Akademikerne: Uddannelseskarantæne passer ikke til videnssamfundet

Af Lars Qvistgaard
Formand for Akademikerne

Politikerne har måttet sande, at uddannelsesloftet var så meget mere end blot fortællingen om ansvarlige politikere, der skulle finde finansiering til dagpengereformen. For uddannelsesloftets definitive absoluthed var i sin konsekvens et angreb på gratisprincippet for uddannelse.

Noget, som den liberale tænketank CEPOS da også forstod at udnytte til at foreslå generel brugerbetaling på videregående uddannelser.

Det virker, som om politikerne ikke var helt opmærksomme på rækkevidden af aftalen om uddannelsesloftet, og derfor gik det da også så grueligt galt med vurderingen af befolkningens reaktion.

Det, der skulle have været en lille finansieringsøvelse, voksede sig større og større næret af vedholdende kritik, mediernes bevågenhed, studenterdemonstrationer og over 80.000 protestunderskifter.

Da aftalen om uddannelsesloftet blev indgået tilbage i juni 2016 skabte det endnu ikke de store overskrifter. Opgaven var jo bunden. Der skulle findes 300 millioner kroner til dagpengereformen.

Uddannelsesloftet var udtryk for demokratiske underskud. Lad os enes om, at det var en enlig svipser.

Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne

Man lyttede ikke til kritik
Jeg ser for mig, hvorledes politikerne fik præsenteret en liste fra Finansministeriet over mulige steder, hvor man kunne finde pengene. Og som så mange gange før i de seneste år faldt valget på de unge og uddannelsesområdet. Den politiske prioritering blev forklaret med det ret og rimelige i, at man kun bør have ret til én videregående uddannelse betalt af samfundet.

Vil man mere uddannelse, må det blive for egen regning. Men dermed var vejen reelt banet for brugerbetaling på ordinære uddannelser.

Det var beskæmmende, at man fra aftalen om uddannelsesloftets indgåelse i juni til den endelige vedtagelse kort før jul, tilsyneladende var indstillet på at gennemføre et så vidtgående indgreb helt uden forudgående debat. Og læg dertil, at man på ingen måde lod til at lytte til kritikken, men stædigt fastholdt aftalen trods dens vidtrækkende konsekvenser for den enkelte, men også for samfundet.

Det er i det lys, jeg takkede partierne bag aftalen for at lytte, da lempelserne af uddannelsesloftet blev præsenteret forleden af uddannelsesministeren.

Ude af sync
Når det er sagt, ændrer det ikke ved, at en uddannelseskarantæne på seks år i den grad er ude af sync med visionen om videnssamfundet. Kompetencekravene på fremtidens arbejdsmarked har brug for et fleksibelt uddannelsessystem – ikke begrænsninger.

Og jeg er overbevist om, at der fremover i endnu større omfang bliver brug for personer, der kan kombinere fagligheder, eksempelvis arkitekten, der også er bygningskonstruktør, ingeniøren, der har en bachelorgrad i spansk, journalisten, der har en bachelorgrad i statskundskab og så videre.

Forhåbentlig vil det tumultariske forløb om uddannelsesloftet minde politikerne om, hvor grundfæstet en værdi adgangen til uddannelse er i vores samfund. Vi skal holde fast i vores samfundsmodel, hvor den enkeltes fremtidsudsigter er uafhængig af forældrenes mulighed for at betale for uddannelse.

Det er i høj grad gratisprincippet og SU’ens fortjeneste, at 73 procent af en kandidatårgang i dag kommer fra ikke-akademiske hjem – og for de regionale universiteter er det endda over 80 procent.

En svipser
Så lad mig her, oven på balladen om uddannelsesloftet, anbefale politikerne, at man bruger den selvvalgte pause på et år til at tænke sig rigtigt grundigt om i forhold til SU’en.

Jeg vil gerne kvittere uddannelsesminister Søren Pind for sin refleksion af forløbet, som den blev udtrykt i P1 morgen, dagen efter lempelsen af uddannelsesloftet.

Han sagde: ”Demokrati er en levende størrelse. Nogle gange kan man finde frem til løsninger, som man måske ikke havde haft blik for oprindeligt – blandt andet også på baggrund af den offentlige debat.”

Uddannelsesloftet var udtryk for demokratiske underskud. Lad os enes om, at det var en enlig svipser.