Institutleder: Cepos-kritik af offentlig forskning rammer langt forbi

Af Claus Holm
Institutleder, DPU, Aarhus Universitet

Efter at have læst indlægget Er skattefinansieret forskning uafhængig? af forskningschef ved Cepos, Henrik Christoffersen, tror jeg, at der er et par gode grunde til at tilbyde Henrik Christoffersen et par facts om de pædagogiske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og deres uafhængighed, når det gælder tilbud om efter- og videreuddannelseskurser til landets lærere, pædagoger og skoleledere.

Ikke mindst set i sammenhæng med skolereformen.

Cepos bør være mere præcise
For det første tror jeg ikke, at Henrik Christoffersen kender nok til de pædagogiske institutioners budgetter for lærernes efter- og videreuddannelse, endsige ved hvor pengene pt. kommer fra og hvorfor.

Gjorde han det, ville han formentlig være mere præcis og måske også mere forsigtig med sine udtalelser.

For eksempel er det i øjeblikket almindelig viden, at den største efter- og videreuddannelsessatsning i folkeskolens historie er sat i værk i forlængelse af folkeskolereformen, der udgør et paradigmeskift i måden, hvorpå nuværende og kommende lærere skal undervise i den danske folkeskole.

For det første tror jeg ikke, at Henrik Christoffersen kender nok til de pædagogiske institutioners budgetter for lærernes efter- og videreuddannelse, endsige ved hvor pengene pt. kommer fra og hvorfor. Gjorde han det, ville han formentlig være mere præcis og måske også mere forsigtig med sine udtalelser.

Claus Holm
Institutleder, DPU, Aarhus Universitet

Af samme grund har man foretaget ændringer af læreruddannelsen og iværksat en omfattende efteruddannelsesindsats, der i samarbejde med de involverede kommuner primært varetages af landets professionshøjskoler, af universiteter, af relevante konsulentfirmaer og ikke mindst i et samarbejde mellem disse institutioner og kommunerne.

Indsatsen er politisk besluttet, skattefinansieret og ikke at forglemme finansieret af A.P. Møller Fonden.

Fondens bestyrelse besluttede i 2013 at donere en milliard kroner – uddannelsesmilliarden – til at højne elevernes læring og trivsel ved bredt at støtte opkvalificering og efteruddannelse af lærere, pædagoger og skoleledere samt udvikling af undervisningsmetoder og hjælpemidler.

Ikke tegn på politisk styring
For det andet har forskningschefen selvfølgelig ret i, at det nu om dage er vanskeligt at forestille sig, at der ikke skal foregå en løbende kompetenceudvikling af danske lærere, pædagoger og skoleledere.

Og det er da også vanskeligt at forestille sig, at uddannelsesinstitutionerne ikke synes, at uddannelse – uanset hvilken type det er – som oftest er godt givet ud.

Men derfra og så til at sige, at det foregår ud fra usaglige hensyn, uden politisk styring og udtrykker institutionsegoisme, er der immervæk et godt, for ikke at sige et meget langt, stykke. Det passer ganske enkelt ikke.

Lad mig igen illustrere med indsatsen i forbindelse med folkeskolereformen. Det, der kendetegner de projekter, der får bidrag fra A.P. Møller Fonden, er, at de udspringer af skolernes behov, og at de har varige effekter på undervisningens kvalitet.

Hvorvidt det rent faktisk er tilfældet følges tættere end nogensinde før af følgeforskning. I den forstand har den pædagogiske sektor meget at lave, fordi det er politisk besluttet, at man gerne vil have, at der arbejdes på at skabe den bedst mulige folkeskole.

At påstå, som Henrik Christoffersen gør, at drivkraften bag dette handler om forsknings- og uddannelsesinstitutionernes usaglige interesser er at skyde helt ved siden af.