Akademikerne: Giv talenterne tid til fremragende forskning

Af Lars Qvistgaard 

Formand for Akademikerne

Forskningens resultater bruger vi hele tiden og overalt i samfundet, og nogle gange glemmer vi, at forskning først og fremmest handler om mennesker.

Dygtige mennesker, som kaster alt deres talent ind i at skabe ny viden, nye muligheder og nye innovative løsninger, som vi alle bruger. Derfor skal vi pleje talenterne og skabe ordentlige rammer for deres arbejde.

Ministeren er ved at lægge an til et nyt forskningspolitisk udspil, og i den forbindelse vil jeg opfordre ham til at sætte ekstra fokus på grundstoffet i al fremragende forskning: Forskerne og ikke mindst de unge forskningstalenter.

De skal have ordentlige rammer for at skabe excellent forskning, og incitamenterne i forskningssystemet skal være de rigtige for at sikre høj kvalitet og samfundsmæssig relevans i forskningen.

Det er helt afgørende, at den enkelte forsker har ordentlig tid til forskningen, men meget tyder på, at balancen i disse år tipper i den gale retning. Forskerne bruger rigtig meget tid på andet end selve forskningen: Skrive ansøgninger, afrapportere projekter og publicere resultaterne i de rigtige tidsskrifter.

Der må også skabes gode muligheder for de mest talentfulde unge forskere, så de ikke vælger andre job med bedre vilkår.

Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne

Det er selvfølgelig ting, som også skal gøres, men jeg synes, at der er alt for lidt fokus på at skabe god tid til det egentlige forskningsarbejde.

Vi belønner kvantitet frem for kvalitet

Der er eksempelvis brugt meget energi på den bibliometriske forskningsindikator også blandt forskerne, men jeg finder det tvivlsomt, om vi har skabt et godt incitament til at skabe excellent forskning.

Vi belønner forskerne og universiteterne for mængden af publikationer – ikke for kvaliteten af forskningen og for banebrydende resultater.

Kravene til omfanget af publikationer bør ikke i så høj grad som i dag være styrende for forskernes arbejde og universiteternes finansiering – vi må finde bedre måder at måle forskernes resultater på.

Med besparelserne på Den Frie Forskningsfond og Innovationsfonden er det samtidig blevet sværere for forskerne at finde finansiering til deres forskning. Succesraterne er faldet de senere år, og forskerne bruger mere og mere tid på forgæves ansøgninger. Det er en dårlig investering, for de burde bruge størstedelen af deres tid på at forske – og undervise.

For at sikre forskerne arbejdsro til at skabe excellent forskning, skal der være ro og kontinuitet i det forskningsfinansierende system. Besparelser og jævnlige strukturændringer skaber ikke ny værdi.

Der må også skabes gode muligheder for de mest talentfulde unge forskere, så de ikke vælger andre job med bedre vilkår. Lige nu er der tendens til, at der er pæne bevillinger til rekruttering af ph.d.'ere og til de veletablerede topforskere, mens der mangler forskningsmidler til det brede vækstlag af forskere.

Talentudvikling i fokus

Man taler om den såkaldte timeglaseffekt, hvor der er forskningsmidler nok i top og bund, men langt fra nok på midten. Det må vi gøre noget ved, hvis vi ikke vil miste de mest talentfulde yngre forskere – der må tages højde for det ved fordeling af midler.

Der bør generelt set være mere fokus på talentudvikling og på at skabe attraktive karriereveje på universiteterne. Der er mange, som efter endt ph.d. vil fortsætte karrieren på universitetet, men i virkeligheden har vi nok mere brug for, at flere anvender deres forskningskompetencer i virksomheder og offentlige institutioner uden for universitetet.

Der er brug for en stærkere udvælgelse af talenter, så det bliver mere tydeligt, hvem universiteterne vil satse på – og ansættelsesprocedurerne bør understøtte, at flere kvindelige talenter kommer i betragtning.

Jeg håber, at ministeren i arbejdet med den nye forskningspolitik vil lægge vægt på udviklingen af nye forskertalenter og på, at forskerne får mere effektiv tid til det egentlige forskningsarbejde.