EU-parlamentarikere skærper sværdene før afgørende slag om roaming

DATA: Europa-Parlamentet står milevidt fra EU-landene i kommende forhandlinger om roaming. Parlamentarikernes chefforhandler ryster dog ikke på hånden. Hun kræver et opgør med den "gammeldags" tænkning i Europas teleindustri.

Europa-Parlamentet har fundet fælles fodslag om en trappestige-model for engros-priser på roaming, der i 2017 starter på 4 euro per gigabyte og i 2020 vil ende 1 euro per gigabyte.
Europa-Parlamentet har fundet fælles fodslag om en trappestige-model for engros-priser på roaming, der i 2017 starter på 4 euro per gigabyte og i 2020 vil ende 1 euro per gigabyte.Foto: Frederick Florin/Scanpix
Frederik Tillitz

BRUXELLES: Europa-Parlamentet har med et bredt mandat vedtaget sin forhandlingsposition forud for de afgørende forhandlinger med EU's medlemslande om fri roaming i Europa.

Forhandlinger, der skal ende med at sikre, at alle EU-borgere uden ekstra gebyrer kan bruge internettet på mobiltelefonen, når de rejser rundt i Europa.

”Vi går til forhandlingerne med et stærkt mandat og ønsker, at fri roaming skal være tilgængeligt for alle europæere,” siger Miapetra Kumpula-Natri, der er Europa-Parlamentets chefforhandler på sagen.

Hun skal i de kommende uger og måneder lægger arm med EU-landenes ministre om lofter over de såkaldte engrospriser for dataforbrug i udlandet.

Rådet går i den modsatte retning og ned ad en meget gammeldags vej

Miapetra Kumpula-Natri
Chefforhandler for Europa-Parlamentet under roamingforhandlingerne med EU-landene

Når danske kunder bruger deres mobilabonnement i udlandet, skal den danske udbyder betale den såkaldte engrospris for at bruge det udenlandske netværk. Lofterne er den makspris, som eksempelvis CBB kan blive opkrævet af en italiensk udbyder, hvis en dansk kunde er på ferie i landet.

Derfor er engros-lofterne afgørende for, hvor dyrt fri roaming bliver for teleselskaberne. 

Finske Miapetra Kumpula-Natri skal lede forhandlingerne med EU-landene på vegne af Europa-Parlamentet. 
Finske Miapetra Kumpula-Natri skal lede forhandlingerne med EU-landene på vegne af Europa-Parlamentet.  Foto: European Union 2016

Da Danmark, de andre nordiske lande samt Baltikum har meget lavere priser på mobildata sammenlignet med priserne i Syd- og Østeuropa, risikerer det at blive dyrt for den danske udbyder, når forbrugerne bruger deres data i udlandet.

Og det kan i sidste ende betyde højere priser for danske mobilkunder, advarer teleindustrien. 

Den danske regering arbejder for, at lofterne for engros-priserne bliver sat lavt, men Danmark og dets allianceparter har ikke kunnet få trumfet deres holdning igennem blandt de andre EU-lande. Derfor håber forsyningsminister Lars Chr. Lilleholt (V), at Europa-Parlamentet kan trække loftet ned i de kommende forhandlinger.

Vil sikre forbrugerne
Europa-Parlamentet har fundet fælles fodslag om engrospris-lofter, der ligger langt lavere end dem, som EU-landene ønsker. De foreslår en trappestige-model, der i 2017 starter på fire euro per gigabyte og i 2020 vil ende en euro per gigabyte.

Dermed ligger Europa-Parlamentets ændringsforslag milevidt fra både EU-Kommissionen og EU's medlemslande. De har henholdsvis foreslået en fast engros-pris på 8,5 euro per megabyte og en trappestige-model, der begynder på ti og ender på fem euro per gigabyte i 2021.

