Pharmadanmark: Mere tid til kerneopgaven i ph.d.-uddannelsen

Af René Holm
Hovedbestyrelsesmedlem i Pharmadanmark

Tre år er ikke lang tid til at gennemføre et ph.d.-forløb, når det for eksempel handler om tidskrævende laboratoriearbejde eller klinisk forskning. Er projektperioden for kort, er der også en risiko for, at man vælger det ”sikre” projekt frem for det risikable og potentielt banebrydende og innovative.

Derfor bør man i højere grad end i dag benytte sig af muligheden for at etablere de såkaldte 4+4 ordninger og 3+5 ordninger, hvor kandidatdelen af uddannelsesforløbet er indbygget i ph.d.-forløbet. Der har i de seneste år været øget fokus på opstart af disse ordninger, men de har dog ikke for alvor vundet indpas. Der startes samlet set kun omkring 150 årlige forløb, og de ordinære tre-årige ph.d.-forløb udgør altså stadig mere end 90 procent.

For kort tid
En stor del (37 procent) af Pharmadanmarks ph.d.-studerende oplever, at de har for kort tid til at gennemføre en ph.d., og at den korte tid udgør en barriere for kvaliteten af deres uddannelse.

Det er vores indtryk, at ph.d.-studerende inden for de natur- og sundhedsvidenskabelige områder først begynder at producere tekst og publicere meget sent i ph.d.-forløbet, fordi resultaterne ikke kan produceres hurtigere. Det gør det svært for de ph.d.-studerende at nå at publicere deres resultater i high impact-tidsskrifter. Den problematik forventer vi, at et længere ph.d.-forløb ville kunne løse op for.

Et 4- eller 5-årigt ph.d.-forløb kunne samtidig være med til at understøtte muligheden for, at også ph.d.-studerende, som ikke er erhvervs-ph.d.-studerende, kunne få tid til at etablere et samarbejde med en ekstern partner og på den måde opbygge relationer til arbejdsmarkedet. Dette ville give dem en dybere forståelse af, hvordan deres tilegnede kompetencer kan bringes i spil i for eksempel en kommerciel virksomhed.

Danske ph.d.-studerende har meget mindre tid til forskning, end det er tilfældet i Sverige og Storbritannien.

René Holm
Hovedbestyrelsesmedlem i Pharmadanmark

Man kunne passende starte med en evaluering af de alternative forløb på tværs af universiteter, men med adskillelse af hovedområder. Dette kunne give et mere klart billede af, hvad det betyder for kvaliteten af ph.d.-uddannelsen, når hele eller dele af kandidatuddannelsen bygges ind i ph.d.-forløbet.

Større kursusfleksibilitet
Danske ph.d.-studerende har meget mindre tid til forskning, end det er tilfældet i Sverige og Storbritannien. I Danmark bruger en ph.d.-studerende et år ud af tre på henholdsvis et halvt års pligtarbejde, typisk undervisning, og et halvt års deltagelse i kurser. Tilbage er der kun to år til at gennemføre forskningsprojektet.

Blandt de af Pharmadanmarks medlemmer, som har afsluttet deres ph.d. efter 2007, giver en meget stor del (77 procent) udtryk for, at de kurser, som indgik i deres ph.d.-uddannelse, styrkede deres generelle forskerkompetencer. Men bekymrende er det, at 60 procent angiver, at udbuddet af relevante kurser ikke var tilstrækkeligt, og at næsten hver femte angiver, at de oplevede, at kurserne ligefrem var spild af tid.

Det taler for, at der bør gøres op med det universelle krav om, at en ph.d.-uddannelse absolut skal indeholde et halvt års kursusaktivitet. Det skal den selvfølgelig kun, hvis det giver mening for den ph.d.-studerendes uddannelse og forskningsprojekt.

Er undervisningsforpligtelsen for stor?
Den danske lovgivning stiller krav om, at ph.d.-studerende skal opnå erfaring med undervisnings- og forskningsformidling. Der angives dog ikke nogen omfangsmæssig ramme, men ph.d.-studerende ansat efter AC-overenskomsten kan pålægges 840 timers pligtarbejde. Universiteterne gør i udstrakt grad brug af denne ret.

Kun cirka en tredjedel af Pharmadanmarks nyere ph.d.er giver udtryk for, at undervisningserfaringen har haft en positiv indflydelse på deres mulighed for relevant beskæftigelse efter endt ph.d. Det stemmer også overens med, at virksomhederne giver udtryk for, at ph.d.erne er overkvalificerede på undervisningserfaring sammenlignet med andre kompetencer, som virksomhederne efterspørger.

Selvfølgelig skal ph.d.-studerende bidrage til undervisningen på universiteterne, og hvis man efterfølgende ønsker at gøre karriere på universitetet, er det også en nødvendighed. Men man er også nødt til at se i øjnene, at langt hovedparten af ph.d.erne inden for de natur og sundhedsvidenskabelige fag ikke uddanner sig til et job i universitetsverdenen, så måske er undervisningsforpligtelsen for stor? Vi mener at dette bør drøftes, næste gang man tager ph.d.-uddannelsen til overvejelse, og når overenskomsten skal forhandles.