Debat

Dansk Erhverv: Reformer affaldssektoren

DEBAT: Det er på tide at bryde med det kommunale monopol på affaldshåndtering og lade virksomhederne komme med deres bedste bud, skriver Anders Rune Bjerrum fra Dansk Erhverv.

Foto: Colourbox
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anders Rune Bjerrum
Sekretariatschef i Genvindingsindustrien, Dansk Erhverv

Det er glædeligt, som man kan læse på Altinget 29. november, at Dansk Affaldsforening i højere grad vil inddrage private virksomheder i affaldshåndteringen. Det har vi i Genvindingsindustrien længe efterlyst. Vi vil gerne samarbejde med kommunerne. Men hvis samarbejdet skal skabe værdi for både kommuner, borgere og virksomheder, er vi nødt til at se på rammevilkårene. Vi er nødt til at have en helt klar rollefordeling mellem kommuner og de private virksomheder.

Mange kommuner gør det godt og har spillet en vigtig rolle i udviklingen af dansk affaldslovgivning. Derfor ønsker vi ikke, som Mads Jakobsen fra Dansk Affaldsforening skriver, at skubbe kommunerne ud af styrehuset.

Tværtimod mener vi, at kommunerne fortsat skal organisere affaldshåndterning gennem affaldsplaner og varetage myndighedsopgaver såsom at føre tilsyn og klassificere affaldet. Her har kommunerne en vigtig kerneopgave med stor betydning for virksomhederne – en opgave, som kommunerne bør prioritere endnu højere i fremtiden.

Fakta
Bland dig i debatten!
Skriv til [email protected]

Det kommunale monopol skal brydes
Men når det gælder håndteringen af affaldet, mener vi, at det er tid til at bryde det kommunale monopol og lade virksomhederne overtage stafetten. Ganske enkelt, fordi vi tror på, at markedet kan levere den fornødne innovation, der kan sikre en mere effektiv genanvendelse og samtidig skabe private arbejdspladser – til gavn for samfundet som helhed.

I den nuværende situation, hvor det sorterede erhvervsaffald er konkurrenceudsat, mens husholdningsaffaldet og det blandede erhvervsaffald er under kommunalt monopol, sætter vi os mellem to stole. Det er hverken hensigtsmæssigt eller effektivt – heller ikke for kommunerne selv. Derfor mener vi, at det er på tide, at vi får en samlet reform af området.

I den nuværende situation, hvor det sorterede erhvervsaffald er konkurrenceudsat, mens husholdningsaffaldet og det blandede erhvervsaffald er under kommunalt monopol, sætter vi os mellem to stole. Det er hverken hensigtsmæssigt eller effektivt – heller ikke for kommunerne selv

Anders Rune Bjerrum
Dansk Erhverv

Mads Jakobsen peger på Miljøstyrelsens affaldsstatistik 2014 som bevis på, at genanvendelsen falder, når kommunerne skrives ud af ligningen. Det er imidlertid en temmelig tendentiøs læsning af statistikken. Det er rigtigt, at der i servicesektoren skete et fald i genanvendelsen fra 2013 til 2014. Det er dog ikke udtryk for en generel tendens, men skyldtes derimod primært en nedgang i mængden af jern og metal (som har en høj genanvendelsesværdi), samtidig med, at en stigning i forbrændingen skyldtes en væsentlig stigning i restaffald fra en rørledningsrensning.

Kan der – mod forventning – konstateres en egentlig tendens til faldende genanvendelse de kommende år, skal vi naturligvis adressere det. Men i det samlede billede er der her tale om en lille krusning.

Mads Jakobsen nævner elsektoren som eksempel på fejlslagen effektivisering. Men spørger man elsektoren selv, vil man formentlig pege på, at ændringerne i regulering med mulighed for profit har givet stor tilskyndelse til effektivisering og skabt mulighed for betydelige omkostningsreduktioner. 

Det er ikke tilfældet på affaldsområdet, hvor vi har svært ved at se logikken i, at taksterne for affaldsforbrænding varierer fra 250 kr. til 900 kr. på de forskellige kommunale anlæg. Samtidig kan man måske skabe et incitament til at nedbringe den markante overkapacitet på anlæggene, som lige nu er på 500.000 tons årligt. Der er noget, som ikke stemmer. Derfor er det oplagt at se på Kommunernes dobbeltroller som regeludsteder, tilsynsmyndighed og ejer med økonomiske interesser i forbrændingssektoren.

Lad sektorerne gøre, hvad de er bedst til
Mads Jakobsen henviser desuden til Deloittes vurdering af, at affaldsreglerne endnu ikke har ført til udvikling af ny teknologi og løsninger. Men Deloitte fremhæver jo i samme åndedrag, at de private aktører vurderer, at der skal mere til end den nuværende regulering, og at den kommunale drift af behandlingsanlæg afholder dem fra investering. Det er jo netop problemet.

En af Deloittes hovedkonklusioner er i øvrigt, at markedet samlet set har løftet ansvaret for korrekt håndtering af affaldet under de nye regler, og at miljøkvaliteten er uændret eller svagt forbedret.

Derfor kan det undre, at kommunerne er så stejlt imod, at virksomhederne håndterer affaldet. Når vi opretholder det samme beskyttelsesniveau og dermed kvalitet og endda hæver barren, hvorfor så være imod en konkurrenceudsættelse?

Vi vil gerne samarbejde med kommunerne og opfordrer til, at vi fokuserer på best practice og videndeling – vi kan høste en masse gode erfaringer fra årtiers affaldsindsats i kommunerne. Men vi er nødt til at etablere en klar rollefordeling og lade den offentlige og private sektor gøre det, de hver især er bedst til.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00