Læs også: Dansk roaming-kurs møder modvind i EU

”Hvis loftet bliver sat for højt, vil det betyde, at billige og små udbydere ikke kan levere gratis roaming. Derfor bliver vi nødt til at sætte loftet så lavt, at vi får de bedste betingelser på det europæiske marked,” siger Miapetra Kumpula-Natri.

På vej mod gigabyte-samfundet
Blandt medlemslandene møder de lave lofter dog modstand fra lande i Syd- og Østeuropa. I disse lande sidder store, tidligere statsejede teleudbydere tungt på markedet, hvilket ikke har formået at presse priserne på datapakker ned.

Miapetra Kumpula-Natri fortæller, at hun i alle EU's medlemslande har haft samtaler med mindre teleselskaber, der venter på, at konkurrencen bliver mere fri.

”Jeg vil have alle lande i Europa til at være gigabyte-samfund og få et opgør med de markeder, der ikke er konkurrencedygtige,” siger hun.

Derfor mener hun heller ikke, at klagesangen om, at der slet ikke er efterspørgsel efter fri data i Syd- og Østeuropa er et validt argument, da lave priser på data automatisk vil medføre et højere dataforbrug.

”Hvad kommer først? Hønen eller ægget? Jeg er overbevist om, at lave priser vil få europæerne til at bruge endnu mere data. Og det skal vi skabe muligheden for,” siger chefforhandleren.

Vi er den stærke part
I Europa-Parlamentets Udvalg for Industri, Forskning og Energi (ITRE) blev parlamentarikernes holdning stemt igennem af 53 af udvalget medlemmer. Kun fem var imod.

Ifølge Miapetra Kumpula-Natri giver det hende et stærkt mandat i de kommende forhandlinger med EU-landene.

”Nu skal vi forhandle, og jeg ved, at jeg har bred opbakning, hvorimod Rådet (medlemslandene red.) er meget splittede. Vi er den stærkeste part her,” siger hun.

I chefforhandlerens eget udspil begyndte trappestige-modellen på fem euro. At udgangspunktet er endt på fire euro er ifølge Miapetra Kumpula-Natri et udtryk for Europa-Parlamentets høje ambitioner, der står i kontrast til medlemslandenes.

”Rådet går i den modsatte retning og ned ad en meget gammeldags vej,” siger hun.

Sikker på aftale
Fredag den 2. december ventes medlemslandene at blive enige om det kompromis, som det slovakiske EU-formandsskab har lagt frem. Derefter begynder forhandlingerne mellem Europa-Parlamentet og medlemslandene. De skal ifølge Kommissionens mål ende ud i en aftale senest i februar 2017.

Og på trods af at parterne står langt fra hinanden, ser Miapetra Kumpula-Natri det dog ikke som sandsynligt, at en aftale vil falde til jorden. 

”Jeg vil arbejde for en aftale, der ligger klar til februar. Kommissionen har understreget, at det er vigtigt, at forslaget vil blive ført igennem i tide,” siger hun.

Er du sikker på, at aftalen vil føre til lavere engro-priser, end hvad EU-landene har foreslået? 

”Ja, det er jeg sikker på. Vi i Europa-Parlamentet har også noget at skulle have sagt i denne her diskussion,” siger Miapetra Kumpula-Natri.

Ifølge EU-Kommissionens plan skal fri roaming i hele EU gælde fra juni 2017.

Dokumentation

EU-institutionernes tre forslag:

Europa-Parlamentets forslag:
2017: 4 euro/gigabyte
2018: 3 euro/gigabyte
2019: 2 euro/gigabyte
2020: 1 euro/gigabyte

Det slovakiske kompromis blandt EU-landene:
2017: 10 euro/gigabyte
2018: 8,5 euro/gigabyte
2019: 7 euro/gigabyte
2020: 6 euro/gigabyte
2021: 5 euro/gigabyte

EU-Kommisionens oprindelige forslag:
En gennemsnitlig pris på 8,5 euro/gigabyte fra 2017 til 2021.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00