Debat

Hvem vil skabe vækst i fødevarebranchen?

DEBAT: Den harme, politikere mønstrer, når endnu en fødevarevirksomhed meddeler, at den rykker til udlandet, skal omsættes til politisk handling, når tv-kameraerne er slukkede, og forhandlingerne om erhvervslivet i Danmark skal afgøres, skriver forbundsformand Ole Wehlast fra Fødevareforbundet NNF.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ole Wehlast
Forbundsformand i Fødevareforbundet NNF

Jeg mener, at forudsætningen for et stærkt Velfærdsdanmark er et stærkt Produktionsdanmark. Her spiller den danske fødevareproduktion en nøglerolle. De danske fødevarearbejdere bidrager til den vækst, alle er enige om er et økonomisk og politisk mål. Men det er ikke et naturgivent faktum, at det skal være sådan.

Selvom alt tyder på, at produktion af mad til den voksende middelklasse bliver fremtidens ”sorte guld”, har vi i de senere år set tegn på, at grundlaget under den danske fødevareproduktion er ved at skride. Det kræver politisk mod og vilje at gøre den danske fødevareproduktion klar til at gribe de kæmpe markedsmuligheder, der er. Til gengæld er det ikke nødvendigvis en svær opgave.

Fødevarekontrol
Størstedelen af vores fødevareproduktion sendes ud af landet. Vi er kendt som dem med den gode mad, og vores fødevarer er efterspurgt over hele kloden. Det skyldes både vores høje kvalitet, men det skyldes også, at danske fødevarer kommer med en garanti for, at man ikke dør af at spise dem. På den positive side har de seneste ugers fødevaresager bevist, at vores kontrolsystem virker. På den negative side understreger de, at en høj fødevaresikkerhed kræver konstant opsyn.

Hvis vi skal blive ved med at være storeksportør af fødevarer, har vi ikke råd til, at der sjuskes i hjørnerne. Det koster arbejdspladser med det samme. Samtidig antyder de mange sager, at et øget fokus på rådgivning og vejledning af virksomhederne kan være en fornuftig investering. Det må være et politisk mål at sikre, at vores høje fødevaresikkerhed fastholdes.

Rammevilkår
Som fødevarearbejdere konkurrerer vi med resten af Europa. Men det er unfair konkurrence, når myndighederne lader bønderne og arbejdsgiverne i vores nabolande slippe billigere. Den siddende regering har taget første skridt, da de lancerede ”nabotjek” i Vækstplan for Fødevarer, men det er ikke nok bare at analysere og beregne. Der skal handling bag ordene, og det er de danske politikeres opgave at sikre, at vi kan konkurrere på lige vilkår. Det handler ikke om at kopiere, men vi skal heller ikke pålægge os selv større byrder til ingen nytte.

Det er de danske politikeres opgave at sikre, at vi kan konkurrere på lige vilkår. Det handler ikke om at kopiere, men vi skal heller ikke pålægge os selv større byrder til ingen nytte.

Ole Wehlast
Forbundsformand, Fødevareforbundet NNF

Danske arbejdspladser – i Danmark
Det er en gammel nyhed, men det er desværre stadig sådan, at danske virksomheder ser med flirtende blik mod udlandet, når de skal placere deres vækst. Og det er måske den største trussel mod vores fødevareindustri. Det bør være et politisk mål at gøre det så attraktivt som muligt at drive industrivirksomhed i Danmark. Den harme, politikere mønstrer, når endnu en virksomhed meddeler, at den rykker til udlandet, skal omsættes til politisk handling, når tv-kameraerne er slukkede, og forhandlingerne om erhvervslivet i Danmark skal afgøres.

Mit spørgsmål til politikerne er; vil I være med? Vil I skabe vækst i fødevarebranchen og dermed medvirke til en fastholdelse og udbygning af vores velfærdssamfund?

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Dam Wehlast

Forbundsformand, Fødevareforbundet NNF, Præsident, Nordisk Union
bager (Lynges Konditori, Kgs. Lyngby. 1978)

0:000:00