DSF: Vi oplever en jobkrise, ikke en uddannelseskrise

Af Yasmin Davali
Formand for Danske Studerendes Fællesråd

46,3 procent af danske unge erklærer sig, ifølge Trendence Graduate Barometer, enige i, at de “er bange for deres arbejdsmæssige fremtid”. Det er tydeligvis en stor bekymring for rigtigt mange af mine medstuderende, og frygten for arbejdsløshed kommer ikke af ingenting. Det er ikke sjovt at gå ledig, og det er voldsomt nedslående ikke at kunne få lov til at bruge den uddannelse, man har knoklet for at få i årevis. Selvom den gennemsnitlige ledighed er lavere for akademikere end for andre uddannelsesgrupper, skæmmer især en høj dimittendledighed på op imod 30 procent billedet, og flere dimittender får aldrig for alvor foden indenfor på arbejdsmarkedet.

Ledighed fører til lavere løn
Samtidig viser undersøgelser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at længere tid som ledig følger dimittenderne resten af deres arbejdsliv i form af dårligere løn. Der kan altså ikke herske den store tvivl om alvoren - hvis ikke der bliver handlet, risikerer vi at give store dele af min generation markant dårligere livsvilkår og dårligere muligheder for at bruge deres uddannelse, til gavn for både dem selv og resten af samfundet.

Forkert fokus
Noget kunne tyde på, at politikerne faktisk har fanget, at problemerne med dimittendledighed har vokset sig så store, at de ikke længere kan ignoreres. I hvert fald blev det begreber som “relevans” og “arbejdsmarkedsmarkedsparathed”, der var i fokus, da vi andre i efteråret troede, vi skulle diskutere uddannelseskvalitet. Med sammenkoblingen af kvalitet og relevans fik politikerne kørt to af de vigtigste diskussioner for studerende af sporet, nemlig diskussionen om kvalitet og diskussionen om dimittendledighed. Fokus blev på, hvordan man kunne tilpasse uddannelser efter arbejdsmarkedet i stedet for, hvordan vi bliver de dygtigste studerende, og hvordan man hjælper de dygtige studerende ud på arbejdsmarkedet.

Fremdriftsreformens stramme greb
Samtidig med at manglen på politiske løsninger efterhånden skriger til himlen, gør rigtig mange studerende alt, hvad de kan, for at komme forrest i køen på et begrænset arbejdsmarked. Det gør de ved at søge erfaring gennem studierelevant arbejde og specialiseringer, hvilket ingen arbejdsgivere synes at beklage sig over. Tværtimod tager de helst dimittender med anden erfaring end studiet. Desværre bliver studerendes egen indsats, for at dygtiggøre sig på relevant vis, undermineret af fremdriftsreformens stramme greb om uddannelserne. Den ødelægger fleksibiliteten til specialisering, studiejobs og faglig fordybelse, men giver ingenting tilbage på den anden side.

SU-nedskæringer, fremdriftsreform, dimensionering og andre tiltag, som et bredt flertal i folketinget har gennemført i den snævre arbejdsmarkedsrelevans navn, ødelægger vores uddannelseskvalitet, og på universiteterne regner man med, at den vil betyde øget frafald og mindre optag. Ingen af delene vil gøre noget som helst godt for beskæftigelsen på længere sigt.

Vi skal have en aktiv indsats for at udvide akademikerarbejdsmarkedet, så flere typer virksomheder, særligt små- og mellemstore, ser det som naturligt og givtigt at ansætte akademikere.

Yasmin Davali
Formand for Danske Studerendes Fællesråd

Akademikere gavner virksomheder
I stedet har vi brug for, at der bliver gjort noget på arbejdsmarkedet. Vi skal have en aktiv indsats for at udvide akademikerarbejdsmarkedet, så flere typer virksomheder, særligt små- og mellemstore, ser det som naturligt og givtigt at ansætte akademikere. Det er ikke kun de nyuddannede, der hjælpes af at få et arbejde. Det viser sig også igen og igen, at virksomhederne udvikles og vokser, når der kommer akademikere med på holdet. Derfor kan det kun gå for langsomt med at få de unge i job.

Politikerne har fanget, at der er dimittendarbejdsløshed - problemet er, at de endnu ikke har forstået, at der er tale om en jobkrise, fremfor en uddannelseskrise, og at det er deres ansvar at gøre noget ved det.