Er resultatmål på forskning et selvmål?

 Af Niels Opstrup
 Postdoc, cand.scient.pol., ph.d, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet

Forskning om forskeres forskningsadfærd kan umiddelbart lyde som en gang navlepilleri. Men produktionen af ny viden har en afgørende betydning for Danmarks konkurrenceevne, vækst og velstand. Af den grund er det en politisk målsætning, at danske universiteter skal skabe ”forskning i verdensklasse”, og at forskningsresultaterne i højere grad skal kunne bruges ude i samfundet og af danske virksomheder.

Strategierne for at sikre ”banebrydende forskning, der kan danne grundlag for en dynamisk udvikling i virksomhederne og samfundet” - som der står i regeringens globaliseringsstrategi - afspejler i høj grad de ideer om resultatmåling, resultatbaseret styring og (økonomiske) incitamenter, der har vundet frem overalt i den offentlige sektor.

En ny dansk undersøgelse peger dog på, at resultatbaserede styringssystemer, som måler og belønner forskningspublicering, ikke nødvendigvis vil sikre, at der skabes ”forskning i verdensklasse”. Systemerne kan nemlig føre til, at forskere prioriterer kvantitet over kvalitet, kortsigtede frem for langsigtede projekter samt mindre frem for mere ”risikofyldte” forskningsemner.

Meget kunne altså tyde på, at man i højere grad sikrer ”forskning i verdensklasse” ved at understøtte de traditionelle incitamentsstrukturer i forskningsverdenen. Risikoen er dog, at forskerne bliver oppe i ”elfenbenstårnet” og i for lille grad kaster sig over spørgsmål, som har relevans ude i samfundet og for de danske virksomheder.

Niels Opstrup
Postdoc, SDU

En øget resultatbaseret styring
Med udbredelsen af New Public Management har resultatmålinger og resultatbaseret styring (på engelsk ofte omtalt som Performance Management) spredt sig til alle hjørner af den offentlige sektor i løbet af de seneste tre årtier.
Inden for universitetssektoren har man bl.a. indført et resultatbaseret budgetsystem, den såkaldte bibliometriske forskningsindikator, som opgør universiteternes forskningsproduktivitet målt i publikationer og belønner de mere produktive universiteter på bekostning af de mindre produktive.

Man har også øget andelen af konkurrenceudsatte (eksterne) forskningsmidler og herunder andelen af midler, som er øremærket til forskningsområder, der vurderes særligt vigtige for at løse de velstands- og velfærdsmæssige udfordringer. Seneste tiltag er etableringen af Innovationsfonden, som i 2014 uddelte knap 1,6 milliarder kroner til strategisk forskning, teknologiudvikling og innovation.

Endelig er man internt på universiteterne begyndt i højere grad at opgøre og følge de enkelte forskeres forskningspublikationer. Nogle steder har man indført retningslinjer for, hvor meget forskerne som minimum skal publicere årligt. Andre steder er man begyndt at belønne forskerne i lønningsposen for forskningspublikationer i udvalgte tidsskrifter eller ved anerkendte forlag.

Skeptiske forskere
Inden for forskningsverdenen (både i Danmark og internationalt) er denne udvikling blevet mødt med en udpræget skepsis. Forskere er på det punkt ikke forskellige fra andre professioner, som er blevet underlagt resultatmålingssystemer. Blandt forskere er der en bekymring for, at disse systemer gør mere skade end gavn, og der stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt de kan indfange forskningskvalitet, og om dette faktisk kan fremmes ved hjælp af økonomiske incitamenter.

Kritikere anklager systemerne for at ødelægge forskernes indre motivation ved at erstatte ”a taste for science” med ”a taste for publications” og få dem til at ændre deres forskningsadfærd strategisk i forhold til de opstillede resultatindikatorer på bekostning af det egentlige formål. Det sidstnævnte kunne italesættes som ”hitting the target but missing the point”.

Specifikt forventes den øgede resultatbaserede styring i forskningsverden at tilskynde til ”lavrisiko”-forskningsprojekter inden for veletablerede forskningsfelter, hvor resultaterne med stor sikkerhed hurtigt kan omsættes til forskningspublikationer, på bekostning af mere langsigtede og ”risikofyldte” projekter, hvor udfaldet er mere usikkert.

Resultatet siges at blive en harmonisering af vidensproduktionen, der - i modsætning til det erklærede mål - vil begrænse nytænkende, utraditionel og banebrydende forskning. Synspunktet blandt kritikere er således, at kvaliteten af den forskning, der produceres, ikke nødvendigvis forbedres - nok snarere tværtimod. I bedste fald får man mere af det samme. I værste fald bliver resultatet dårligere forskning.

Mere! Men af hvad?
Det er forholdsvis simpelt at undersøge om mængden af forskning øges, når der introduceres resultatbaserede styringssystemer, som måler og belønner forskningspublicering. Man kan f.eks. sammenligne antallet af publikationer før og efter, at et system er indført. Undersøgelser, som har gjort dette, viser relativt entydigt, at denne slags systemer får antallet af forskningspublikationer til at stige. Det er derimod noget vanskeligere at undersøge, om systemerne ændrer ved karakteren af den forskning, der produceres, og om forskningskvaliteten går op eller ned.

