus på miljømæssig bæredygtighed. Et af scenarierne peger på et biobaseret samfund, hvor landbruget også leverer råvarer til produktion af energi. Foto: naturoglandbrug.dk
Sine Riis Lund

Vi vil meget gerne et fremtidens landbrug, hvor vi også har produktion i Danmark. Vi vil gerne være foregangsland. Vi vil gerne være med til at nedbringe emissionen. Vi vil gerne være med til at producere gode fødevarer. Men det kræver, at man også i den diskussion har fokus på noget så kedeligt som konkurrencevilkår.

Karen Hækkerup
Administrerende direktør, Landbrug & Fødevarer

Måske er det ikke så stor en katastrofe, hvis vi tager jord ud og nedlægger noget af svineproduktionen, måske også noget af mælkeproduktionen, og vi får lavere beskæftigelse mod til gengæld at få bedre natur og renere miljø. Det går nok alt sammen.

Alex Dubgaard
Fødevareøkonom, Københavns Universitet
Fakta
Fire scenarier for fremtidens landbrug
Projektet Fremtidens Landbrug opstiller fire forskellige bæredygtige fremtidsscenarier. Hvert scenarie er optimeret i forhold til én bestemt overordnet målsætning. Hvert scenarie er et billede på én mulig fremtid.

1. Scenarie: Grøn vækst
I ’Grøn vækst’- scenariet er hovedmålsætningen, at landbruget under et skal have så lav forurening og så lille en klimabelastning som muligt, samtidig med at landbrugets vækstmuligheder så vidt muligt fastholdes og udvikles. Delmålsætningerne i scenariet er:
  • Effektiv håndtering af næringsstoffer fra landbruget
  • Reduktion i udledning af drivhusgasser fra landbruget
  • Reduktion i brugen af pesticider
2. Scenarie: By og land
I ’By og land’- scenariet er målsætningen, at det urbane og det landlige knyttes tættere sammen for at drive en positiv udvikling i landdistrikterne. Delmålsætningerne i scenariet er:
  • Øget fokus på bynære behov: natur, fødevarer, rekreation m.v.
  • Øget lokal produktion, forarbejdning og afsætning af fødevarer
  • Fremme af økologisk kredsløbslandbrug for at sikre miljø og klima
3. Scenarie: Det biobaserede samfund
I scenariet for ’Det biobaserede samfund’ er hovedmålsætningen, at landbruget ikke alene producerer fødevarer, men også leverer råvarer til produktion af energi og fornybare materialer. Delmålsætningerne i scenariet er:
  • Høj produktion af energiafgrøder og råvarer til industrien
  • Effektiv og højteknologisk udnyttelse af biomasse
  • Maksimal recirkulation af næringsstoffer
4. Scenarie: En rig natur
I ’En rig natur’-scenariet er hovedmålsætningen at skabe mere biologisk mangfoldighed og en natur i balance i 2050. Delmålsætningerne i scenariet er:
  • Øge biodiversiteten i det åbne land
  • Øge arealet med lysåben natur
  • Skabe sammenhæng og mangfoldighed i naturen

Kilde: Hjemmesiden for Fremtidens Landbrug

Der var engang, hvor en langt større andel af befolkningen arbejdede med jord, dyr eller fødevarer mellem hænderne.  Og så bliver der engang, hvor arbejdsstyrken i landbruget vil være væsentligt reduceret sammenlignet med i dag.

Helt naturligt vil der ske en nedgang på mellem 39.000 og 45.000 årsværk frem mod år 2030 med udgangspunkt i år 2008. Det vurderer fødevareøkonom Alex Dubgaard fra Københavns Universitet. Han har lavet en række beregninger om udviklingen for landbruget som led i forskningsprojektet Fremtidens Landbrug, hvor forskere fra Københavns og Aarhus Universiteter for nyligt sammen med Det Økologiske Råd fremlagde deres bud på fire mulige scenarier for et miljømæssigt bæredygtigt landbrug til en konference på Christiansborg. (Læs mere om scenarierne i faktaboksen)

Mindre landbrugsareal
Og landbruget står overfor hårde tider. Forskernes fremskrivning viser, at der ved et uændret produktionsomfang og en stigning i arbejdsproduktiviteten på fem procent årligt vil være 21.000 årsværk ansat i landbruget i 2030 eller 27.000 årsværk ved en fortsat produktionsvækst på en procent om året. I 2008 lå antallet på 66.000 årsværk.

Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00