Pind slækker krav om hurtigere studerende

BEVILLINGSSYSTEM: Uddannelsesminister Søren Pind (V) afviser, at udspillet til ny bevillingsstruktur vil presse studerende hurtigere igennem uddannelserne. Tværtimod lettes en del af presset for hurtige gennemførelsestider.

Mads Bang

De studerende skal ikke frygte, at de i fremtiden skal presses endnu hurtigere igennem studierne. Sådan lyder beskeden fra uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V).

Ministeren reagerer på det, han ser som en en fejllæsning af udspillet.

”Med det her udspil til bevillingsreform har vi reelt løsnet på kravene til fremdrift,” siger ministeren i en skriftlig kommentar til Altinget.

Han peger på, at med det nuværende system er 17 procent af universiteternes bevillinger afhængig af fremdrift i 2020. Med det nye udspil vil fem procent af universiteternes bevillinger være afhængig af fremdrift i 2020.

Fakta
Hurtig, blød overgang

Regeringens udspil til et nyt bevillingssystem for de videregående uddannelser skal træde i kraft fra 2019.

For at undgå for hurtige ændringer vil regeringen kompensere institutioner, der oplever fald i uddannelsestilskud på mere end en procent.

Kilde: Udannelses- og Forskningsministeriet

”De tiltag, der beskrives i udspillet, er ikke noget, der kommer oveni fremdriftsreformen,” konstaterer Søren Pind og tilføjer, at færdiggørelsesdelen af udspillet afløser den eksisterende færdliggørelsespulje.

”Der er altså mindre fokus på, at uddannelsesinstitutionerne skal få studerende hurtigt igennem, men til gengæld foreslår vi et øget jobfokus for uddannelsesinstitutionerne. De bedømmes nu på begge parametre i stedet,” siger Søren Pind.

Med det her udspil til bevillingsreform har vi reelt løsnet på kravene til fremdrift.

Søren Pind (V)
Uddannelses- og forskningsminister

Blandt andet var Enhedslisten og Danske Studerendes Fællesråd hurtige til at kritisere forslaget for at ville presse de studerende hurtigere igennem. Men det er ministeren altså uenig i. Overordnet er der tale om mindre økonomisk fokus på studietiderne, lyder det.

Fra 17 til 5 procent
Ministeren og ministeriet peger på, at det nye system faktisk vil nedtone fokus på gennemførelsestider. I grove træk udgør færdiggørelsesbonussen i 2020 17 procent af de samlede bevillinger. Med det nye system vil færdiggørelse udgøre omkring fem procent.

Sideløbende vil kravene i SU-aftalen fra 2013 om fremdrift stadig være gældende. Ifølge ministeriet ser det dog ikke ud til at kollidere med det nye bevillingssystem, fordi institutionerne vil nå det overordnede mål om at sænke studietiderne med 4,3 måneder i gennemsnit inden 2020.

0:000:00