Undervisning skal anerkendes, hvis vi vil booste kvaliteten

Pointen er, at forskerne skal involveres i udviklingen af uddannelsernes kvalitet, og at de skal mærke, at det værdsættes.

Hanne Leth Andersen
Rektor på RUC og professor i universitetspædagogik

Af Hanne Leth Andersen
Rektor på RUC og professor i universitetspædagogik

Uddannelsesministeren har gentagne gange understreget, at hun har to klare ambitioner: vi skal tilbyde nogle af de bedste uddannelser i verden, og de unge skal kunne bruge deres uddannelser til at få job. Det er et godt fælles udgangspunkt.

Når vi taler om kvalitet i universitetsuddannelserne på de danske universiteter, er et af de største problemer, at det ikke er tilstrækkeligt prestigefyldt at være underviser. Hvis underviserne skal påtage sig virkelig at gå ind i et systematisk udviklingsarbejde og skabe en stærkere forbindelse til arbejdsmarkedet, så skal der frigøres kræfter til det.

Derfor er vi på universiteterne nødt til at se undervisning som en egentlig meriterende aktivitet i karrieren, ikke som en pligt eller noget, der skal klares så effektivt og smertefrit som muligt.

Kvalitet kan ikke generaliseres
Der er naturligvis masser af forskere, som har udpræget flair for formidling og for at motivere de studerende, og mange er både dygtige og kreative, når det kommer til at vælge arbejdsformer, som fremmer de studerendes udbytte. Der er også en del, som brænder for at undervise og ser stort på, at det ikke er karrierefremmende.

Men den gruppe undervisere på universiteterne, som opfører sig mest strategisk i forhold til incitamenter og egen karriere, må søge at bruge mest mulig tid på deres forskning. Den sidste tilgang skaber ikke kvalitet i uddannelserne. Men det er heller ikke nok at have flair for undervisning. Efter 20 års udviklingsarbejde er de universitetspædagogiske udviklingsmiljøer i Danmark klædt på til at skabe en udvikling, der kan skabe et reelt kvalitetsløft.

Det handler om nye undervisnings- og eksamensformer, mere inddragelse og bedre feedback. Det handler om fagdidaktisk viden og udvikling, om vejledningsformer og om brug af medier i forhold til de konkrete mål. Udviklingen skal forbindes med fagenes mål og uddannelsernes kompetenceprofiler.

Løsningerne kan ikke generaliseres. De skal udvikles af de faglige miljøer med inddragelse af de studerende og de mange engagerede eksterne undervisere, der er med til at bringe praksis ind. Der er brug for en professionel tilgang til undervisning i forskningsbaserede uddannelser på det højeste internationale niveau. Det kræver, at underviserne kan se, at deres indsats betyder noget for deres faglige udvikling og karriere på universiteterne.

Akkreditering flytter ikke fokus
Kvalitetssikringen med fokus på akkreditering har klart nok sat skub i arbejdet med uddannelserne, men dokumentationskravene har i særlig grad kostet på administrationssiden. Hertil kommer den generelle politiske styring på et hidtil ukendt detaljeringsniveau, tydeligt påvirket af incitaments-tankegang, effektstyring og kvantificering. Og indrømmet: af en vis inerti på universiteterne. Her forsætter man ved med at prioritere forskningen frem for undervisningen.

Midt i kvalitetssikringstidsalderen er udfordringen for universiteterne at fastholde en vision om, at det stadig er nysgerrighed og motivation, der skaber engagement, fordybelse og kreativitet. Ikke ekstern regelstyring med velopdragen tilpasning. Pointen er, at forskerne skal involveres i udviklingen af uddannelsernes kvalitet, og at de skal mærke, at det værdsættes.

Kvaliteten er afhængig af, at man kan tiltrække de dygtigste kræfter til at beskæftige sig med uddannelse og undervisning. Ligesom den hænger sammen med undervisningsmetoder, brug af medier, muligheder for at forbinde teori og praksis, autentiske eksamensformer og formativ feedback.

Så hvad er problemet?
Brug af nye undervisningsformer og medier stiller krav til undervisere og uddannelsesledere. Hvis underviserne skal undervise på nye måder, skal de være klædt på til det.

Derfor er der er brug for både ledelsesopbakning og ressourcer til pædagogisk og didaktisk videreuddannelse og udvikling af teknologi, medier og læremidler i forhold til de enkelte fagområder.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: Det skal være prestigefyldt at være underviser, og det skal både universitetsledelserne og politikerne bidrage til at sikre.