L&F: Kolmos på afveje - vi har sænket forbruget af antibiotika

REPLIK: Hans Jørn Kolmos generaliseringer og fejlslutninger fører til misinformation. Landbruget har nedbragt forbruget af antibiotika med over 50 procent. Nu skal vi arbejde sammen med den humane sektor om at bekæmpe de resistente bakterier, skriver Per Olsen, veterinærpolitisk chef, Landbrug & Fødevarer.

Af Per Olsen
Veterinærpolitisk chef, Landbrug & Fødevarer

Hans Jørn Kolmos har i sit seneste debatindlæg i Altinget 15. september en række betragtninger om antibiotikaforbruget i dansk landbrug. Men Hans Jørn Kolmos' indlæg indeholder en række generaliseringer og egentlige fejlslutninger, som uundgåeligt må lede til, at læseren bliver fejlinformeret - og efterlades med det indtryk, at landbruget ikke har gjort en indsats.

En succesfuld indsats med bekæmpelse af resistente bakterier kræver blandt andet, at dialog og debat sker med udgangspunkt i et retvisende billede af virkeligheden. Det skylder Kolmos både politikere, landmænd og resten af befolkningen.

Dansk landbrug er på forkant
I landbruget har vi arbejdet målrettet på at nedbringe forbruget af antibiotika i husdyrproduktionen i mere end 25 år.

I 1990 blev der brugt mere end 200 ton antibiotika i den danske husdyrproduktion. I 2016 var forbruget på 104 ton, og baseret på første halvdel af 2017 vil forbruget i år nå ned under 100 ton.

Der er tale om en reduktion på mere end 50 procent, selvom landbrugsproduktionen er steget væsentligt i samme periode.

Vi producerer mere med mindre, og det er resultatet af en målrettet indsats fra landmændenes side kombineret med politiske initiativer. Og vi stopper ikke dér.

Dansk landbrug fortsætter arbejdet med at reducere antibiotikaforbruget og nå målet. Vi har et mål om at reducere forbruget med 15 procent fra 2015-2018.

Hans Jørn Kolmos påpeger korrekt, at to tredjedele af antibiotika-forbruget i Danmark anvendes i vores husdyrproduktion, og at 75 procent af forbruget i landbruget er til svineproduktionen. Men en sammenligning af den karakter svarer vel nærmest til at sammenligne to brøker ved udelukkende at se på tæller. Altså at konkludere, at tre ottendedele er mere end to tredjedele. Det må være rimeligt at indsætte en nævner i sammenligningen.

De europæiske organisationer EFSA, ECDC og EMA har sammenlignet antibiotikaforbruget til dyr og mennesker i EU og har beregnet, hvor stort forbruget er i forhold til størrelsen af dyre og menneske-populationen; den såkaldte biomasse.

I Danmark udgør husdyrproduktionen 87 procent af biomassen og bruger - som Kolmos anfører - to tredjedele af forbruget. Når nævneren tælles med, tegner der sig et noget anderledes billede af forbruget til husdyr.

Resistensproblemer skal også løses humant
Sammenligner vi med forbruget af antibiotika til mennesker, så har det været stigende frem til 2011, og det er først i de senere år, at forbruget nu er på vej ned. 

Det er derfor glædeligt, at ambitionen om et OneHealth-perspektiv nu for alvor rulles ud i virkeligheden, og at der nu sættes konkrete mål for en reduktion af forbruget på humansiden også.

Hans Jørn Kolmos argumenterer med, at en indsats i forbruget til mennesker kun nytter, hvis landbruget også reducerer. Det er en fuldstændig faglig forkert påstand.

EFSA, ECDC og EMA har for nylig offentliggjort analyser, der viser en meget tæt sammenhæng mellem resistens hos sygdomsfremkaldende bakterier fra mennesker og antibiotikaforbruget hos mennesker, og en tæt sammenhæng mellem forbruget til dyr og resistens hos bakterier fra dyr.

Men en sammenhæng mellem forbruget af antibiotika til dyr og resistens hos sygdomsfremkaldende bakterier fra mennesker kan kun konstateres indenfor zoonotiske bakterier som for eksempel salmonella.

