Konflikter udfordrer arkæologien

Af Rubina Raja

Professor (MSO), Klassisk Arkæologi, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

Arkæologi er en ældre disciplin. Ordet, der er af græsk oprindelse, betyder bogstaveligt talt ”studiet af det gamle”. Arkaisk betyder ”gammel” på oldgræsk. Indenfor arkæologien er der flere grene; herunder den forhistoriske arkæologi, Middelalder-arkæologien og den klassiske arkæologi. Den klassiske arkæologi beskæftiger sig med studiet af de græsk-romerske kultursfærer. I Nordeuropa og den angelsaksiske verden har den klassiske arkæologi altid haft et stærkt ståsted. Det hænger sammen med den nord- og centraleuropæiske samlingstradition, der på et tidligt tidpunkt sørgede for, at lande som Tyskland og Danmark opbyggede privatsamlinger. Heri indgik en lang række genstande, ofte skulpturer, der stammede fra de græske og romerske kultursfærer. Carslbergs grundlægger, brygger Jacobsen, var den største samler i Danmark, og hans verdenskendte samling udgør i dag grundstammen i Ny Carlsberg Glyptotek. Museet er ikke kun berømt for dets samlinger, men også for arkitekturen, der blander funktionel museumsarkitektur med rum, der skal gøre besøget til en fornøjelse; herunder den gamle Palmehave.

Projektet har vist, at arkæologiske forskningsprojekter ikke kun kan bidrage til at dokumentere ødelæggelser, illegal eksport af den lokale kulturarv samt produktion af forfalskninger. Projektet kan også i et vist omfang bidrage til, at mange af disse genstande efter endt konflikt kan finde vej tilbage til deres oprindelsessted.

Rubina Raja
Professor (MSO), Aarhus Universitet

Hvor der tidligere var fokus på at opbygge samlinger, som repræsenterede samlerens smag, er der i dag af forskellige grunde, herunder det store illegale antikvitetsmarked og museernes pressede økonomier, ikke fokus på udvidelse af de antikke samlinger. Der er i højere grad fokus på forskning, der har samlingerne eller dele heraf som omdrejningspunkt. Ny Carlsberg Glyptoteks nyligt åbnede udstilling ”Som forvandlet”, der omhandler polykromien i antik skulptur, er blot et eksempel på, hvorledes de kulturhistoriske museer i Danmark i disse år gør en indsats for at forny sig gennem en højnet forskningsindsats.

Forfalskningernes arkæologi
En ting er museernes allerede eksisterende samlinger, der ofte danner udgangspunkt for forskning. En anden ting er det marked, der til trods for internationale restriktioner er blomstrende. Med de politiske og militære uroligheder i Mellemøsten er der opstået et helt nyt marked for køb og salg af originale antikke objekter såvel som forfalskede genstande.

Et eksempel på en sådan forfalsket genstand er den her viste figurine (1). Den blev i sommer beslaglagt som en del af en større mængde forfalskede genstande, der var kommet over den syriske grænse til Jordan. Det lokale politi i Jerash, som ligger nord for Amman, foretog beslaglæggelsen i samarbejde med Department of Antiquities. Figurinen er interessant, idet den helt åbenlyst imiterer en velkendt Venus-skulptur, der med sin venstre hånd dækker for sine kønsdele. Materialet er dog gipsbelagt med en guldefterligning, og kombinationen er helt klart moderne. Derudover er det værd at bemærke, at der på skulpturens base er afbilledet en syvarmet lysestage centralt. Dette er en såkaldt menorah; et umiskendeligt jødisk symbol. Denne genstand er ikke den eneste forfalskning, der stammer fra Syrien, som bærer jødiske symboler. Utallige møntforfalskninger bærer ligeledes jødiske symboler som menorahen. Det er værd at bide mærke i, da det er en klar indikation for, at der er en bevidsthed i forfalskningsværkstederne i Syrien omkring værdien af genstande, der bevidner en jødisk tilstedeværelse i regionen i antikken. Alt det til trods for den moderne, politiske og religiøse modvilje mod den jødiske kultur og religion. I deres forsøg på at bevidne en forgangen jødisk tilstedeværelse opfinder disse falsknere genstande, der aldrig har fandtes – i al fald ikke i den kombination, som de fremstår på de forfalskede genstande.

Den jødiske kultur og religion var naturligvis tilstedeværende i regionen i antikken. Fra synagogen i Dura-Europos beliggende ved Eufrat-floden stammer nogle af de mest berømte vægfresker fra antikken. Disse fresker afbilleder blandt andet historier fra det gamle testamente samt templet i Jerusalem (2). I modsætning til det ellers herskende jødiske billedforbud er denne synagoge spækket med figurlige scener af mennesker og dyr, der jo ellers i vid udstrækning undgås afbilledet i den antikke jødiske kunst, som stammer fra regionen i og omkring Jerusalem, Judæa.

Forfalskernes forhåbninger er, at de vil nå det israelske antikvitetsmarked og blive solgt videre som originale jødiske objekter. Dette vil aldrig ske i realiteten, da kvaliteten af disse forfalskninger er så dårlig, at der ikke hersker tvivl om deres uægthed. Derfor vil ingen antikvitetshandler i Jerusalem lade sig narre af hverken kvaliteten eller de særprægede, men fantasifulde motiver.

