Debat

WWF: Vi bør satse på bæredygtig fiskeproduktion

DEBAT: Øget fiskeproduktion er en god idé, men det kræver, at vi producerer og forvalter fiskerierne bæredygtigt, skriver Peter Blanner, senior marinbiolog i WWF Verdensnaturfonden.

Foto: Colourbox
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Blanner
Senior marinbiolog, WWF Verdensnaturfonden

I et tidligere debatindlæg i Altinget om den manglende faglige baggrund for Miljø- og fødevareministernes lovforslag L 111 har vi konkluderet, at netop de faglige forudsætninger for lovforslaget slet ikke er opfyldt. Og næppe bliver det foreløbigt.

Men ud over disse ukorrekte faglige argumenter, forsøger ministeren at argumentere for en øget havbrugsproduktion med begrundelse i, at ”Danmark er moralsk forpligtet til at skaffe fiskeprotein til verdens befolkning.”

En øget produktion på 20-25.000 t saltvandsørreder om året vil dog næppe redde ret mange liv, både fordi mængden er forsvindende i et globalt perspektiv, men mest fordi der er tale om et luksusprodukt, der aldrig vil komme de sultende mennesker til gavn.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Øget fiskeproduktion er en god idé
Idéen om at arbejde for en øget fiskeproduktion – også globalt – er naturligvis fremragende. Vi kan pege på tre oplagte strategier og løsninger:

1. Bæredygtigt fiskeri på verdensplan
Gennem en bæredygtig og konsekvent forvaltning af fiskerier, vil det være muligt at genoprette fiskebestandene verden over – og derved skaffe verden millioner af tons fisk uden at skulle benytte et gammeldags og forurenende erhverv.

Det vil være oplagt at arbejde for at de fisk, der i dag smides ud, produktudvikles til konsum og/eller at arbejde for at udvikle fangstmetoder, hvor uønsket bifangst - og derved også udsmid - undgås.

Peter Blanner
Senior marinbiolog, WWF

Ministeren bør starte med proaktivt at arbejde for at fremme forbuddet imod udsmid i fiskeriet samt for at udvikle og indføre relevante kontrolforanstaltninger. Udsmidet udgør ifølge FAO på verdensplan 7-10 millioner t årligt og i det danske fiskeri godt 21.000 t årligt (2010).

EU’s fælles fiskeripolitik (CFP) har vedtaget, at al fisk med kvote (TAC) fra 2018 og frem skal landes, men der vil stadig ske udsmid af de arter og bestande, der ikke er berørt af TAC systemet.

Det vil være oplagt at arbejde for, at de fisk, der i dag smides ud, produktudvikles til konsum, og/eller at arbejde for at udvikle fangstmetoder, hvor uønsket bifangst – og derved også udsmid – undgås.

2. Gør konsumfiskeriet mere lønsomt
De fleste af de kommercielle bestande af konsumfisk er i dag overfisket. Eksempelvis er der i Kattegat siden 70’erne blevet fanget langt flere torsk, end hvad bestanden har kunnet bære. Bestanden er faldet fra 35.000 t til 5.000 t, og der er derfor sket et tilsvarende drastisk fald i landingerne – et fald, der kun vil fortsætte så længe der stadig sker et overfiskeri.

Derved har fiskeriet, på grund af dårlig forvaltning, mistet en årlig fangst på omkring 5.500 t svarende til en indtægt på omkring 150 millioner kroner.

Ligeledes har Geomar i Kiel i 2012 skønnet, at fangsterne i torskefiskeriet i Nordsøen de seneste mange år kunne have været i størrelsesordenen 200.000 t højere hvert år, hvis bestanden havde været forvaltet bæredygtigt. Dette svarer til omkring fem milliarder kroner i mistet årlig indtægt.

3. Kæmp for bæredygtigt fiskeopdræt
Danmark har i mange år været i front inden for recirkulering og miljøvenlig produktion i ferskvandsdambrug. Denne position og erfaring bør anvendes proaktivt til at bane vejen for fremtidens bæredygtige fiskeopdræt.

Desuden bør de mange millioner, der i dag er afsat til havbrug, kanaliseres over til en målrettet forsknings- og udviklingsstrategi for landbaseret opdræt af saltvandsfisk. Her er flere fiskearter, der kan komme i spil, og dermed er der mulighed for en lønsom nicheproduktion.

Der findes i dag allerede en omfattende produktion af ørred på land, og produktionen af laks på land er stigende, ligesom der er nye initiativer med sandart og kongemakrel.

Vi opfordrer derfor ministeren til at bane vejen for en bæredygtig og miljøvenlig fremtid for dansk akvakultur – en vej, der vil høste anerkendelse og efterspørgsel både indenlands og udenlands. Med WWF Verdensnaturfondens internationale netværk i baghånden deltager vi gerne i udviklingsarbejdet.

At fortsætte med at poste skattekroner i traditionel havbrugsdrift er bestemt ikke visionært – nærmere umoderne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00