Akkrediteringschefer: Et tredje ben skal ikke føre til mere bureaukrati

Af Anette Dørge og Per B. Christensen
Direktør for Danmarks Akkrediteringsinstitution og formand for Akkrediteringsrådet

29. august bragte vi i Altinget et indlæg om, hvordan den eksterne kvalitetssikring af de danske videregående uddannelser kan styrkes yderligere. Indlægget har 7. september affødt en replik her i Altinget fra formand og næstformand for Danske Universiteters uddannelsespolitiske udvalg, rektorerne Hanne Leth Andersen og Per Holten-Andersen.

Også på Twitter har indlægget vakt opsigt. Flere aktører fra både professionshøjskoler og universiteter udtrykker her bekymring for, at mere kontrol og bureaukrati vil følge i kølvandet på et nyt kvalitetstiltag og tage tid fra kerneopgaven: at tilbyde studerende en uddannelse af høj kvalitet.

Fra Danske Universiteter lyder det desuden, at vi med forslaget risikerer at underminere vores eget arbejde med institutionsakkreditering.

Vi har taget uddannelsesinstitutionernes bekymring til efterretning og må konstatere, at vores formidling ikke har været god nok. Kommentarerne viser, at vi har efterladt et indtryk af, at vi ikke tror på institutionsakkreditering som tillidsskabende mekanisme.

De efterlader også et indtryk af, at vi er ude i et ærinde med at liste en ekstra bureaukratisk kontrolmekanisme ind ad bagvejen, som institutionerne så skal belastes med oven i de andre dokumentationskrav, de stilles over for i dag.

Som national vogter af kvalitet er både Akkrediteringsrådet og Akkrediteringsinstitutionen meget optagede af, at uddannelsernes kvalitet er den samme, uanset hvor i landet en studerende vælger at tage sin uddannelse.

Anette Dørge og Per B. Christensen
Direktør for Danmarks Akkrediteringsinstitution og formand for Akkrediteringsrådet

Ingen af delene kunne ligge fjernere fra vores intention. Det foreslåede tredje ben i den eksterne kvalitetssikring skal skabe sammenhæng i de eksisterende mekanismer. Ikke drukne institutionernes kvalitetsarbejde i mere bureaukrati og papirarbejde. Lad os derfor uddybe vores forslag og den konkrete anledning til at fremføre synspunktet.

Forbedring af censorsystemet
Lige før sommerferien lancerede uddannelsesministeren en række tiltag til forbedring af censorsystemet. I ministerens katalog over forbedringer er der tiltag, der kan styrke koblingen mellem akkreditering og censorsystemet.

Det er noget, vi længe har efterlyst. Akkreditering og censorinstitutionen udgør de to hovedpiller i den eksterne kvalitetssikring, og indtil videre har de to elementer ikke spillet tilstrækkeligt sammen. Ministeren lægger nu op til, at uddannelsesinstitutionerne skal arbejde mere strategisk med censorernes feedback i udviklingen af uddannelsernes kvalitet.

Resultatet af det arbejde skal indgå i anden runde af institutionsakkrediteringer. Det synes vi er et rigtigt – og vigtigt – tiltag, som ikke koster yderligere ressourcer. I stedet kan det stimulere til en bedre udnyttelse af censorernes omfattende arbejde, ikke kun på individ- og kursusniveau, men på uddannelsesniveau.

Solide kvalitative vurderinger af det faglige niveau på uddannelsesniveau har været savnet i de afrapporteringer fra censorformandskaberne, som vi kender til fra akkrediteringsarbejdet. Dette er ikke en kritik af censorformandskabernes arbejde, men blot en konstatering af, at det ikke har været set som en del af deres opgave.

Peer reviews
Et andet tiltag i ministerens udmelding er, at akkrediteringsreglerne præciseres, så censorformandskaberne i lighed med andre interessenter har mulighed for at anmode ministeren om at udtage uddannelser med særlige kvalitetsmæssige udfordringer til gennemgang.

Det er dette element i ministerens forslag, som vi betegner som ”peer reviews” i det oprindelige indlæg, og som har affødt de indledningsvist nævnte reaktioner fra sektoren. Det er derfor her, vi har behov for at kaste lys over den konkrete anledning til at bringe forslaget på banen.

For det første er der ikke tale om et nyt element. Muligheden for at udtage en enkelt eller grupper af uddannelser til gennemgang har hele tiden eksisteret. Med styrkelsen af censorsystemet i form af færre, større og reelt landsdækkende censorkorps og en aggregering af censortilbagemeldingerne på uddannelsesniveau kan der blive skabt en hidtil uset synergi mellem censorsystemet, akkreditering og ministerens ret til udtag af uddannelser baseret på et fagligt kvalificeret grundlag.

Det mener vi er positivt. Ydermere mener vi, at potentielle uddannelsesgennemgange skal være baseret på en faglig solid metode, der har den nødvendige legitimitet blandt fagfæller. Derfor anbefaler vi, at udmøntningen sker i form af peer reviews.

Man kan spørge sig selv, som flere i debatten har gjort, om institutionernes løbende monitorering ved brug af nøgletal og regelmæssige evalueringer ikke burde være tilstrækkeligt til at sikre uddannelsernes kvalitet. Ved institutionsakkreditering har vi sat barren højt i forhold til at godkende institutionernes egne evalueringer med brug af eksterne eksperter.

Det har vi dels gjort, fordi lovgiver har ment, at kravet skal udfylde den funktion, der tidligere lå i uddannelsesakkreditering, og dels fordi vi mener, at det øger legitimiteten af institutionernes kvalitetsarbejde, at der med jævne mellemrum kastes et eksternt blik på uddannelserne.

Vores generelle erfaring er da også, at institutionerne arbejder hårdt og ambitiøst med opgaven og at flere har en meget velfungerende praksis på området. Det skal der ikke herske tvivl om.

Muligheden giver tryghed
Ministerens mulighed for at udtage uddannelser til gennemgang rummer et andet perspektiv end institutionernes egne evalueringer. Det giver mulighed for at kaste et tværgående blik på samme uddannelse eller beslægtede uddannelser, der udbydes i hele landet, hvis der for eksempel er indikation på fald i fagligt niveau eller andre udfordringer forbundet til kvaliteten.

Her er censorernes tilbagemelding en central kilde, da de med deres tværgående erfaring burde have en god viden om niveauet på tværs af udbuddet i hele landet.

Som national vogter af kvalitet er både Akkrediteringsrådet og Akkrediteringsinstitutionen meget optagede af, at uddannelsernes kvalitet er den samme, uanset hvor i landet en studerende vælger at tage sin uddannelse.

Det hensyn er vi sikre på, at uddannelsesinstitutionerne deler. Vi forestiller os ikke, at udtag af uddannelser på tværs fremover vil have et nævneværdigt omfang. Tværtimod vil det formentlig høre til sjældenhederne. Men vi føler os betryggede ved, at muligheden eksisterer, da hverken akkreditering eller institutionernes egen evalueringspraksis nødvendigvis sikrer den horisontale kvalitet.