Illegale udgravninger – eksemplet Palmyra
Udover den konstante og voksende forfalskningsproduktion bliver der foretaget illegale udgravninger i massevis. Eksempelvis er talrige arkæologiske lokaliteter i Syrien blevet ødelagt under den nuværende borgerkrig. Hertil tæller Citadellet i Aleppo, den antikke by Apamea, Dura Europos ved Eufrat floden, flere af de nordsyriske antikke landsbyer (de såkaldte Dead Cities) og ikke mindst den berømte ørkenby Palmyra beliggende i den syriske ørken mellem Eufrat-floden og Damaskus (3). Just før urolighederne i Syrien tog rigtig fat, bevilligede Carlsbergfondet et længerevarende forskningsprojekt, der ledes af undertegnede. Udgangspunktet for dette forskningsprojekt var Ny Carlsberg Glyptoteks enorme Palmyra-samling, som udgør den største samling af portrætter fra Palmyra uden for Syrien (4).  Forskningsprojektet sammenstiller de berømte gravportrætter, som Ny Carlsberg Glyptotek har over 120 eksemplarer af i deres samling. I alt anslås det, at der findes omkring 2000 af disse portrætter. I antikken fandtes der mange flere, og nogle af de største grave har indeholdt mere end 300 portrætter hver.

I forskningsprojektet har vi fået udviklet en speciel database, hvor alle portrætterne kompileres ned til mindste detalje hvad angår udseende, beklædning, smykker og andre attributter. Denne database vil ved projektets afslutning blive gjort offentlig tilgængelig, og det er allerede nu klart, at den vil blive en uvurderlig ressource ikke mindst pga. den eskalerende borgerkrig i Syrien. Situationen har ført til omfattende ødelæggelser i Palmyra og plyndringer af mange grave, underjordiske (hypogæer) såvel som gravtårne (5), hvor disse gravportrætter var opsat til minde for de døde. Gravene blev over årene til kæmpestore portrætgallerier, hvor både den nære og mere fjerne familie havde deres gravsteder. Til dels kunne ejeren af graven også sælge dele af graven til forretningsforbindelser, og man kunne ligeledes sløjfe grave, der ikke mere blev vedligeholdt. Der findes indskrifter, som fortæller os om disse juridiske transaktioner.

Med eskalationen af konflikten i Syrien er mange af disse gravportrætter nu at finde på det illegale, internationale antikvitetsmarked. Mindre end et år efter borgenkrigens begyndelse var det muligt igennem det kompilerede materiale i forskningsprojektet at fastslå, at der var sket en markant stigning i antallet af palmyrenske gravportrætter, der kom på det illegale såvel som det legale antikvitetsmarked. Dette blev i høj grad gjort under dække af, at disse portrætter eftersigende havde tilhørt ”ældre libanesiske privatsamlinger” og derfor måtte sælges legalt på det internationale marked. Denne stigning af palmyrenske originale gravportrætter på antikvitetsmarkedet har kunnet følges som en direkte effekt af forskningsprojektets indsamlede materiale, og jeg har skrevet andetsteds om denne tendens (Sfinx 2013).

Udover den store stigning i antallet af originale gravportrætter på markedet opstod der sideløbende en stor lokal forfalskningsproduktion af gravportrætterne (6). De palmyrenske portrætter har en helt særegen stil med en egenlogik, der i høj grad er skabt under indflydelse af meget bevidste valg truffet i det lokale samfund. Portrætterne er ikke at betegne som romerske provincial-portrætter, som de ofte er blevet kaldt i forskningen, hvilket vil sige portrætter, der følger romersk stil og mode. Derimod skal de ses som portrætter med en stærk lokal stil, der blev udviklet som følge af blandt andet forandringer i gravskikkene. Portrætterne, der oftest er halvbuster, hvor den øvre del af kroppen af den afbilledede person er fremstillet, svinger i kvalitet både pga. af den lokale kalksten, som portrætterne blev udhugget i, og pga. forskellige niveauer i håndværket. Den ofte lave, originale håndsværkskvalitet har muliggjort en hurtig stigning i produktionen af forfalskninger, som kommer på antikvitetsmarkedet og sågar bliver solgt med såkaldte ”authenticity certificates”. På linie med opfindelse af objekter med jødiske symboler bliver der i forhold til de palmyrenske portrætter ligeledes produceret forfalskninger, der ikke har set deres lige i antikken.

Arkæologien og nutiden
Den eskalerede konflikt i Syrien har ført til en massiv ødelæggelse af den syriske kulturarv. Palmyra Portræt Projektet har vist, at arkæologiske forskningsprojekter ikke kun kan bidrage til at dokumentere ødelæggelser, illegal eksport af den lokale kulturarv samt produktion af forfalskninger. Projektet kan også i et vist omfang bidrage til, at mange af disse genstande efter endt konflikt kan finde vej tilbage til deres oprindelsessted.

Sådanne projekter er derfor af vigtighed for samtiden. Palmyra Portræt Projektet blev muliggjort på baggrund af den store Palmyra-samling i Ny Carlsberg Glyptotek, der blev grundlagt af brygger Jacobsen selv. Palmyra-samlingen bevidner den lange danske tradition og interesse i den mellemøstlige kulturarv i den romerske periode. Lige nu har samlingen fået en endnu mere central placering, idet den er blevet det vigtigste vidnesbyrd for den palmyrenske kultur udenfor Palmyra selv, hvor resultatet af borgerkrigen er en massiv ødelæggelse af den lokale kulturarv.