WHO anerkender DTU Fødevareinstituttets helgenomforskning
DTU Fødevareinstituttet er udnævnt som Verdenssundhedsorganisationens, WHO’s, første samarbejdscenter for genomics. Derved anerkender WHO instituttets pionerarbejde indenfor forskning i brugen af helgenomsekventering – en teknologi til at afdække mikroorganismers totale DNA-profil på én gang. Gennem samarbejdet skal instituttet blandt andet være med til at bane vejen for, at teknologien kan blive rullet ud i udviklingslande som et værktøj til at overvåge og bekæmpe fødevarebårne sygdomsudbrud.