Når børnene drukner i systemets mistillid

Af Michael Christensen
Ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet

Esbjerg-sagen, Mou-sagen, Brønderslev-sagen, Taarnby-sagen, Rebild-sagen. Og der er flere. 

Barnet eller den unge skal forholde sig til komplekse og måske noget nær uigennemskuelige strukturer, som i bund og grund er oprettet for at kontrollere dem, lige så meget som de er oprettet for at sikre en god sagsbehandling.

Michael Christensen
Ph.d.-studerende ved RUC

De fleste danskere vil ved den blotte bindestregsbetegnelse desværre kunne nikke genkendende til historierne om de mange ulykkelige skæbner, de indeholder. 

Kort fortalt er bindestregssagerne kendetegnet ved børn og unges misrøgt. En misrøgt, som i årevis ikke er blevet identificeret af de offentlige myndigheder. 

Selvom der øjensynligt har været diverse underretninger, bekymringsskrivelser og tilsynsbesøg i processen, er der ikke blevet grebet ind i disse bindestregssager med mange ulykkelige skæbner til følge.

Om end de enkelte bindestregssager udspiller sig lokalt og har meget lokale og personlige konsekvenser, er der tilsyneladende tale om mere overordnede strukturelle udfordringer, der generelt slår igennem i det sociale arbejde frem for, at der udelukkende er tale om lokalt og geografisk afgrænsede problematikker. Enkelt kan dette illustreres ved, at bindestregssagerne geografisk er fordelt på mange forskellige af landets kommuner. 

Stram op, stram op, stram op
Når en bindestregssag rammer medierne, reduceres den ofte til dårlig sagsbehandling, og   opmærksomheden bliver orienteret mod at finde frem til den såkaldt skyldige sagsbehandler, hvilket ikke ligefrem inviterer til dialog og metodeudvikling. Og det er for ikke at tale om formuleringen af kritik af den måde, hvorpå det sociale system er indrettet. 

Svaret på bindestregssagerne imødekommes som oftest af et politisk ønske om strammere regler, mere fokus på de juridiske rettigheder, som sagsbehandlingsprocedurale elementer, sagsbehandlingstider, høringsfrister med videre, mere og bedre kontrol af sagsarbejdet samt en italesættelse af behovet for bedre uddannede socialrådgivere. 

Spørgsmålet er, om ikke løsningen snarere ligger i den måde, vi forsøger at styre det sociale arbejde på? Det vil sige de forvaltningsmæssige rammer, vi har sat op for det sociale arbejde?

Mere kvalitet og mere kontrol
En anden typisk måde at sikre, at sådanne bindestregssager ikke opstår igen, er ved, at de sociale systemer opretter forskellige sagsbehandlingsstandarder, skærpede procedurer og spørgeguides, der skal sikre, at man kommer hele vejen rundt om sagen, så at sige. 

Alle disse forsikringer kan man opfatte som systemets kontrol og kvalitetssikring af praksis.

Men kontrolmekanismerne øger samtidig kompleksiteten af de organisatoriske eller forvaltningsmæssige rammer, som socialarbejderne arbejder med og under, og som børnene og de unge møder. 

På den måde skal barnet eller den unge forholde sig til komplekse og måske noget nær uigennemskuelige strukturer, som i bund og grund er oprettet for at kontrollere dem, lige så meget som de er oprettet for at sikre en god sagsbehandling. 

Ser man på samme sag fra socialarbejdernes perspektiv, kan de selvsamme mekanismer også opfattes som kontraproduktive for en smidig og fleksibel sagsbehandling, da socialarbejderen skal dokumentere på særlige måder og i forskellige kasser. 

Her er der risiko for, at socialarbejderen som systemrepræsentant kommunikerer institutionaliseret mistillid til den unge, fordi denne skal kontrollere særlige aspekter af den unges liv. Vel at mærke på særlige måder i særlige skemaer frem for at føre en dialog, som er præget af responsivitet. I nogle forvaltninger skal socialarbejderen samtidig føre samtaler ud fra særlige spørgeguides og forståelseshorisonter.

Barnet i centrum
Et par af de metoder, der for alvor har vundet indpas i socialforvaltningernes måder at håndtere sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet er ICS (Integrated Childrens System) og SoS (Signs of Safety).

ICS, Integrated Childrens System, er et metodisk tænkeredskab, der ifølge Socialstyrelsen er designet til at ”støtte sagsbehandlerens socialfaglige arbejde med udsatte børn og unge og deres familier. Formålet med ICS er at sikre en systematisk og helhedsorienteret indsats overfor børn og unge, der har behov for hjælp”. Dette gøres ved at ICS-trekanten sætter fokus på barnets udviklingsmæssige behov, forældrekompetencer og familieforhold.

