Fugleinfluenza spredt til landbruget

FUGLEINFLUENZA: Der er nu konstateret det første tilfælde af den alvorlige fugleinfluenza H5N8 i en dansk fjerkræbesætning. Dansk fjerkræeksport kan blive hårdt ramt.

Arkivfoto.
Arkivfoto.Foto: Christian Als/Scanpix
Lasse Lange

Der er nu konstateret det første tilfælde af den alvorlige fugleinfluenza H5N8 i en dansk fjerkræbesætning.

Det ligger fast efter, at Fødevarestyrelsen mandag morgen modtog de endelige prøvesvar fra DTU Veterinærinstituttet, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Prøverne stammer fra en hobbyfjerkræbesætning med ænder i landsbyen Skibstrup ved Ålsgårde i Nordsjælland. Her døde henover weekenden omkring en tredjedel af de cirka 30 andefugle i besætningen. Prøverne viser, at det er den samme type fugleinfluenza, der de seneste ti dage er fundet i danske vildfugle flere steder i landet, fortrinsvis langs Østersøkysten.

”At der nu er konstateret fugleinfluenza i en dansk hobbybesætning, kan få store konsekvenser for den danske eksport af fjerkrækød”, siger souschef i Fødevarestyrelsen dyrlæge, Stig Mellergaard, i pressemeddelelsen.

Fakta
De seneste uger er der fundet døde vilde fugle smittet med den højpatogene fugleinfluenza H5N8 i vildfugle i landene omkring Østersøen og i Mellemeuropa. Der har i Tyskland, Ungarn og Østrig været udbrud af sygdommen i en række fjerkræbesætninger. Der er i november påvist H5N8 hos vildfugle otte steder i Danmark

Kilde: Fødevarestyrelsen

Han henviser til, at mange lande uden for EU nu rutinemæssigt lukker for deres import af dansk fjerkrækød. Da Danmark, tilbage i 2006, havde et tilsvarende udbrud, kostede det ifølge Fødevarestyrelsen omkring 200 millioner kroner i tabte eksportindtægter.

Mistanken om udbruddet i den danske hobbybesætning ved Ålsgårde opstod lørdag. Besætningen har også høns, kalkuner og gæs, der går adskilt fra ænderne. Her er der ikke konstateret fugleinfluenza.

Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen går mandag formiddag i gang med at aflive samtlige fjerkræ i besætningen og rengøre og desinficere området.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00