Forsker: Politik – ikke Finansministeriets regnedrenge – sætter kursen i Danmark

Jo vist, Finansministeriet – eller ”Finansen”, som det i daglig tale hedder på slotsholmsk – har uomtvisteligt meget magt.

Overholdes statens budgetter, og hænger de sammen? Og hvad tæller de magtfulde regnedrenge overhovedet med på plus- og minus-siden i regnearkene? Den slags magt. Det man kan kalde budgetmagt.

Men som politisk epicenter og drivkraft for ny politik?

Der spiller det danske Finansministerium en beskeden rolle. Især hvis man sammenligner med andre lande, for eksempel med broderlandet Norge.

Økonomer har uomtvisteligt spillet en rolle i de danske diskussioner, men det har nok mere været som uafhængige eksperter end som bureaukratiske insiders.

Johan Christensen
Samfundsforsker, Leiden Universitetet

Det fortæller den norske forsker Johan Christensen fra Leiden Universitetet i Holland, der netop har skrevet bogen ”The Power of Economists Within the State”.

Skattestop er ren politik
I bogen undersøger han, hvor stor magt Finansministeriets økonomer har på de økonomiske reformer i en række lande. Og Danmark er i bogen karakteriseret ved, at økonomerne i Finansministeriet har spillet en relativ svag rolle.

”Danmark har mange forhold, som strider mod, hvad økonomer lærer på universitet: Skatten på arbejde er meget høj, skattesystemet er indviklet og afspejler i hvert fald ikke tankegangen hos neoklassiske økonomer. I Danmark har man faktisk været mindre ærbødige over for økonomer end i mange andre lande,” siger Johan Christensen.

Han henviser til, at socialdemokratiske tanker om lighed præger hele det danske skattesystem meget mere end effektivitet og klassisk økonom-markedstænkning. Og Anders Fogh Rasmussens (V) ”skattestop” har frustreret en hel generation af rationelle økonomer i Finansministeriet.

”Anders Foghs skattestop var ren politik. Det var ikke begrundet med økonomiske analyser eller opbakning i Finansministeriet,” siger Johan Christensen.

Økonomer er spredt ud
I sin bog beskriver Christensen, hvordan økonomer langtfra har spillet en altdominerende rolle i det danske Finansministerium. Inden Anden Verdenskrig bestod ministeriet stort set kun af jurister, og da økonomerne senere blev flere, fulgte der hurtigt embedsmænd med, som udklækkede fra det nye statskundskabsstudie.

Den nuværende departementschef i Finansministeriet, Martin Præstegaard, er statskundskaber. Det var hans forgænger, David Hellemann, også. Og det var Anders Eldrup også, som var departementschef fra 1991-2001.

”Det ville være utænkeligt i Norge og i mange andre lande, at den øverste chef i Finansministeriet ikke var økonom,” siger Johan Christensen.

Mens den økonomiske muskelkraft i regeringer i andre lande er meget mere samlet i Finansministeriet, er den igennem historien blevet spredt ud fra Finansministeriet i Danmark, fortæller Christensen:

I et Økonomiministerium i 1957 og et Skatteministerium i 1975. Og det, man kan kalde analyse- og idéudviklings-delen, sidder i høj grad i De Økonomiske Råd, hos de såkaldte vismænd. Eller i kommissioner med armslængde til Finansministeriet.

Er reformen fuldt finansieret?
Som Skattekommissionen, der leverede indspark til VK-regeringens skatteform i 2009.

”Finansministeriet stod helt på sidelinjen i arbejdet med skattereformen i 2009. Reformen er politisk et skridt mod mere markedslogik, men det var ikke drevet af embedsmændene. Finansministeriets bekymring rakte til, om den var fuldt finansieret,” siger Johan Christensen.

Det kunne indvendes, at når politiske argumenter fylder så meget i Danmark – hvor bekymringer om ulighed nærmest per definition trumfer økonomiske analyser af topskattegrænser – skyldes det en stærk socialdemokratisk velfærdskultur.

Politiske valg fremfor økonomiske love
Men den køber Johan Christensen kun et stykke af vejen. For i Norge og Sverige har man et andet mere økonomisk-rationelt forhold til den slags debatter, og her har socialdemokraterne stået endnu stærkere end i Danmark.

”Socialdemokratiet i Danmark har historisk været vigtig, men har altid regeret i mindretalsregeringer, og har aldrig haft monopol på magten i lange perioder, som i Norge og i Sverige,” fortæller Christensen.

Det har ifølge ham medført, at der i Danmark har været mere kamp om de økonomiske ideer – de danske socialdemokrater har simpelthen været nødt til at lytte til flere sider hele tiden. I Oslo og Stokholm har man i stedet haft en meget dominerende ’økonomisk skole’, der har præget Finansministeriet og influeret tænkningen hos socialdemokraterne.

”I Norge er socialdemokraterne mere teknokratiske og rationelle i tilgangen til økonomisk politik. I Danmark insisterer man i højere grad på, at der er tale om politiske valg – at der for eksempel ingen forhindringer er i at bruge skatteinstrumentet til at nå et politisk mål om lighed. Danmark har været kendetegnet af, at økonomerne ikke har været centreret i et magtfuldt Finansministerium, men er spredt mere. Flere aktører har derfor haft et ’say’ i den økonomiske politik”.

Uafhængige eksperter eller insiders? 
Men hvad så nu oven på finanskrisen, er det ved at ændre sig?

Skattereformen i 2012, selskabs-skattelettelser og øget fokus på produktivitet og konkurrenceevne lugter da af indflydelse fra regnedrengene i Finansministeriet?

Det kan man umiddelbart ikke bare konkludere, vurderer Johan Christensen.

Han peger på, at der længe – og fra mange sider – har været et pres på de høje danske skatter og manglende økonomisk incitament til at arbejde.

”En krise åbner muligheder for nogle reformer. Og økonomer har uomtvisteligt spillet en rolle i de danske diskussioner, men det har nok mere været som uafhængige eksperter end som bureaukratiske insiders,” siger Johan Christensen.