Debat

Studerende: Kan vi få lidt arbejdsro, Søren Pind?

DEBAT: Stop den statslige detailstyring og lad universiteterne bestemme selv. Dét vil være god liberal uddannelsespolitik, skriver KU-studerende Esben Ø. Eriksen og fraråder Søren Pind at indføre filosofikum. 

Det må være op til uddannelserne selv at bestemme, om filosofikum skal genindføres, skriver studerende Esben Ø. Eriksen fra Københavns Universitet.
Det må være op til uddannelserne selv at bestemme, om filosofikum skal genindføres, skriver studerende Esben Ø. Eriksen fra Københavns Universitet.
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Esben Ø. Eriksen 
Dyrlægestuderende, medlem af studienævnet for Veterinærmedicin & Husdyrvidenskab, Københavns Universitet

Kære uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V).

Du har annonceret, at du ønsker at genindføre en art af filosofikum på landets videregående uddannelser og hilser en offentlig debat herom velkommen. Denne opfordring vil jeg takke for og her forklare, hvorfor jeg er ked af forslaget.

Du angiver, at filosofikum ikke skal forlænge uddannelserne, men erstatte nuværende undervisning. Derfor vil jeg gerne bede dig anvise, hvilke fag, der skal reduceres, for at give plads til et filosofikum på dyrlægeuddannelsen.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Hvis dit svar lyder, at det er en lokal ledelsesopgave, da du ikke har den nødvendige indsigt, så siger du samtidig også, at vi i Studienævnet for Veterinærmedicin & Husdyrvidenskab ved bedst, hvad indholdet i uddannelsen til dyrlæge skal være.

Du bør i så fald respektere vores kompetence. Vi har for nuværende prioriteret, at studerende introduceres til specifikke videnskabelige teorier, der knytter sig særligt til natur- og sundhedsvidenskabelige fag og grundigt lærer at anvende etiske teorier på problemstillinger omkring menneskers anvendelse af dyr, frem for en mere bred indførsel i etik, logik og filosofi.

Som liberal minister bør du have ambitioner om at decentralisere ansvar og undgå statslig detailstyring.

Esben Ø. Eriksen
Dyrlægestuderende, Københavns Universitet

Detailstyring bryder med liberale værdier
Jeg sympatiserer med dit forslag i det perspektiv, at jeg har overvejet om dyrlægeuddannelsen kunne bruge et videnskabsteoretisk løft.

Det er dog op til mig at tage en fagligt funderet diskussion med resten af mit studienævn, om dette løft er påkrævet, og hvad der i så fald ikke er nødvendigt at lære.

Fastholder du dit input, er du velkommen til møde på Frederiksberg Campus 28. marts klokken 13, hvor vi diskuterer en revision af studieordningen.

Jeg tilbyder til gengæld min hjælp med et tiltrængt lynfilosofikum i liberal uddannelsespolitik til dig som minister i en borgerlig-liberal regering. Som liberal minister bør du have ambitioner om at decentralisere ansvar og undgå statslig detailstyring.

Du vil sætte rammer og mål, men have fuld tillid til, at lokal ledelse har de bedste kompetencer til at udnytte og opfylde disse. Du kan desuden læse om Studienævnets arbejds- og ansvarsområde i Universitetslovens §18.

Jeg håber altså, at du vil overlade arbejdet med at forme brødet til os med fingrene i dejen. Din opgave som minister er ikke at bryde ind i køkkenet og ændre på opskriften.

Du skal stille en ovn til rådighed og smage kritisk på det brød, vi serverer. Jeg ser frem til arbejdsro og vil til gengæld servere dig 160 dygtige nybagte dyrlæger hvert år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Pind

Bestyrelsesformand, Danish Cyber Defence, formand, The Danish Ronald Reagan Society, fhv. uddannelses- og forskningsminister, MF (V)
cand.jur. (Københavns Uni. 1997)

0:000:00