Minister i mindretal om dyremishandling

DYREMISHANDLING: Et flertal i Folketinget vil udenom regeringen stramme reglerne for, hvornår man kan miste retten til at holde dyr, hvis man overtræder dyreværnsloven. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) mener, reglerne er stramme nok, men han "lever med" at være bragt i mindretal.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) er ikke tilhænger af at stramme regler yderligere for, hvornår man kan få frakendt retten til at holde dyr. Men han må bøje sig for et flertal udenom regeringen.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) er ikke tilhænger af at stramme regler yderligere for, hvornår man kan få frakendt retten til at holde dyr. Men han må bøje sig for et flertal udenom regeringen.Foto: Lars Helsinghof /Altinget
Lise-Lotte SkjoldanSine Riis Lund

Hvis man én gang groft mishandler dyr, så skal der være mulighed for, at man automatisk mister retten til at holde dyr, hvis man overtræder dyreværnsloven igen.

Sådan lyder et forslag fra Socialdemokraterne, der netop har bragt V-regeringen og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i mindretal i Folketinget

Både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti bakker nemlig op om det socialdemokratiske forslag, der er et ændringsforslag til et større lovforslag om en række stramninger til dyreværnsloven.

Ændringsforslaget går konkret ud på, at det skal være muligt at idømme overtrædere af dyreværnsloven en betinget frakendelse af retten til at holde dyr. I dag er det kun muligt at idømme en ubetinget frakendelse - noget, som ifølge flere dyreværnsorganisationer kun sjældent sker.

Det undrer mig, at Venstre ikke vil være med. Vi synes ikke, det er rimeligt, at man, selvom man har betalt sin bøde eller afsonet sin fængselsstraf for at have mishandlet sine dyr, bare skal kunne fortsætte, hvor man slap.

Lea Wermelin (S)
Næstformand for Folketingets miljø- og fødevareudvalg

Hammeren falder
Lovforslaget blev førstebehandlet i folketingssalen i marts. Onsdag gav Folketingets miljø- og fødevareudvalg sin betænkning, hvor det lykkedes Socialdemokraterne at finde flertal udenom regeringen for sit ændringsforslag.

Det glæder næstformand for miljø- og fødevareudvalget Lea Wermelin (S), der har stillet ændringsforslaget. Hun mener, at det vil have en forebyggende effekt, at man kan blive idømt en betinget frakendelse af retten til at holde dyr.

“Hvis man indfører muligheden for en betinget frakendelse, så betyder det, at hammeren falder, hvis man går ud og gentager den her mishandling af dyrene,” siger Lea Wermelin.

Hun forstår ikke, at miljø- og fødevareministeren ikke bakker forslaget op.

“Det undrer mig, at Venstre ikke vil være med. Vi synes ikke, det er rimeligt, at man, selvom man har betalt sin bøde eller afsonet sin fængselsstraf for at have mishandlet sine dyr, bare skal kunne fortsætte, hvor man slap,” siger Lea Wermelin.

Stopper for miserable dyr
Dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti Karina Due er derimod ikke så overrasket over, at Venstre-regeringen ikke bakker op om forslaget.

“Venstre har ikke en historik for at gå så meget op i dyrevelfærd som mange af os andre partier, hovedsageligt Dansk Folkeparti,” siger hun.

Karina Due glæder sig meget over, at det er lykkedes at samle et flertal udenom regeringen for at stramme regler om rettighedsfrakendelse. Det handler om dyrene, understreger hun.

“Vi ser jo desværre eksempler på, at folk får konfiskeret nogle dyr, som bliver aflivet, fordi de er helt miserable. Fjorten dage efter har de nye dyr, og så sker det samme igen. Det bliver vi nødt til at sætte en stopper for,” siger DF-politikeren.

Minister tager flertal til efterretning
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen mener, at de gældende regler om at frakende retten til at holde dyr er vidtrækkende nok.

“Jeg er enig i, at der skal være den fornødne lovgivning til, at der om nødvendigt kan gribes ind forebyggende for at beskytte dyr mod mishandling og vanrøgt. Men det er min opfattelse, at anklagemyndigheden og domstolene allerede har tilstrækkelige muligheder for at rejse spørgsmålet og idømme rettighedsfrakendelser i dyreværnssager,” skriver ministeren i et skriftligt svar til Altinget.

Han tager dog til efterretning, at et flertal i Folketinget vil stramme reglerne yderligere.

“Det lever jeg med. Hovedsagen er, at vi med lovændringen – der også skærper straffene i de grovere dyreværnssager – får sendt et signal om, at dyremishandling og anden grov uforsvarlig behandling af dyr er uacceptabelt – og at disse sager skal behandles som alvorlige forseelser,” skriver Esben Lunde Larsen med henvisning til det samlede lovforslag.

Dyrenes Beskyttelse: Godt, men ikke godt nok
Lea Wermelin har stillet sit ændringsforslag, fordi flere dyreværnsorganisationer i høringssvarene til lovforslaget har klaget over, at det alt for sjældent kommer dertil, at dyremishandlere mister retten til at have med dyr at gøre.

En af de organisationer, der er fremkommet med den kritik, er Dyrenes Beskyttelse. Her kvitterer dyreværnschef Henrik Bucholdtz for Socialdemokraternes forslag - dog med forbehold. For netop fordi dyreværnssager sjældent kommer helt ind i retssalene, kommer ændringsforslaget nok ikke til at have nogen stor effekt, mener dyreværnschefen.

“Vores tvivl omkring det specifikke ændringsforslag er, at det er sjældent, at retssagerne kommer så langt - desværre. Men vi hilser det velkommen alligevel,” siger Henrik Bucholdtz.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Lunde Larsen

Fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V), studerende
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

Karina Due

Fhv. MF (DF), fhv. regionsrådsmedlem, Region Midtjylland, fhv. byrådsmedlem, Silkeborg Kommune
kontorassistent (Handelsskolen Silkeborg 2009)

Lea Wermelin

MF (S), fhv. miljøminister
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00