Hvis ICS er det for øjeblikket dominerende tænkeredskab i det sociale arbejde med børn og unge i udsatte positioner, så må SoS afgjort siges at være det dominerende forståelses- og spørgeredskab. 

Signs of Safety er en spørgeguide til brug for socialarbejderne, når de skal strukturere deres samtaler med børn og unge. Spørgeguiden er bygget op omkring: Bekymringer, Ressourcer og Løsninger, hvorved metoden indskriver sig i en ressourceorientering, som det sociale arbejde i de senere år er blevet mere og mere orienteret mod. 

Imidlertid skaber denne tænkning af sagsforløbet en række problemer vedrørende det at sætte barnet eller den unge centralt i sagsbehandlingen. 

For det første forudsættes det i ICS-trekanten, at høringen af de nærmeste centrale aktører, som skole, læger, forældre, (familie)netværk og andre fritidsaktiviteter, giver det bedste helhedsbillede af barnets eller den unges situation. 

Dertil forudsættes det, at barnets eller den unges problemer bedst løses i barnets eller den unges nærmeste relationer. 

Bendiksen & Haugli (2014) stiller, ud fra et retssikkerhedsmæssigt perspektiv, spørgsmålstegn ved, om barnets bedste altid sikres ved samlet forældrekontakt, og ved, hvorvidt forældreperspektivet gives for meget forrang i forhold til børneperspektivet.

Når barnet bliver glemt
Lad os tage et eksempel på, hvordan der tales om sociale sager i en SoS/ICS-terminologi.

Med udgangspunkt i Mathias' sag, som er oppe at vende på et sagsmøde i en socialforvaltning, diskuteres disse problematikker. 

Den socialarbejder, der har at gøre med Mathias' sag, begynder mødet med at forklare om sagens forløb op til, at hun gerne vil have sagen vendt på mødet. Dernæst fylder hun den såkaldte bekymringsdel ud og starter med at skrive “Mathias” øverst i SoS-skemaet.

Uden at gå ind i en kvalitetsvurdering af de forslag til løsninger og ressourcer, som socialarbejdergruppen kommer frem til på mødet, skal det dog bemærkes, at socialarbejdernes drøftelse af sagen varer godt 25 minutter. 

I dette tidsrum spørger socialarbejderne ind til de bekymringer, socialarbejderen har skrevet i skemaet, og de vender ressourcerne i samspil med de løsninger, der kommer på bordet. 

Det interessante er, at Mathias' navn og ressourcer stort set ikke nævnes i de 25 minutter drøftelsen varer. 

Samtidigt placeres samtalen med Mathias nederst i løsningskolonnen i skemaet og med en note om, at man skal afvente de andre forløb, førend socialarbejderen skal drøfte SoS-planen med Mathias. Dertil er Mathias placeret nederst til højre i SoS-skemaets ressourcefelt. 

Nuancerne går tabt
Intentionen med SoS-praktikken er at gøre barnet eller den unges problemstilling og løsning så konkret og individuel som mulig. 

Men den overhængende risiko ved denne sammenstilling af SoS og ICS er, at socialarbejderne trækker for meget på en række bagvedliggende antagelser om, at problemerne apriorisk bedst løses i familien eller i skolen. 

Den næsten antropologiske tilgang til undersøgelsen giver i SoS/ICS-versionen suveræn forrang til de nærmeste netværk frem for barnets eller den unges perspektiv. 

SoS-praktikken sammenkoblet med ICS og i kombination med et allestedsnærværende tids- og sagspres betyder, at dem, der har definitionsmagten af barnets eller den unges problem, i rækkefølge er: socialarbejderne, familie, skoleforhold, netværk og til sidst barnet eller den unge selv. På denne måde risikerer man at ende med en generaliseret fortolkningsramme med ringe mulighed for nuancerede indsigter til følge. 

En overfladisk og falsk tilgang
Når barnet eller den unge gøres til objektiveret genstand for problemstillingen, illustreret ved at stå øverst til venstre i problemkategorien i SoS-skemaet, og samtidigt gøres til subjekt for andres perspektiver ved at blive nævnt nederst til højre i ressourcekategorien, sættes barnets perspektiv ikke centralt i sagsbehandlingen. 

Derimod synes barnets eller den unges perspektiv at blive tilsidesat til fordel for andres perspektiver og (be)dømmende blikke. 

Dermed synes kreativiteten og fortolkningsmulighederne for den enkelte løsning at begrænse sig til, hvorledes SoS- og ICS-terminologien anvendes i den pågældende kommune. 