Et ofte fremhævet studie har vist, hvordan et nationalt publikationstællesystem i Australien øgede det årlige antal af publikationer, men samtidig fik kvaliteten af publikationerne til at falde, hvis man så på, hvor ofte de blev citeret af andre forskere. Vi ved dog forsat meget lidt om, hvordan en øget resultatbaseret styring påvirker individuelle forskeres forsknings- og publiceringsadfærd.

For at få en indikation af hvordan adfærden ændres, har en ny dansk undersøgelse sammenlignet den betydning, danske forskere tillægger en række resultatbaserede målings- og belønningssystemer, med, hvordan de selv siger, de prioriterer mellem kvalitet og kvantitet i deres forskning, kortsigtede- og langsigtede forskningsprojekter, ”risikofyldte” og mindre ”risikofyldte” emner samt mellem grundforskning og mere anvendelsesorienteret forskning. Antagelsen er, at den betydning, de tillægger systemerne, påvirker deres forsknings- og publiceringsadfærd langs de nævnte dimensioner.

Undersøgelsen er baseret på et repræsentativt udsnit af danske universitetsforskere på tværs af alle videnskabelige hovedområder.

Overordnet set bekræfter resultaterne kritikernes frygt. Desto større betydning forskerne tilskriver systemer, som måler og belønner forskningspublicering, desto højere prioriterer de kvantitet over kvalitet, kortsigtede frem for langsigtede projekter samt mindre frem for mere ”risikofyldte” forskningsemner. Det medfører dog typisk også en opprioritering af anvendelsesorienterede emner, og systemerne ser således ud til at bidrage til målsætningen om, at forskningsresultaterne i højere grad skal kunne bruges ude i samfundet og af de danske virksomheder.

Specifikt viser resultaterne, at desto større betydning den bibliometriske forskningsindikator gives, desto højere prioriterer forskerne kortsigtede frem for langsigtede forskningsprojekter. Det er højst sandsynligt systemets årlige optælling af ”publikationspoint”, der fører til de kortere tidshorisonter.

Det er dog særligt systemer internt på universiteterne og på de enkelte institutter, som skubber adfærden i den retning. Desto større betydning forskere tilskriver publiceringskrav fra det interne ledelseshierarki på universitetet, desto højere prioriterer de kvantitet over kvalitet, kortsigtede- frem for langsigtede forskningsprojekter samt mindre ”risikofyldte”, men også mere anvendelsesorienterede emner. Ligeledes prioriterer forskerne kortsigtede projekter med mindre ”risikofyldte” og mere anvendelsesorienterede forskningsemner højere, desto større vægt de lægger på løntillæg knyttet til forskningspublicering.

At det især er systemer internt på universiteterne, der er forbundet med forskernes forskningsadfærd, skyldes højst sandsynligt, at det er disse, som omsætter det politiske pres, der er på universiteterne til individuelle incitamenter for forskerne.

Vægtlægning af eksterne bevillinger ser derimod ikke ud til at være forbundet med en særlig forskningsadfærd. Det er ganske overraskende for så vidt angår forskernes prioritering mellem grundforskning og mere anvendelsesorienterede forskningsemner, da særligt midlerne til strategisk forskning er blevet kraftigt forøget over en årrække.

Ud over betydningen af resultatbaserede målings- og belønningssystemer og eksterne forskningsmidler belyste undersøgelsen også, hvordan vægtlægningen af traditionelle ”akademiske incitamenter” - såsom status i forskningsverdenen og avancement i karrieresystemet - relaterer sig til forskernes prioriteringer. Her er billedet ganske omvendt. Desto større betydning, forskerne tilskriver status i forskningsverdenen, i desto mindre grad prioriterer de kvantitet over kvalitet, og desto lavere prioriterer de anvendelsesorienterede emner på bekostning af grundforskning.

Ydermere ser det ud til, at karrieresystemet får forskerne til at opprioritere mere ”risikofyldte” forskningsemner.

Et selvmål?
Meget kunne altså tyde på, at man i højere grad sikrer ”forskning i verdensklasse” ved at understøtte de traditionelle incitamentsstrukturer i forskningsverdenen. Risikoen er dog, at forskerne bliver oppe i ”elfenbenstårnet” og i for lille grad kaster sig over spørgsmål, som har relevans ude i samfundet og for de danske virksomheder. Resultatbaserede styringssystemer, som måler og belønner forskningspublicering, ser ud til at øge produktiviteten, ligesom det tyder på, at de bidrager til målsætningen om, at forskningsresultaterne i højere grad skal kunne bruges ude i virkeligheden. Det sker dog sandsynligvis på bekostning af mere langsigtede og ”risikofyldte” forskningsprojekter.

Udfordringen er således at sikre et miks af ”incitamenter”, der på den ene side tilskynder langsigtet og ”risikofyldt” forskning af høj kvalitet, der kan resultere i ”banebrydende” forskningsresultater og på den anden side sikrer, at forskningsemnerne har en høj samfundsmæssig relevans og er erhvervsrettede.

Det er givetvis ikke let. Det ser dog ikke ud til, at resultatbaserede styringssystemer, som måler og belønner forskningspublicering, vil bane vejen for ”forskning i verdensklasse” - snarere tværtimod.