KEA: Fjern sektoriseringen i uddannelsessektoren

Af Ingo Østerskov
Rektor, KEA

Der er en stor spændvidde inden for universitets-, professionshøjskole-, og erhvervsakademisektorerne hver især. Dertil kommer en række mindre institutioner, der også udbyder videregående uddannelser. Så det er et ”mangfoldigt” landkort, man taler om, når de videregående uddannelsesinstitutioner er på dagsordenen. Mangfoldighed i opgave, fokus og geografisk forskellige positioner og historik.

Derfor giver det i fremtiden mindre (eller ingen) mening at fokusere på sektorer i styringen af de videregående uddannelser. Vi skal snarere se på de enkelte institutioner i lyset af deres rolle og regionale kontekst. Spændvidden i de enkelte sektorer er allerede nu så stor, at en ”universalbetegnelse” i sektorerne ikke er en rimelig deklaration. Den illusion bør vi lægge til side og se på styringen med friske øjne.

Når vi – ofte også ledelsesmæssigt - opfatter os selv som del af en bestemt sektor, er chancen for at blive indadvendte og selvrefererende stor. Det hæmmer fantasien, innovationen og evnen til at se (og søge) nye løsninger i grænsefladen til andre områder – enten fagligt eller på tværs af sektorer. En stor barriere findes desværre inde i hovedet på os selv – både i uddannelsesverdenen (inklusive rektorer og ledelser) og blandt politikerne.

Forskning og ny viden er væsentlige faktorer
Derfor skal vi i fremtiden have mere styringsmæssig fokus på opgaven – og hvem den skaber værdi for. Værdi er i uddannelses- og forskningssystemet en flerdimensional størrelse med flere bundlinjer. Forskningen har sine karakteristika – og anvendelsen (omsætningen) af viden nogle andre. Men forskning og ny viden er i dag en væsentlig faktor for undervisningen på alle typer videregående uddannelser.

Derfor skal forskningen på universiteterne også være (let) tilgængelig for de institutioner, der har behov herfor – og organisering og forskningsstrategi skal på det enkelte universitet rumme denne ”bro” til andre uddannelsesformål (end forskningsbaseret undervisning). Det bør være en præmis i fremtidens forskningsstrategi.

Det afgørende er, at styringen af institutionerne bliver mere individuel ud fra en regional kontekst og med fokus på institutionens opgave.

Ingo Østerskov
Rektor, KEA

Erhvervsakademierne skal ikke forske. Vi skal opbygge en tilstrækkelig kapacitet inden for vores faglige områder, der gør os til en kapabel samarbejdspartner med universiteterne. Ud fra et formål, hvor opgaven ikke er at bedrive forskningsbaseret undervisning, men dog at den nyeste viden fra forskningen på en relevant måde også er en del af undervisningen på erhvervsakademiet.

Universiteterne skal være ankerpunkter i forhold til forskningen i fremtiden. En del universiteter har en lang historik, andre en kortere. Spørgsmålet er, hvorvidt universitetsopgaven i fremtiden skal være ”universal” i Danmark – for den er det næppe i dag?

Bedre samskabelse
Helt afgørende er det, at vi kan få ny viden ud i undervisningen. Fordi den viden skal ”videre” og være medskaber af fremtidens udvikling i erhvervslivet – både i store og små virksomheder – og den offentlige sektor. En bedre samskabelse på disse områder vil formentlig vise, at de videregående uddannelser kan skabe mere værdi for samfundet, end vi gør i dag.

Styringstænkningen skal derfor ændres. Fra at orientere sig sektorielt til at være mere fokuseret på opgaven, der skal løses. Det afgørende er derfor heller ikke, om styringskonceptet er en ’one size fits all’-model. Det afgørende er, at styringen af institutionerne bliver mere individuel ud fra en regional kontekst og med fokus på institutionens opgave.

Politikerne skal være tydelige i deres forventninger og sigtepunkter og sætte ambitioner. Det gælder om at holde fokus på den opgave, der skal løses. Lige nu skal erhvervsakademierne være med til at øge niveauet og anvendelsen af viden i mindre og mellemstore virksomheder i erhvervslivet. Den opgave er måske løst om eksempelvis 15 år.

Skal erhvervsakademierne så fortsætte som institutioner. Nej, det er ikke sikkert. Institutionerne er i den sammenhæng (blot) et middel eller værktøj til at forfølge politiske mål og prioriteringer. Derfor må institutionens strategi ikke (primært) være drevet af, at institutionen ikke kan forandres eller omkalfatres. Det er en politisk vurdering, hvornår og hvordan det skal gøres.

Væsentlige dimensioner
I forhold til governance ser jeg følgende dimensioner som væsentlige i fremtidens styring af de videregående uddannelser: Økonomi/ressourcer, relevans i forhold til arbejdsmarked/job, kvalitet, innovation og værdiskabelse samt forvaltningseffektivitet.

Fremtidens styringstænkning bør tage udgangspunkt i ”ren anvendelse” af styringsdimensionerne – og ikke en sammenblanding af disse, som mudrer det enkelte værktøjs værdi (og dermed gennemslagskraft). Der er på de forskellige områder glimrende værktøjer.

Taxametersystemet er generelt undervurderet udi at sikre ressourceallokeringen til institutionerne – måske i en forenklet eller lidt ændret form med større basistilskud og marginaltakster. Dimensioneringen i forhold til relevans/job sikrer en større orientering mod, hvad arbejdsmarkedet efterspørger. Med mere tidstro data vil dette instrument blive bedre i fremtiden.

Kvalitets og innovation/værdiskabelse er centrale elementer i udviklingskontrakterne – og nye mål og processer på området kan tænkes ind i konceptet. Desuden er institutionerne omfattet en omsiggribende revision og forvaltningsrevision, hvor der måske er behov for en tydeliggørelse af den interne revisors opgave og rigsrevisionens.

Men dimensionerne kan sagtens sammentænkes i et koncept, som kan ”skaleres” til den enkelte institution på en meningsfuld måde. Udviklingen af de videregående uddannelser vil få betydelig kraft gennem disse dimensioner, hvis den enkelte institution på denne måde blev genstand for en opgave- og resultatstyring mere end et sektorielt fokus.