Debat: Hvordan sikres energibranchen fremtidig eksportsucces?

PANEL: Altinget har sammensat et nyt panel, der frem til efterårsferien skal diskutere, hvordan en faldende dansk energieksport vendes til nye eventyr.

Foto: Colourbox
Minna Møbjerg Stevnhoved

I slutningen af april kunne en opgørelse foretaget af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, DI Energi og Dansk Energi fortælle, at dansk energiteknologis eksporteventyr har lidt et knæk.

For første gang siden finanskrisen faldt eksporten af vindmøller, renseanlæg, affaldsovne med videre i 2015.

Faldet udgjorde 3,9 procent sammenlignet med året før, og ministeren reagerede med planer for en ny strategi på området.

I mellemtiden har Lilleholt afholdt dialogmøder, og flere rapporter har uddybet udfordringerne. Ministeren selv afviser, at faldet skyldes regeringens grønne realisme, mens de bebudede besparelser på området af kritikere netop fremhæves som den primære synder.

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit indlæg til [email protected].

De næste måneder vil nedenstående panel diskutere netop disse forhold med afsæt i spørgsmålet: Hvordan forklares faldet i dansk energieksport, og hvilke tiltag er nødvendige for at vende udviklingen?

I panelet deltager blandt andre:

Lars Chr. Lilleholt (V), energi-, forsynings- og klimaminister
Lilleholt har nu siddet et år som minister og var forinden Venstres ordfører på energi- og klimaområdet fra 2005-2015. Før han blev valgt til Folketinget, var Lilleholt informationschef for Danske Fjernvarmeværkers Forening fra 1998-2001. Oprindeligt er Lars Chr. Lilleholt uddannet journalist.

Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi
Troels Ranis er uddannet cand.scient.adm. og branchedirekør i Dansk Industri. Forinden har Troels Ranis indtaget nøglepositioner hos blandt andre PricewaterhouseCoopers, Dansk Energi, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling samt Ministeriet for Handel og Investering.

Jørn Jespersen, direktør i Dansk Miljøteknologi
Jørn Jespersen har tidligere siddet i Folketinget for SF, men er i dag direktør for Dansk Miljøteknologi. Under den seneste VK-regering var han formand for dennes Akvakulturudvalg, og under SR blev han formand for Natur- og Landbrugskommissionen.

Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme
Han tiltrådte som direktør for Dansk Fjernvarme i 2011 og sad forinden seks år i Folketinget for Socialdemokraterne. Oprindeligt er Kim Mortensen uddannet elektriker, men har desuden tilbragt en årrække i undervisningsverdenen hos AOF og Esbjerg Højskole.

Carl Emil Larsen, direktør i Danva
Carl Emil Larsen har siddet for bordenden i Danva de sidste 11 år. Samtidig betrider han en række poster som blandt andet formand for Vandsektorens Teknologiudviklingsfond og Danmarks repræsentant i IWA (International Water Association. Oprindeligt er Carl Emil Larsen uddannet cand.scient i geofysik.

Jens Joel (S), klima- og energiordfører
Jens Joel har været formand for Socialdemokratiets energi- og miljøudvalg fra 2008 til 2011 og medlem af Folketinget siden 2011. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00