Den problemstilling er allerede effektivt håndteret i Danmark, hvor anvendelsen af fluoroquinoloner og tredje og fjerde generations cefalosporiner er udfaset. Salmonella fra danske husdyr viser, at de meget sjældent er resistente overfor disse antibiotika.

Holland er i den sammenhæng et godt eksempel. De havde gennem mange år et kolossalt højt antibioikaforbrug til husdyr, men samtidig et af de laveste resistensniveauer hos sygdomsfremkaldende bakterier fra mennesker.

Konklusionen er IKKE, at resistente bakterier, der giver anledning til problemer hos mennesker, ikke kan komme fra dyr. Det sker.

Og konklusionen er heller ikke, at det er ligegyldigt, hvad vi bruger til dyr. Men at påstå, at det ikke vil have effekt at gøre noget ved det humane forbrug alene er - for at sige det mildt – helt forkert.

Hovedparten, formentlig mere end 95 procent af resistensproblemerne hos sygdomsfremkaldende bakterier skyldes netop antibiotikaanvendelsen til mennesker og ikke til dyr.

Resistente bakterier respekterer ikke landegrænser
Resistente bakterier respekterer ikke landegrænser, og mange af de resistente bakterier, vi finder i Danmark, er derfor blevet indført med mennesker, dyr og varer, der krydser landegrænser. Og det kan også være tilfældet med MRSA.

Hans Jørn Kolmos skriver, at den massive spredning af MRSA i dansk svineproduktion i høj grad kan tilskrives det høje antibiotikaforbrug. Det er videnskabeligt forkert.

Et er at påstå, at forbruget overhovedet er højt i Danmark. Noget andet er, at MRSA med stor sikkerhed er blevet methicillin-resistent på grund af antibiotikaforbrug i svineproduktionen et eller andet sted i verden, men ikke nødvendigvis i Danmark.

Og spredningen i dansk svineproduktion er ikke et resultat af antibiotikaforbruget. Der er efterhånden adskillige undersøgelser og observationer, der viser, at der ikke er en klar sammenhæng mellem en svinebesætnings antibiotikaforbrug, og risikoen for at besætningen er MRSA-positiv.

Men der er en vis, men ikke stor, sammenhæng mellem prævalensen for MRSA i den enkelte besætning og antibiotikaforbruget i besætningen. Og det er faktisk usikkert om denne beskedne effekt har nogen praktisk betydning.

Hans Jørn Kolmos skriver, at MRSA-problemet er skabt af dansk svineproduktion selv. Det kan faktisk ikke dokumenteres. Det modsatte kan heller ikke dokumenteres.

Det kan derimod dokumenteres, at uafhængigt af antibiotikaforbrugets størrelse, og uanset om MRSA-resistensen også er opstået i Danmark, så ville den være blevet introduceret til og spredt i den danske produktion fra udlandet. Ganske som det skete i Norge på trods af deres lave antibiotikaforbrug.

Det understreges af eksempelsvis USA og England, som begge har et meget lavt niveau af MRSA i deres produktion, selvom antibiotikaforbruget er væsentligt højere end i Danmark. Infektionen er blevet introduceret sent i USA og England, og er derfor endnu ikke blevet spredt i produktionen.

One-Health perspektivet er vejen frem
Hvis vi skal lykkedes med at bekæmpe resistente bakterier, er det afgørende, at det sker på et fagligt grundlag og i et tæt samarbejde mellem den humane sektor og husdyrproduktionen. 

Det humane forbrug har langt den største betydning, når vi taler resistente bakterier hos mennesker, og derfor er det ikke rimeligt, at Kolmos lægger hele ansvaret over på landbruget og den veterinære side.

Vi arbejder fortsat målrettet på at nedbringe forbruget, men vi løser ikke problemet i den humane sektor ved kun at fokusere på antibiotikaforbruget i landbruget.

Forrige artikel Professor: MRSA forårsager ikke mange dødelige infektioner Professor: MRSA forårsager ikke mange dødelige infektioner Næste artikel Nestlé: Underernæring er skelettet i skabet i sygehusvæsenet Nestlé: Underernæring er skelettet i skabet i sygehusvæsenet