Debat

Åbent brev til uddannelsesministeren fra Linda Maria Koldau

ÅBENT BREV: Linda Maria Koldau, professor, dr.phil. fra Christian-Albrechts-Universität Kiel, skriver et åbent brev til uddannelsesminister Morten Østergaard (R), hvor hun kommer med sit besyv til, hvordan vi hæver standarden på de danske universiteter.
Foto: flickr.com
Researcher på portalerne Altinget | Forskning & Innovation, Altinget | By & Bolig samt Altinget | Transport. Studerer politisk kommunikation og ledelse på CBS.
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kære Minister Morten Østergaard

Mange tak for din mail. Det var en glæde at møde dig personligt ved Debatten på DR for to uger siden og at udveksle nogle ord med dig. 

Som jeg sagde, kan dit ønske om en større "erhvervsrettelse" af den danske akademiske uddannelse og om større mangfoldighed i studieordningerne forstås som et ønske om endelig at nå internationale standarder på de danske universiteter. På internationale universiteter er det nemlig standard, at:

  1. viden er "anvendelig" i samfundet og ikke fokuserer på abstrakte teorier, som man gør i dansk humaniora - dermed er de internationale universitetsstandarder selvfølgelig rettet mod anvendelighed i erhvervslivet.

  2. der tilbydes et stort udvalg af kurser til de studerende hvert eneste semester, så de selv kan vælge, hvor de ønsker at fordybe sig - i stedet for at blive snydt med snævre studieordninger, der ofte sælger varm luft med store ord (sådan som jeg har oplevet det i tre år på Aarhus Universitet).

Fakta
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected]

Jeg håber, at disse standarder er en del af dit ærinde med at henstille til større erhvervsretning af universitetskulturen, og at du vil træffe de nødvendige foranstaltninger for at lede de danske universitetsledelser til endelig at åbne sig for internationale standarder. 

Med hensyn til din venlige mail vil jeg lige sende dig to kommentarer:

Mine kolleger her i Tyskland, i Holland og i Schweiz griner vantro og med chok, når jeg fortæller dem, hvordan taxameter-systemet fungerer i Danmark: "Det er dog oplagt, at kvaliteten så havner på det laveste niveau" er, hvad de siger.

Linda Maria Koldau
Professor på Christian-Albrechts-Universität Kiel

1. Den angiveligt faglige debat - som ikke findes i virkeligheden
Du skriver: "Jeg er glad for, at der pågår en stærk faglig debat og udvikling på de danske universiteter og i de humanistiske fagmiljøer".

Desværre tager du fejl. Virkeligheden på de danske universiteter er desværre, at der netop IKKE pågår den faglige debat, som universitetsledelsen så ofte påpeger over for offentligheden.

Som professor på Aarhus Universitet - som du kender godt fra dit eget studium - har jeg i tre år oplevet, at:

  • den faglige debat bliver målrettet forhindret af fagledere, studieledere, institutledere og dekaner.

  • utilstrækkeligt kvalificerede mellemledere, der på udemokratisk vis (og i interessekonflikt) bestemmer over den faglige udvikling, uden at de egentlige akademiske eksperter bliver inddraget.

  • instituttet og fakultetet slet ikke udbyder det nødvendige forum for en faglig debat.

  • "den faglige debat" bliver brugt som politisk slagord, uden at denne debat faktisk finder sted.

  • der ingen tolerance findes for forskellige faglige tilgange, sådan som det er normen i universitetsverdenen uden for Skandinavien 

Alt dette er autentisk dokumenteret i andet bind til trilogien "Jante Universitet", som netop er udkommet på forlaget Tredition i Hamborg (se link).

Om nogle få uger vil du så kunne læse en kontant analyse af, hvordan faglig debat konkret bliver forhindret på et dansk universitet i "Jante Universitet Bind 3: Totalitære strukturer", kap. "Kommentar til Ombudsmanden".

Eftersom universiteterne gør alt for at skjule, at ledelsen netop forhindrer en udvikling mod højere faglig kvalitet, er det ministeriets ansvar at sikre, at det faglige niveau i dansk humaniora:

  1. bliver evalueret af uvildige, eksterne eksperter.

  2. bliver løftet igennem en række simple, men effektive foranstaltninger. 

Min epilog til "Jante Universitet Bind 3" indeholder tolv forslag til, hvordan kvaliteten nemt kan løftes - for det meste uden, at det koster en yderligere skattekrone. Men det kræver handling fra Ministeriets side.

2. Forhøjelse af taxameter-penge
Jeg er ked af at sige det, men dette er netop den forkerte vej. Som jeg sagde i Clement Kjersgaards "Debatten", forhindrer kvantitative foranstaltninger netop, at kvaliteten kan blive bedre.

I "Jante Universitet Bind 3" vil du om nogle få uger kunne læse, hvordan kvantitative tiltag er et typisk fænomen af New Public Management-systemet - som netop ødelægger universitetets væsentlige principper, nemlig kvalitet, effektivitet, kreativitet og produktion på højeste niveau både i forskning og uddannelse. 

Taxameter-systemet er én af de afgørende rødder i de danske universiteters forfald. Mine kolleger her i Tyskland, i Holland og i Schweiz griner vantro og med chok, når jeg fortæller dem, hvordan taxameter-systemet fungerer i Danmark: "Det er dog oplagt, at kvaliteten så havner på det laveste niveau" er, hvad de siger. Og det har de fuldkommen ret i - det har jeg oplevet i tre år på Aarhus Universitet.

For endelig at finde frem til et niveau, der en dag igen vil kunne kaldes for akademisk, har Ministeriet ansvar for at træffe foranstaltninger, der øger kvaliteten.

Det første skridt vil nødvendigvis være at afskaffe taxametersystemet og indføre strikte adgangskrav - ellers vil dansk humaniora forblive, hvad den for størstedelen er lige nu: En tom facade af noget, der skal se ud som akademisk, men aldrig når dette niveau. 

Jeg ønsker dig alt godt for det store ansvar, der ligger i dit embede som minister for Danmarks videregående uddannelser. På vegne af de begavede danske studerende jeg mødte, da jeg var professor på et dansk universitet, håber jeg meget, at det vil lykkes dig og regeringen at løfte kvaliteten på de danske humanistiske universitetsuddannelser.

Med venlig hilsen 

Linda Maria Koldau, professor, dr.phil.
Christian-Albrechts-Universität Kiel / Utrecht University

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Linda Maria Koldau

Direktør, Østersøakademiet, professor i veterinæranatomi, dyrlæge, forfatter
dr.phil. (Frankfurt 2005), ph.d. (Bonn 2000)

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00