Rektor: Risiko for dårligere kvalitet med nyt taxameter

Af Stefan Hermann
Rektor, Metropol

I årevis har det været en populær og træfsikker opfattelse, at taxametersystemet ansporede til ikke alene simpel produktionslogik, men også til at hælde så mange studerende som muligt gennem uddannelserne uden smålig skelen til kvalitet.

At systemet har haft sine begrænsninger er indiskutabelt. Ligeså klart er det, at systemet har udviklet sig og er knopskudt i allehånde retninger, siden den senere styrelseschef Berrit Hansen og andre i 1980erne nørklede de første modeller sammen. Og at der har været en indbygget tendens til uddannelsesvækst i systemet er vanskeligt at bestride, når det kobles med politiske ønsker om det samme.

Ikke desto mindre er taxametersystemet formentlig bedre end sit rygte. For det første er det ikke overbevisende påvist, at systemet skulle indebære, at undervisere og lærere sænker gærdehøjden og lader studerende slippe nemmere igennem. Det siges og det rygtes. Men at det skulle være tilfældet på institutioner, hvor der er stor autonomi og hyppig – nu og da villet - dekobling mellem de økonomisk ansvarlige ledelsesniveauer og så lærere, der næppe heller kan beskyldes for at forfølge institutionsøkonomiske interesser, er betvivleligt.

Frafaldet er i mange sammenhænge større end ønskeligt, og væksten i uddannelser og studerende synes på ingen måde skrævvredet til fordel for alene uddannelser med høje takster i forhold til den forventede udgiftssituation.

Ikke uden begrænsninger
Taxametersystemet er grundlæggende uhyre enkelt. Det er en anonym bevillingsmekanisme, der udmåler en stykpris pr. studerende, der er aktiv og som gennemfører en uddannelse. Og selvom mekanismen bruges i alle mulige sammenhænge (gennemførelsestaxametre, praktiktaxametre, bygningstaxametre, undervisningstaxametre etc.) er det ret enkelt. Det er forudsigeligt og transparent.

Det nuværende taxametersystem er enkelt og vidtforgrenet, men det kender om man så må sige sine grænser og holder sig til ren tællelighed og matematik udover skønnet i takstfastsættelserne.

Stefan Hermann
Rektor, Metropol

Dets kontekst var 1980-ernes decentralisering og selveje – institutionerne skulle i stigende grad selv styre deres økonomi og have friere tøjler til at realisere deres uddannelsers formål med ophæng i lovgivning, bekendtgørelser og cirkulærer og meget mere.

Det lykkedes faktisk meget af det, om end det er interessant, at temmelig mange institutionsledelser udmåler taxametrene direkte til de relevante uddannelsesbudgetter frem for at foretage den ledelsesmæssige vurdering, selvejet lægger op til.

Men taxametersystemet er naturligvis ikke uden begrænsninger. Det styrer aktiviteter rent på økonomi og dermed på gennemførsel, men er farveblindt på øvrige kvalitetsparametre. Hertil kommer at taksterne kan synes fastsat lige vel arbitrært historisk. Endelig er der mulige perverse effekter forbundet med det såsom fx overproduktion.

Det er gennemsigtigt både i sin uretfærdighed og retfærdighed kunne man sige. På den måde er det et rigtigt teknokratisk redskab, der holder nallerne fra at definere kvalitet – udover den rent gennemførselsmæssige. En slags antikvitet fra den moderne økonomistyrings ungdom.

En faustisk pagt
De senere års debat er fulde af påkaldelser fra ikke mindst uddannelsesfolk og andre med hjertet på det rette sted om at få et nyt system, der direkte kan styre kvalitet eller fremme særlige hensyn. Heraf kravene om at få et løfteevne-taxameter, et socialt taxameter (hvad vi nu har i beskedent omfang på ungdomsuddannelserne) eller et beskæftigelsestaxameter.

Uddannelsesministeren har netop varslet et nyt system med fokus på kvalitet, relevans og regional dækning. Det falder helt i tråd med nyere tilsynskoncepter, hvor ikke alene institutionens output eller ressourceforvaltning overvåges, men også de værdiskabende processer omkring undervisning og forskning.

Det svinger med institutionsakkreditering, der netop handler om at forordne og ensarte mange af de elementer i en uddannelsesinstitutions liv, der er afgørende for gode uddannelser, der er relevante og af høj kvalitet. Og det passer med Rigsrevisionens utallige mere og mere indholds- og kvalitetsdefinerende undersøgelser og beretninger.

Men det rejser mindst to spørgsmål, der er ganske enkle. For det første om systemet ikke bliver alt for komplekst, idet det indtil videre ikke har vist sig nemt at finde helt simple indikatorer for kvalitet og relevans, der kan oversættes transparent på en legitim, troværdig og praktisk holdbar måde i økonomistyringen. Det nuværende taxametersystem er enkelt og vidtforgrenet, men det kender, om man så må sige, sine grænser og holder sig til ren tællelighed og matematik udover skønnet i takstfastsættelserne.

Et nyt system kan nemt komme til at suspendere de prioriteter, der knytter sig til god ledelse, faglige standarder og samarbejde og som i øvrigt er rammebestemt gennem bekendtgørelser, censorberetninger, udviklingskontrakter etc.

Og endelig kan et nyt system risikere at fortrænge institutionernes og de faglige miljøers kvalitetsbestemmelser. Det er jo ordnet via økonomistyringen. Af samme grund kan det ligne en faustisk pagt, når kvalitetsglade figurer forbander, at den nuværende økonomistyring ikke er designet på kvalitet og faglig performance, og at nyt system skal netop det. Det centrale modspørgsmål må være: Jamen er det ikke det, som er rationalet for dygtige medarbejdere og ditto ledelse?