Debat

Gode madvaner skal opdyrkes i skolekøkkenerne

DEBAT: Danskerne er begyndt at smide mindre mad ud, og det kan mærkes på husholdningsbudgetterne. Men de sparrede penge bliver ikke brugt på at købe bedre fødevarer, og det er et problem, mener Selina Juul, stifter af Stop Spild Af Mad, som ønsker mere fokus på børnenes madvaner.
Foto: Fintan Damgaard
Per Bang Thomsen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Selina Juul
Stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

Der er rigtigt gode nyheder: Omsider viser kampen mod madspild gode, målbare resultater.

Den netop offentliggjorte undersøgelse fra TNS Gallup gennemført for Landbrug & Fødevarer og Stop Spild Af Mad viser, at hver anden dansker har mindsket sit madspild det seneste år.

Men undersøgelsen viser også, at for den største del af forbrugerne er den vigtigste fordel ved at mindske madspildet, at de sparer penge, så de får bedre råd til andet end fødevarer. Set med madspildsbriller er det positivt. Set med detailhandlens briller er det en katastrofe.

Hurra for mindre madspild
Først, et stort klap på skulderen til alle danskere, madspildsbekæmpere og andre involverede aktører: Hurra, kampen mod madspild virker!

Hvis vi skal have fat i danskernes madvaner, kan en af løsninger være at kigge på skolerne. Mere madlavning på skoleskemaet, maddannelse, husholdning, respekt for mad samt mindre madspild kan ikke bare lære børnene bedre madvaner. Nej, det kan også være med til at påvirke forældrene og sætte fokus på bedre madvaner derhjemme.

Selina Juul
Stifter af Stop Spild Af Mad

Hver anden dansker har det seneste år mindsket deres madspild - og det er især småbørnsfamilier, der har mindsket deres madspild mest. Noget tyder på, at alle de mange kampagner mod madspild og den øgede opmærksomhed er begyndt at få fat i befolkningen. Men man skal huske på, at den liberaliserede lukkelov og finanskrisen også spiller en rolle.

Men der er ikke tid til at hvile på laurbærrene (de skal jo i maden!), og man bør kaste blikket på hele madspildets værdikæde. Ikke mindst detailhandlen, som er hårdt ramt.

Og det hjælper heller ikke på situationen, at vores nye undersøgelse netop viser, at størstedelen af danskerne vil mindske madspild, så de får bedre råd til andet end fødevarer. Økologi og fødevarer af bedre kvalitet kommer i sidste række.

Detailhandlen i modvind
De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at dansk detailhandel i de seneste fem år har solgt 10 procent færre fødevarer. Den nyeste rapport fra Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet (DCA) leverer videnskabelig opbakning dertil:

I 2008 tegnede fødevarerne sig for 10 procent af det samlede private danske forbrug. For 40 år siden tegnede fødevarerne sig for 19 procent af det private danske forbrug.

Dette afspejles også - nærmest ugentligt - i nyhedsfagtjenester som Dansk Handelsblad og RetailNews: Detailhandlens nedskæringer og underskud på bundlinjen. Det går med andre ord rigtig skidt.

Nogen tror fejlagtigt, at vores organisation Stop Spild Af Mad er en flok vilde bz'ere, der gerne vil omstyrte det store stygge, kapitalistiske detail-imperium. Men intet kan være mere forkert, eftersom vi sågar frivilligt samarbejder med flere detailkæder - og i fremtiden givetvis endnu flere.

Vi går ind for mindre madspild, men bestemt også for øget vækst og bedre ressourceoptimering. Og de to sidstnævnte er så afgjort til detailhandlens fordel.

Speltkulten når ikke ud til de brede masser
Vi danskerne spiser for dårlig og for ussel mad.

Godtnok er Danmark et land med verdens bedste restaurant, verdens bedste kok, Ny Nordisk Mad, Madkulturen, økologi, havtorn, ramsløg, Speltkulten og hvad der ellers følger med. Men dette når ikke ud til de brede masser. Vi danskere gider ikke at bruge vores penge på ordentligt mad. Flere store danske madpersonligheder som Bo Jacobsen og Francis Cardenau nikker allerede genkendende til det.

Lad os være realistiske.

Ikke alle danskerne, og slet ikke her under finanskrisen, har råd til at handle i Torvehallerne, tid og overskud til at bage hjemmelavet speltbrød eller mulighed for at plukke hjemmegroede ramsløg. Og mange, rigtigt mange danskere, vælger den nemme og hurtige løsning med færdiglavede fryseretter til aftensmad (med eller uden hestekød) eller junkfood-takeaway.

Man skal med andre ord få danskerne til at købe fødevarer igen. Men ikke så de efterfølgende kan smide maden ud - men for at få bedre madvaner. Man skal tage fat i Danmarks maddannelse" Men det er lettere sagt end gjort.

Maddannelse på skoleskemaet
Hvis vi skal have fat i danskernes madvaner, kan en af løsninger være at kigge på skolerne. Mere madlavning på skoleskemaet, maddannelse, husholdning, respekt for mad samt mindre madspild kan ikke bare lære børnene bedre madvaner. Nej, det kan også være med til at påvirke forældrene og sætte fokus på bedre madvaner derhjemme.

Stop Spild Af Mad er allerede i gang. Til august lancerer vi vores første undervisningskampagne til skolerne i samarbejde med bl.a. Danmarks Lærerforening. Men der skal mere til end bare en NGO-indsats.

Husholdning har i dag et meget nedprioriteret budget på skolerne. En husholdningslærer fortalte til mig forleden, at budgettet pr. elev på deres skole ligger på 12 kroner per gang per elev - og det forventes, at der både skal kunne laves hovedret og dessert.

Brug for konstruktivt samarbejde
Hvis detailhandlen er interesseret i at få kunderne tilbage i butikkerne og dermed medvirke til bedre madvaner, maddannelse og større folkesundhed, bør detailhandlen rette blikket mod skolerne.

Bakke op om madskoler og husholdningsforeninger, støtte de lokale madinitiativer samt gå aktivt ind i kampagner og formidling om bedre maddannelse. Allerede flere kæder har i dag fokus på madskoler og børn og unge - og de har fat i den lange ende.

Det er muligt at rette op på den danske befolknings madvaner, og her kan og må gøres en indsats. Og hvis alt dette samtidig medvirker til større folkesundhed, bedre oplysning, mindre madspild, oprør mod junkfood samt en bedre bundlinje i butikken - ja, så er det vel ikke så ringe endda.

Hermed indbyder Stop Spild Af Mad i hvert fald til et konstruktivt samarbejde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00