Ind i junglen

Af Stefan Hermann
Rektor Professionshøjskolen Metropol

Det såkaldte kvalitetsudvalg med Jørgen Søndergaard i spidsen er nu nået til anden etape af deres arbejde. Første rapport kom i foråret og handlede om uddannelsesstrukturer (ikke at forveksle med institutioner) og relevans (læs: beskæftigelse). Første rapport rummede en række anbefalinger til øget dimensionering, etablering af fireårige bacheloruddannelser og begrænsninger på optag fra det ene niveau til det andet, bedre oplysninger om uddannelsernes status mht. bl.a. beskæftigelse. Og meget mere naturligvis.

Udvalgets rapport og grundsyn havde to store interessante og lidet omtalte præmisser. For det første handlede alt om universiteterne. Firkantet sagt: der er kommet for mange ind på universiteterne (29 pct. af en årgang regnede udvalget med), og for mange får de forkerte kandidatuddannelser. Derfor skal universiteterne til at ligne professionshøjskoler og erhvervsakademier, idet de 29 pct. blev taget som en ikke-diskuterbar præmis. Lignende ideer barslede allerede Lars Løkkes Vækstforum i øvrigt med for ganske få år siden.

Manglende fokus på uddannelse til den offentlige sektor
For det andet var blikket på uddannelse stort set alene rettet mod en formodet vækst i det private erhvervsliv og en formodet overproduktion af kandidater på felter, hvor der ikke vil være efterspørgsel efter dem. Hermed blev store dele af de videregående uddannelser nærmest ikke behandlet, og den offentlige sektors behov for veluddannede kandidater og bachelorer nærmest negligeret.

De studerendes læringsudbytte er imidlertid ikke alene et pædagogisk-didaktisk anliggende. Det er også et styringsmæssigt, ledelsesmæssigt og organisatorisk emne. Det er det, som udvalget formentlig adresserer nu. 'Hvad gør I kære ledelser for at fremme de studerendes læringsudbytte?' er det banale spørgsmål, der ikke kan besvares så enkelt, som det lyder

Stefan Hermann
Rektor Professionshøjskolen Metropol

Således kortlagde udvalget landskabet. Nu bevæger de sig ind i det. Fokus er de studerendes læringsudbytte, der anses for at være ”den centrale indikator for både kvalitet og relevans i uddannelserne”, som det hedder i et brev fra udvalget til institutioner for videregående uddannelse. Hvor udvalget kunne forlade sig på statistik og undersøgelser en masse i sin første rapport og dermed samle et overblik, bevæger de sig nu ind i en jungle, der ingenlunde er kortlagt på samme måde. Ikke jomfruskov i Amazonas, men alligevel et tæt terræn som udvalget – med al behørig respekt – ikke er typecastet til. På den ene side findes der efterhånden en del universitetspædagogisk forskning, der er vokset betydeligt de sidste 20 år. Her gøres de studerendes læringsudbytte til et pædagogisk og didaktisk anliggende, hvilket det i høj grad er. Men større empiriske studier på de hjemlige breddegrader synes sjældent.

De studerendes læringsudbytte er imidlertid ikke alene et pædagogisk-didaktisk anliggende. Det er også et styringsmæssigt, ledelsesmæssigt og organisatorisk emne. Det er det, som udvalget formentlig adresserer nu. 'Hvad gør I kære ledelser for at fremme de studerendes læringsudbytte?' er det banale spørgsmål, der ikke kan besvares så enkelt, som det lyder. Ligesom man ej heller kan læne sig op ad en rigdom af empiriske analyser af styringsmæssige, organisatoriske og ledelsesmæssige forhold på de videregående uddannelsesinstitutioner. Den slags er en sjælden biotop i Danmark, hvor uddannelse endnu ikke er konsolideret som sagsområde for politisk og samfundsvidenskabelig forskning til trods for dets nye status som high politics.

At skelne mellem papir og virkelighed
Udvalget bevæger sig med andre i ord i relativt datafattigt område, og må derfor spørge sig frem - og som svar få politikker, strategier, målsætninger, incitamenter mv. Men emnet og agendaen er rigtig set. Om den er rigtigt sat, får vi at se på de svar, der gives, og på udvalgets evne til bl.a. at skelne mellem papir og virkelighed, i en situation, hvor virkeligheden i forvejen ikke er velbeskrevet.

Et er sikkert: gør udvalget sit arbejde dygtigt, vil de få held med at knæsætte betydningen af ledelse og organisation for videregående uddannelse i Danmark, der historisk i højere grad har været defineret ved sit fravær snarere end sit nærvær, sin diskretion end tydelighed. Det vil nogle tolke som den lige vej til angivelig ondsindet djøfisering. Det lyder jo sådan. Men måske er det helt afgørende for fremover at fremme såvel dannelsesperspektiverne i uddannelse og forskning som de mere specifikt efterspurgte erhvervsrettede kompetencer.