Forsker: Det nye forskningskodeks er en forbier

Når jeg som lektor på KU har søgt et professorat i ind- eller udlandet, har bedømmelsen af mine faglige universitetskompetencer mestendels handlet om antallet af internationale videnskabelige artikler, jeg har publiceret, og ikke om kvaliteten af min forskning, min undervisning og min formidling.

John Brodersen, forskningslektor, speciallæge i almen medicin, ph.d.

Af John Brodersen
Forskningslektor, speciallæge i almen medicin, ph.d.

Det er bedre at forebygge end at helbrede. Dette idiom er barnelæredom for os alle og er en integreret del af vores kultur. Og det er sikkert samme tankegang, der ligger bag det nye fælles kodeks for forskere og forskningsinstitutioner i Danmark, hvor man vil forebygge – og dermed undgå – snyd og bedrag i dansk forskning. Men vil det nye fælles forskningskodeks faktisk kunne forebygge snyd og bedrag? Næppe. Det skyldes, at den form for forebyggelse, man har igangsat med det nye kodeks, ikke forholder sig til årsagerne bag snyd og bedrag, og fordi det nye kodeks bruger mere pisk end gulerod.

Nødvendigt at forstå den rette årsagssammenhæng
Enhver medicinsk intervention kan have tilsigtede gavnlige virkninger, men også resultere i utilsigtede skadelige virkninger. Og forebyggende interventioner er ikke nogen undtagelse. Når jeg som praktiserende læge arbejder klinisk forebyggende, skal jeg derfor i samråd med patienten altid afveje de mulige gavnlige virkninger op imod de mulige skadelige virkninger. Det falder oftest nemt at nå til en fælles forståelse mellem læge og patient, når det f.eks. handler om, at et barn skal vaccineres mod børnesygdomme. Derfor har vi i Danmark set et drastisk fald i forekomsten af alvorlige børnesygdomme, f.eks. mæslinger, polio og difteri. Meget mere vanskeligt bliver det, når den overvægtige raske patient ønsker et varigt vægttab. Og hvorfor så det? Fordi ved børnevaccinationer er det årsagssammenhængen, der angribes, mens det hos den raske overvægtige patient er livsstilen, der er i fokus. Og forskning viser, at det ikke er den raske overvægtige patients livsstil, der er årsagen til overvægten, men derimod den måde, vi har indrettet vores samfund på. Det er derfor, slankekure ikke virker; de giver hverken varigt vægttab eller reducerer antallet af overvægtige i samfundet. Det gør derimod strukturelle interventioner, f.eks. færre biler i byerne, bedre offentlige transportmidler, flere cykelstier, fedtafgifter etc.

Forskningskulturen ligger bag
Hvad er så årsagerne til, at vi har set den ene skandale efter den anden med snyd og bedrag blandt forskere rundt omkring i verden? Når vi analyserer de mest spektakulære sager, såsom den sydkoreanske professor, der påstod, han havde klonet en hund; den norske professor, der havde fabrikeret falske data i et ikkeeksisterende register og selvfølgelig den danske Penkowa-Klarlund-sag, så danner der sig et mønster af ord som prestige, magt, anerkendelse, penge, fondsbevillinger og professorater. Og hvad er årsagerne? I forskningsverdenen har man skabt et super kompetitivt miljø, hvor alle er hinandens konkurrenter til de samme få stillinger og de samme begrænsede fondsbevillinger. Når jeg som lektor på Københavns Universitet har søgt et professorat i ind- eller udlandet, har bedømmelsen af mine faglige universitetskompetencer mestendels handlet om antallet af internationale videnskabelige artikler, jeg har publiceret, (og hvor mange af disse, jeg er første- eller sidsteforfatter på) og ikke om kvaliteten af min forskning, min undervisning og min formidling. Det samme sker, når jeg ansøger om eksterne forskningsmidler i offentlige eller private fonde i eller uden for Danmark. Og forholdene bliver kun endnu mere absurde, når det uvidenskabelige og ikke-valide H-indeks inddrages i bedømmelserne, som beregnes ud fra det antal gange, mine artikler er blevet citeret. 

En forbier
Det nye nationale forskningskodeks beskriver nogle fælles overordnede regler for forskeres adfærd og arbejde, og den enkelte forsker straffes, hvis vedkomne overtræder reglerne. Kodekset ændrer altså intet på den eksisterende forskningskultur eller de eksisterende bedømmelseskriterier, men udstikker alene nogle fælles spilleregler for forskere i Danmark. Altså forholder kodekset sig ikke til årsagerne bag snyd og bedrag, og der bruges alene pisk og ingen gulerod. Det nye fælles forskningskodeks vil derfor i bedste fald ikke gavne – eller kun gavne ganske lidt - og gøre ingen eller minimal skade. I værste fald vil det nye fælles forskningskodeks alene gøre skade og slet ikke gøre gavn.