Debat

Kvalitet i uddannelse – hvad er det?

DEBAT: Meningsfuld dialog om kvaliteten på de videregående uddannelser kræver større bevidsthed om, hvad kvalitet er - og hvad kvalitet betyder på forskellige niveauer. Det skriver Jens Dolin, institutleder ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet. 

Foto: Kilde: Københavns Universitet
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alle uddannelser har et fagligt sigte, ofte med et uskønt udtryk kaldet fag-fagligt, fordi en række generiske kompetencer såsom innovation, kreativitet og samarbejdsevne fylder stadig mere.

Jens Dolin
Institutleder ved Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet

Det er ikke meningen her at bedømme, hvad der er mest rigtigt, men derimod at gøre opmærksom på at ens kvalitetsbegreb og de tiltag, der foreslås i forlængelse heraf, hænger uløseligt sammen med opfattelser af universitetets rolle i samfundet og mere grundlæggende med bagvedliggende samfundssyn og værdier

Jens Dolin
Institutleder ved Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet
Fakta
Altinget har bedt Flemming Besenbacher, der er professor i nanoteknologi og bestyrelsesformand i Carlsbergfondet, om at sende en debatstafet afsted.

Flemming Besenbacher har en række skarpe holdninger til både uddannelserne, institutionerne og forskerne, som han sender videre til en debattør, han gerne vil høre i debatten. Vedkommende skal så svare på Besenbachers indlæg og sende stafetten videre.

Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør for forskning og udvikling i Novo Nordisk A/S modtog stafetten fra Flemming Besenbacher. Han har givet stafetten videre til Emilie Nayberg, psykologistuderende ved Københavns Universitet og medlem af Københavns Universitets bestyrelse. Emilie Nayberg har udpeget Jens Dolin, institutleder ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet, som denne uges debattør. Han kommer her med sit indspark til debatten.     

Næste debattør i rækken er Charlotte Rønhof, underdirektør i Dansk Industri. 

Af Jens Dolin
Institutleder ved Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet

Der er fokus på kvalitet i de videregående uddannelser i disse år, og mange forskellige interessenter kommer med bud på, hvordan den bør forbedres. Men uden at have et fælles kvalitetsbegreb, eller i det mindste at forholde sig konkret til en vifte af kvalitetsopfattelser, vil vi ikke få en meningsfuld dialog.

En bestemt opfattelse af kvalitet kan begrunde et øget fokus på talentprogrammer, som for eksempel Flemming Besenbacher gør i sit indlæg, med deraf følgende krav om niveaudeling og eliteuddannelser. Denne synsvinkel deler Mads Krogsgaard Thomsens i sin opfølgning og ønsker talentveje på alle uddannelsesniveauer.

En anden opfattelse kunne lægge vægt på bredden som udtryk for kvalitet, evnen til at rumme mange forskellige forudsætninger og give alle studerende de udfordringer, som de har brug for, for at kunne realisere deres potentialer, samtidig med at man fastholder en sammenhængskraft i uddannelsessystemet og samfundet - og således opnår en samlet set bedre nytte af uddannelsessystemet.

Det er ikke meningen her at bedømme, hvad der er mest rigtigt, men derimod at gøre opmærksom på at ens kvalitetsbegreb og de tiltag, der foreslås i forlængelse heraf, hænger uløseligt sammen med opfattelser af universitetets rolle i samfundet og mere grundlæggende med bagvedliggende samfundssyn og værdier. Her er Emilie Naybergs indlæg lettere at forholde sig til. Som studerende forholder hun sig til, hvad der sker i undervisningen, og sætter forskningsbasering op som et vigtigt kvalitetstegn – og vurderer graden af studenter-forsker samspil som et kvalitetstegn.

Forskellige opfattelser af kvalitet
Ud over kvalitetsbegrebets værdiforankring viser indlæggene således også, at kvalitet italesættes forskelligt på forskellige niveauer.

