DSF: Brugerbetaling begrænser mennesker og skader kvaliteten

Af Sana Mahin Doost
Formand for Danske Studerendes Fællesråd

Med VLAK-regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkepartis Uddannelsesloft er man nu ved at snige brugerbetaling ind ad bagdøren. For er det ikke rimeligt nok, at man selv må betale, når det er for dyrt, at studerende tager mere end én uddannelse?

Nej. Præmisserne er forkerte. Det er ikke rigtigt, når man forsøger at bilde studerende ind, at det er en nødvendighed at indføre et uddannelsesloft. De penge, der skulle spares, er ikke primært på begrænsningen af selve uddannelsen, men på et øget arbejdsudbud, når studerende tvinges ud på arbejdsmarkedet med uddannelser, de ikke brænder for.

At man åbner for at give de studerende ‘mulighed’ for selvfinansiering er en svinestreg af dimensioner – særligt når VLAK-regeringen også har planer om at skære i SU’en.

Én ting er, at man forsøger at sløre håbløsheden i forslaget ved at præsentere det som, at mere uddannelse er for dyrt for staten. Noget helt andet er, at man opstiller brugerbetaling som et kompromisforslag eller endda et plaster på såret.

Brugerbetaling er et grundlæggende brud med princippet om gode uddannelser til alle.
Denne åbning for yderligere brugerbetaling er til trods for, at vi i forvejen er presset af den brugerbetaling, politikere løbende har indført.

Vi skal spørge os selv, hvilke konsekvenser brugerbetaling har for vores uddannelsessystem. For mig at se må uddannelse aldrig blive et privilegium for de få.

Sana Mahin Doost, formand for Danske Studerendes Fællesråd

Eksempelvis på suppleringskurser, men også på dyre bøger og andre materialer, man er nødt til at bruge store dele af SU’en på – hver semesterstart.

Brugerbetaling reducerer studerende til forbrugere, der tager en uddannelse ned fra hylden, hvis de altså har råd til den. Men det skader kvaliteten.

Vi skal være medskabere af uddannelserne, derfor er diversiteten i studenterbefolkningen ikke kun vigtigt for ligheden i samfundet, men også for kvaliteten af den viden, der skabes på uddannelsesinstitutionerne.

Hvor vil vi hen?
Dette giver anledning til at spørge, hvilket uddannelsessystem vi ønsker os for kommende generationer, og hvad vores uddannelsessystem skal kunne og rumme.

Vi står ved en skillevej. Vi kan enten gå i en retning, hvor vi aktivt vælger at begrænse nogle gruppers muligheder for at uddanne sig, afhængigt af hvem deres forældre er. Vi kan gøre dét at tage en uddannelse til individets problem, frem for samfundets ansvar for at løfte alle til deres fulde potentiale.

Eller vi kan vælge at styrke den frie og lige adgang, hvor du aldrig skal bekymre dig om, hvilken økonomisk støtte du kan få hjemmefra, eller hvor stort et lån du skal optage for at uddanne dig.

Handlemulighederne indskrænkes
Når uddannelse går fra at være en samfundsinvestering i fællesskabets interesse til at være et spørgsmål om individets egen vinding, så eliminerer man manges muligheder og handlerum.

Politikere anerkender ikke økonomisk ulighed som en faktor, når de påstår, at brugerbetaling og SU-nedskæringer er ligegyldigt for ens handlemuligheder.

Dermed ignorerer disse politikere, at rådighedsbeløbet har betydning for menneskers ageren. Hvis ikke du har råd, så er sandsynligheden for, at du tager en uddannelse, mindre. Dette vælger flere at lukke øjnene for, når de siger, at du har de samme handlemuligheder, uagtet hvad du har stående på kontoen.

SU’en og uddannelser uden brugerbetaling er forudsætninger for, at alle kan være med.

Uddannelseloftet er en bevidst prioritering, der præsenteres som en politisk nødvendighed. De studerende har kaldt bluffet, og vi fortsætter kampen mod loftet og brugerbetaling.

Vi skal spørge os selv, hvilke konsekvenser brugerbetaling har for vores uddannelsessystem. For mig at se må uddannelse aldrig blive et privilegium for de få.

Indlægget er skrevet før regeringens melding om at ændre på sammensætningen af loven om begrænsning af uddannelse. DSF har påpeget, at det dog ikke ændrer på organisationens holdning. Læs mere om ændringen her.