Debat

Affaldsforening: Affaldsafsløring tegner dystert billede for cirkulær økonomi

DEBAT: Skandalen om elektronikaffald viser, at rå markedskræfter ikke alene kan skabe velfungerende lukkede cirkulære kredsløb af ressourcer. Der er brug for styring og kontrol, skriver Jacob Simonsen, direktør i Dansk Affaldsforening.

Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jacob Simonsen,
Direktør i Dansk Affaldsforening.

Cirkulær Økonomi som løsningen på adgang til ressourcer i fremtiden diskuteres i øjeblikket. Det handler om, hvordan vi bedst kan skabe lukket kredsløb af ressourcer, så vi kan bruge de samme begrænsede ressourcer igen og igen. Diskussion er vigtig.

Vi hører igen og igen argumenterne fra industrien om, at affald er en ressource, og derfor vil markedet være bedst til at sikre genanvendelsen. Det er et konstrueret argument, som tydeligvis ingen bund har i virkeligheden. Det viser den skandale om producenternes håndtering af elektronikaffald, der har foldet sig ud på P1 i den seneste tid.

Elektronikaffald er guld værd
Elektronikaffald er den type affald, der indeholder størst værdier. Guld, sølv, andre ædelmetaller, sjældne grundstoffer og stort set hele det periodiske system findes i elektronikaffald. Elektronikaffald er således til forskel for meget andet affald penge værd. 

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

I dag er det producenterne, der skal sikre den miljømæssigt korrekte håndtering af elektronikaffald. Kommunerne har ingen rolle, ud over at vi stiller arealer på genbrugspladsen til rådighed, så borgerne kan aflevere deres brugte elektronik der. Det gør det nemt og enkelt både for borgerne og producenterne.

Til trods for at producenterne har det fulde ansvar og alle frihedsgrader, har P1 med tydelighed dokumenteret, at den måde, elektronikaffald håndteres på, er stærkt problematisk. Brodne kar i branchen kører affaldet til behandling i udlandet uden at indhente de tilladelser og godkendelser, de skal have.

Fremtiden bør derfor være et samarbejde mellem offentlige og private aktører, der kan sikre, at vi får fat i de begrænsede ressourcer, så de kan bruges igen og igen, og samtidig sikre, at vi ikke går på kompromis med miljø-, klima- og ressourceeffektivitet.

Jacob Simonsen
Direktør, Dansk Affaldsforening

Endvidere er det dokumenteret, at behandling selv i Danmark lader meget tilbage at ønske. Ulovligt oplag af affald, politianmeldelser, bøder med mere. Den behandling, affaldet, der kører uden om det godkendte system, får i udlandet, er der ingen indsigt i, og her kan vi frygte det værste.

Brodne kar styres af rå økonomi
Det ser ud til, at det, der driver de brodne kar ud i den uheldige negative spiral, er rå økonomi. Hvis en aktør kan holde omkostningerne nede, vil den gevinst, der kan scores på at trække de store klumper af værdifulde metaller ud, være så meget større.

Det er desværre omkostninger til at passe på miljø, arbejdsmiljø og klima, der ses stort på. Det er endvidere uheldigt, at den håndtering, der foregår i praksis, primært handler om at kværne/neddele affaldet og derefter sortere de værdifulde dele fra.

Lidt forenklet går man efter guldet, men lader sjældne grundstoffer og andre værdifulde dele af elektronikken glide forbi – idet gevinsten i at få det sorteret ud ikke er tilstrækkelig attraktiv i forhold til omkostningerne forbundet dermed. Dertil kommer, at alle de produkter og alle de komponenter, der rent faktisk fungerer og kunne bruges igen, får en tur igennem den store persillehakker.

Cirkulær økonomi kræver styring
Producentansvaret, som det er organiseret i dag, dur ikke og har spillet fallit. Producentansvaret skulle netop sikre, at produkterne kom tilbage til producenten og blev genbrugt eller genanvendt. De kollektive ordninger giver ikke den enkelte producent af elektronik incitament til at designe eller producere deres produkt på en måde, så det lettere kan skilles ad og genbruges, når det bliver til affald.

Producentansvar er udelukkende blevet en øvelse i at gå efter de tydeligste gevinster og ellers en øvelse i omkostningsminimering. Miljø, klima og udvikling af nye teknologier og metoder til udsortering af de begrænsede ressourcer er ikke i fokus.

Når markedet ikke kan sikre velfungerende lukkede kredsløb for det mest værdifulde affald, er vi fra Dansk Affaldsforenings side langt fra overbevist om, at det vil være klogt at overlade fremtidens genbrug, genanvendelse og cirkulære økonomi til virksomhederne og markedet alene.

Med andre ord viser sagen med elektronikaffald os, at producentansvar, markedet og private virksomheder desværre ikke kan levere de ønskede resultater. Vi skal ikke begå samme fejl to gange og liberalisere resten af genanvendelsen.

Cirkulær økonomi vil kræve styring og involvering af aktører som kommuner og affaldsselskaber, der arbejder efter den dobbelte bundlinje og dermed kan sikre miljø, klima og udvikling af nye behandlingsmetoder.

Fremtiden bør derfor være et samarbejde mellem offentlige og private aktører, der kan sikre, at vi får fat i de begrænsede ressourcer, så de kan bruges igen og igen, og samtidig sikre, at vi ikke går på kompromis med miljø-, klima- og ressourceeffektivitet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Hartvig Simonsen

Direktør, Amager Ressourcecenter, vicepræsident, Cewep, næstfordmand C4
cand.merc.jur. (CBS. 2003), master of coroporate communication (AAU 2010)

0:000:00