DTU-Dekan: Universiteterne ved faktisk godt, hvad de gør

Af Philip John Binning
Dekan, DTU

For 20 år siden havde vi 96 posthuse i Danmark, i dag har vi ét (i Pilestræde i København). Alle kontorer havde en faxmaskine, og vi fandt vej ved hjælp af kort, som lå i bilernes handskerum. Pengesager håndterede vi ved at gå i banken. Når vi skulle skrive et ’o’ i en sms, trykkede vi tre gange på mobilens 6-tast. Og vi ejede vores egne musiksamlinger.

På mit australske modersmål kan udviklingen vist bedst betegnes som ’mind blowing’. Og vi kan være sikre på to ting: At de næste 20 år vil bringe mindst lige så store forandringer, og at disse forandringer vil involvere teknologi.

De studerende skal klædes på til fremtiden
Derfor er der også god grund til at spørge os selv, hvordan vi uddanner de unge mennesker, der skal være med til at skabe en fremtid, som vi i dag ikke har fantasi til at forestille os. Men hvem har mest forstand på det? Er det politikere og embedsmænd, eller er det universiteterne selv?

På DTU har vi den grundholdning, at det er universiteterne, der bedst ved, hvad der skal til. Det betyder ikke, at vi ikke er parate til at modtage og diskutere gode råd og idéer til, hvordan vi løser opgaven. Og politikerne skal naturligvis udstikke de overordnede rammer for vores virke og så tjekke, at vi løser opgaven.

Men opgaven med at sikre, at vi på alle planer uddanner de unge til at løfte fremtidens opgaver i al deres kompleksitet, løses bedst af universiteterne selv. Det er det, vi er sat i verden for; det er det, vi gør hver eneste dag.

Som bekendt er det umuligt at spå om fremtiden, og selv de bedste og mest veluddannede hjerner kan komme galt afsted. Tænk bare på Google Glass, internetgigantens bud på, hvordan menneske og maskine kan smelte sammen.

Philip John Binning
Dekan, DTU

På DTU uddanner vi fremtidens ingeniører, og teknologi er i sagens natur alfa og omega for os. Vores studerende er kreative, samarbejdende, fagligt og etisk velforberedte og initiativrige, og de knokler som bæster for at tilegne sig den nyeste viden. Hvert år skaber de snesevis af nye virksomheder, fordi de gerne vil forandre samfundet til det bedre med deres viden og idérigdom.

Vi ved hvad vi foretager os
Med konstante evalueringer med deltagelse af de bedste danske og internationale forskere holder vi vores uddannelser skarpe. Vores aftagere, det vil sige virksomhederne, er med til at sikre, at de ingeniører, der kommer ud af vores bestræbelser, modsvarer deres behov.

Derfor piner det os lidt, at der nogle steder tilsyneladende er en opfattelse af, at vi nok ikke helt ved, hvad vi foretager os. Undervejs i debatten er der f.eks. kommet et forslag fra uddannelses- og forskningsminister Søren Pind om at genindføre det filosofikum, der af mange gode grunde, som jeg ikke skal komme ind på her, blev afskaffet i 1971.

Søren Pinds forslag har den underliggende præmis, at de studerende ikke har tilstrækkelig kritisk sans, etik og anden ballast til at kunne navigere i fremtidens digitaliserede samfund.

Denne præmis er helt forkert. For ud over al den ingeniørfaglige viden, vi propper ind i hovedet på de unge mennesker, gennemgår de også et 13-ugers-kursus i ingeniørfagets videnskabsteori, hvor netop de temaer, som Søren Pind efterlyser, er på skemaet.

Derfor indgår de mere filosofiske overvejelser også helt naturligt i den daglige undervisning, og et nyt filosofikum ville bare reducere den tid, der er til den ingeniørfaglige undervisning, som de kommende ingeniører har så hårdt brug for.

Giv os tillid
Som bekendt er det umuligt at spå om fremtiden, og selv de bedste og mest veluddannede hjerner kan komme galt afsted. Tænk bare på Google Glass, internetgigantens bud på, hvordan menneske og maskine kan smelte sammen.

Projektet faldt til jorden med et brag på grund af den såkaldte ’creep factor’ - det var simpelthen for klamt og for grænseoverskridende at gå rundt med en brille, der lægger alt det sete på internettet i realtid.

Vi underviser faktisk vores studerende i at forholde sig til den menneskelige kontekst, som fremtidens teknologier skal anvendes i. Så det, vi ønsker os allermest fra politikere og embedsmænd, er tillid til, at vi er opgaven voksen.

Med al respekt, vi ved faktisk, hvad vi gør.