På institutionsniveauet relateres til samfundsmæssige størrelser som masse og elite, dimensionering, erhvervsrelevans og lignende begreber, som er politisk og værdimæssigt funderede og derfor åbner for debat.

På undervisningsniveauet italesættes kvalitet med begreber, som forskning viser, er centrale for at muliggøre tilegnelse af uddannelsens kompetencer. Det er størrelser som progression, feedbackformer, it-brug, forskningsbasering, evalueringsformer og så videre. Altså kendte, didaktiske begreber, der indfanger den gode undervisning.

Uddannelsesniveauet ligger midt imellem, og her udtrykkes kvalitet som et mix af nogle politisk bestemte kriterier, såsom beskæftigelsesgrad for uddannelsens kandidater og deres værdiskabelse, og nogle uddannelsesdidaktiske elementer såsom alignment, omverdensinddragelse, erhvervsparathed (for erhvervsrettede uddannelser) med mere. Det er her meningerne ofte brydes på en uproduktiv måde.

Forskellige kvalitetsopfattelser påvirker politikernes indgreb i uddannelsesinstitutionernes uddannelsesplanlægning og afvikling. Således at alle interne råd, nævn og udvalg helt ned på institutniveau er optaget af at opfylde diverse kvantitative krav til uddannelserne.

Alle undervisere og administratorer på Københavns Universitet er pt overbebyrdede med at få de studerende hurtigere igennem studiet, hvilket efter al sandsynlighed vil mindske deres faglige kompetencer. Ét kvalitetsbegreb spænder ben for et andet.

Målbare kriterier
Hvor ville det være velgørende, hvis man kanaliserede sådanne reguleringer gennem Danmarks Akkrediteringsinstitution, som jo netop skal kvalitetssikre uddannelserne på baggrund af fem lovbestemte kriterier: 1. Behov og relevans, 2. Vidensgrundlag (primært forskningsbasering), 3. Mål for læringsudbytte, 4. Tilrettelæggelse og gennemførelse, og 5. Intern kvalitetssikring og –udvikling.

Her er der opstillet nogle rammer, hvor indenfor der kunne udfolde sig en dialog mellem parterne, om hvilke kvaliteter - på såvel institutionsniveau som på undervisningsniveau - der skal prioriteres. Desuden kan der opstilles målbare kriterier, som afspejler vigtige træk ved undervisningens gennemførelse og de færdige kandidaters kompetencer.

Ikke fordi målbare kriterier er de eneste, der bør tælle, men i erkendelse af at politikere i deres kontrolbehov har brug for noget (simpelt) målbart frem for noget (komplekst) kvalitativt. Og det er bestemt meningsfuldt at opgøre, hvor mange der er arbejdsløse inden for et givent fagområde, men ulig meget mere meningsfuldt og sværere at undersøge i hvilket omfang de kompetencer, de studerende har erhvervet sig gennem deres studium, klæder dem på til forskellige erhvervsfunktioner. For ikke at snakke om at kigge bag gennemførelsesprocenter og frafald for at finde frem til identitetsdannelse og engagement.

Generiske og fag-faglige kompetencer
I dette komplekse felt af kvalitetsforståelser vil jeg pege på to aspekter, som er vigtige at inddrage i kvalitetsdiskussionen. Det ene er at relatere kvalitetsovervejelser til formålet med uddannelsen, og det andet er at have kvalitetsmål, som er rettet mod undervisernes undervisning og de studerendes læring.

Alle uddannelser har et fagligt sigte, ofte med et uskønt udtryk kaldet fag-fagligt, fordi en række generiske kompetencer såsom innovation, kreativitet og samarbejdsevne fylder stadig mere.

Det er en vigtig pointe, at disse generiske kompetencer skal læres som en integreret del af de fag-faglige. De studerende skal lære at bruge deres fag innovativt samt at kunne bruge faget sammen med andre fag. Og allerede her kan vi se, at et udsagn, som at der er sket en generel sænkning af niveauet, og at de studerende er blevet fagligt svagere, er svært at evidensbasere.