Herved er der risiko for, at børnene og de unge mødes med bedrevidenhed og overfladisk, falsk inddragelse, hvilket fører til dårlige sagsforløb og utilfredshed fra børnene og de unge. 

I et (mis-)tillidsperspektiv kan man sige, at de unge risikerer at møde et blik på dem selv, hvis kompleksitet allerede er blevet reduceret, fordi så mange aktører har været inde over sagen. 

De kan ikke gennemskue reduktionsprocessen, hvorfor de mødes med reduceret dobbeltkompleksitet, hvis de ikke vælger tilliden. 

De skal for det første håndtere den institutionelle kompleksitet, deres pågældende socialarbejder repræsenterer, altså regler, love, procedurer, sagsbehandlerskift med mere, og for det andet skal de håndtere den reducerede kompleksitet, deres egen livshistorie er blevet transformeret til i form af naturaliserede og manifeste bekymringer, løsninger og ressourcer. 

Systemtænkningen dræber fleksibiliteten
En anden problemstilling, som anvendelsen af SoS giver, beror på, hvorledes socialarbejderne anvender SoS i forhold til deres samtaler med børnene, de unge og familierne. 

Til tider ses det, at socialarbejderne på forhånd skriver problemerne op på en whiteboard, inden det konkrete møde skal begynde. Selvom det konflikter med den måde, SoS skal anvendes som dialogredskab på, er det alligevel en ofte observeret praksis. 

Det skyldes en lang række forhold: For det første er mange socialarbejderes sagstal meget høje, og man skal for det andet overholde tidsfrister, deadlines, lovgivningsmæssige såvel som forvaltningsmæssige måltal med mere. 

Det vil sige, at socialarbejderen skal igennem mange sager, samtaler og andre sagsaktiviteter for at holde trit med tidsfrister. Det sidste begrænser i sig selv længden af det konkrete ansigt-til-ansigt møde, hvorved en grundig relationel udforskning af problemstillingerne begrænses.

SoS og ICS som dominerende dialog- og forståelseshorisonter i det sociale arbejde synes derfor at have en række indbyggede problematikker, når de møder en hverdag, der ikke muliggør refleksion, handlefrihed og rum til fortolkning. 

Ved at anvende ICS og SoS er der risiko for, at man tænker familien og netværket for meget ind i løsningen, frem for at sætte barnets eller den unges perspektiv forrest. Systemtænkningen synes at være selvforstærkende, samtidig med at den minimerer fleksibiliteten, da systemerne definerer, hvad der er relevant at dokumentere. Alt andet bliver sekundært og ligegyldigt.  

Tillid tager tid
Det resulterer i en institutionaliseret mistillid, når tidspres, sagstal, standardisering, hyppige sagsbehandlerskift og krydspressende dokumentationskrav opleves som systembekræftende mere end som faciliterende for det responsive og tillidsfulde sociale arbejde. 

Det vil sige, at når kommunen etablerer kontrolpraksisser, dokumentationskrav og -behov, der i højere grad varetager systemets behov for kontrol af processen end hjælper socialarbejderne med at udføre deres faglighed, producerer det blot mistillid.

I sådanne regimer er der ikke tid, plads eller ressourcer til at anskue det enkelte barn eller den enkelte unge som repræsentant for en kompleksitet, det kræver tillid at forstå og lære at kende. Tillid kræver timing og refleksionskapacitet, hvor man er responsiv med hensyntagen til, at man anerkender de enkelte unges forskellighed.

Børn og unges deltagelse i egen sag reduceres i et sådan institutionaliseret mistillidsregime til en tilpasning til systemet. Det er det, der kaldes disciplineret deltagelse, hvor der ikke er plads til fejllæsninger af systemets modus, da det medfører yderligere produktion af institutionaliseret mistillid og dermed til et møde med en reduceret dobbeltkompleksitet. 

Det viser sig, når socialarbejderen som autoritativ systemrepræsentant bliver billedet på systemets kompleksitet, samtidig med at problemdefinitionerne også præsenteres i en manifest reduceret form. 

Dialogen skal tilbage
Konstruktionen af de forvaltningsmæssige rammer bør derfor som minimum bestå af en reflekteret varetagelse af socialfaglige aspekter såvel som organisatoriske, jurdiske og økonomiske aspekter, der tilgodeser muligheden for, at de professionelle kan arbejde responsivt og tillidsorienteret. 

I dette lys må new public management-ordene: performance, resultater, effektivitet, standardisering og evidens, bare for at nævne de oplagte, doseres langt mere refleksivt, end tilfældet har været indtil nu. 

Hvis ikke der er balance i anvendelsen, rimer systemets interne krav nemlig langt mere på institutionaliseret mistillid end på dialog, tillid og responsivitet.