De faglige krav er simpelthen ændret dramatisk de sidste 10-20 år, således at man sammenligner meget forskellige størrelser. Og ja, omfanget af den konkrete viden, studerende har i dag, er sandsynligvis mindre, mens evnen til at bruge den og reflektere over den, sandsynligvis er blevet større.

Dannelse og medborgerskab
Ud over de fag-faglige og generiske kompetencer, skal uddannelserne også give de studerende dannelsesmæssige dimensioner og en vis medborgerskabsparathed. Kandidaterne skal ud i erhvervslivet, men de skal også indgå i civilsamfundet, og de skal deltage i de demokratiske beslutningsprocesser og debatter.

Universitetet er hele samfundets universitet, og det skal afspejle sig i de mål, der stilles op for uddannelserne. Man skal passe på ikke at gøre universitetet til en skole, der uddanner kandidater til en bestemt erhvervsfunktion, frem for studerende, der er drevet af nysgerrighed og idealisme.

Jeg er overbevist om, at en af grundene til, at Danmark klarer sig så relativt godt i den internationale konkurrence, er, at danske kandidater besidder en sjælden kombination af viden og uimponeret refleksionsevne – fordi de har taget deres uddannelse i et system præget af ringe magtdistance, samarbejde og dialog. De er også blevet demokratisk dannede. Det skulle nødigt mistes på effektivitetens alter. 

Kvalitetskultur frem for kontrol
For mig er de grundlæggende kvaliteter ved en uddannelse bestemt af, at de opstillede mål for uddannelsen afspejler sig i en uddannelsesstruktur og en undervisning, der giver de studerende optimale muligheder for at tilegne sig de krævede kompetencer. Det kan kun ske ved at opbygge en kvalitetskultur, der gennemsyrer institutionen, uddannelserne og den daglige praksis. Og netop en kultur frem for kontroltiltag.

Ledelsen skal støtte og rammesætte uddannelser og undervisning med fokus på læring, og undervisere og studerende skal løbende udvikle bedre undervisnings- og arbejdsformer, som er aktiverende og inddragende. Der skal opbygges viden om, hvilken uddannelsesstruktur og undervisning der giver en bestemt læring, hvilket typisk kan opnås gennem relevant fagdidaktisk og universitetspædagogisk forskning og udvikling.

På institutionsniveauet skal der sikres en ligeværdighed mellem forskning og undervisning. Selv om der er sket store fremskridt, er der stadig lang vej igen. Undervisningen vil først få en status på niveau med forskningen, når det erkendes, at universiteternes vel største bidrag til samfundet er de mange kompetente kandidater, det leverer. Og at deres kompetence er udviklet gennem højkvalitetsundervisning - ikke gennem studiefremdrift og dimensionering!

Undervisernes pædagogiske og didaktiske kompetencer er centrale for at kunne levere kvalitet i undervisningen. At være en god underviser er ikke noget, man er født med. Det er heller ikke noget, man bare kan, fordi man er en god forsker. Men det kan læres. Det forudsætter et effektivt uddannelses- og efteruddannelsessystem med tilbud, der passer til undervisernes behov. Der kan med fordel etableres nogle retningslinjer for den gode underviser, som relateres til en incitamentsstruktur, der både gør det karrierefremmende og statusøgende at udvikle sin undervisning.

Det blev mere end de anbefalede 600 ord, og jeg har kun berørt problemstillingen overfladisk og fragmentarisk. Hvilket viser, hvor kompleks et begreb kvalitet i uddannelse og undervisning er, og hvor forsigtig man skal være med at formulere one-liners og foreslå hurtige initiativer. De vil sandsynligvis vise sig at skabe flere problemer, end de løser. Den eneste farbare vej er, at relevante parter på de forskellige niveauer indgår i dialog om, hvad der er en fornuftig løsning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00