Hegelund og Mose: Eks-chefer vil lappe Slotsholmens revner

MANDAGSTRÆNEREN: Diskussionen om ”den danske model” udi ministeriel ledelse vil ikke dø. To forhenværende departementschefer går langt længere end Bo Smith-udvalget og foreslår tunge politiske stabe indført under ministeren, skriver Hegelund og Mose. 

I en ny bog diskuterer to tidligere departementschefer, om Dong-sagen havde udviklet sig anderledes, hvis Corydon havde haft flere politiske rådgivere. 
I en ny bog diskuterer to tidligere departementschefer, om Dong-sagen havde udviklet sig anderledes, hvis Corydon havde haft flere politiske rådgivere. Foto: Sophia Juliane Lydolph / Scanpix
Susanne HegelundPeter Mose

Bedst som embedsmændenes fagforening, Djøf, måske troede, at man med Bo Smith-udvalgets systemet-er-godt-nok-rapport havde sikret sig nogenlunde arbejdsro, udkommer en usædvanlig konstruktiv-kritisk bog skrevet af to markante embedsmandsskikkelser. De foreslår grundlæggende ændringer i ministerbetjeningen i ”Hvem har ansvaret? Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem”.

Jørgen Rosted og Peter Loft – begge tidligere departementschefer – tvivler stærkt på, at det er muligt både at være ministerens vigtigste politiske rådgiver og garant for, at alt, hvad der foregår i ministeriet, går rigtigt for sig. Dermed erklærer de sig uenige med formentlig de fleste nuværende departementschefer, der erkender, at politikerrådgivningen sluger mængder af tid, men også frejdigt fastholder, at der er stunder til at tage sig af ministeriets drift og hånd om, at det faglige er i orden. 

Bo Smith-udvalg borede ikke nok
Gennem årene har en del eks-ministre skrevet erindringsbøger, til tider med anekdoter om embedsværket, mens ”Mørkelygten” forsøgte at kortlægge Slotsholmens mere uheldige sider. I 2009 udkom antologien ”På Ministerens vegne” om centraladministrationen i sidste halvdel af det 20. århundrede med bidrag fra en række tidligere topembedsfolk.  

Men det er næppe set før, at to topembedsmænd, der selv har siddet for bordenden i nyere tid, kaster sig så kritisk over tangenterne og endda gør det med aktuelle problem-eksempler fra både Helle Thorning-Schmidts og Lars Løkke Rasmussens regeringer, som det sker hos Rosted og Loft.

Skribent-duoen blev en sommermorgen foran Brugsen i ”Det Politiske Skagen” på Nordbornholm enige om at formulere et mere vidtgående alternativ til Djøf-udvalgets systembevarende anbefalinger. Striben af skandalesager er lang, og kernen i flere af dem er, at embedsmænd i misforstået loyalitet over for deres minister har gjort ting, der senere bragte såvel minister som dem selv i problemer. I andre afgørende situationer har embedsmændene ikke været politisk skarpe og hurtige nok til at hjælpe regeringen på ret køl.  Et dobbelt-problem, som Bo Smith-udvalget ikke fandt nye løsninger på.

De to forfattere mener, at udvalget burde have afdækket langt dybere, om ”den danske model” udi ministeriel ledelse fortsat er den rette. De peger selv på to hovedgreb: En mulighed er, at også departementschefen bliver politisk udpeget – en topfigur, der kommer og går med ministeren. Den model findes i udlandet, men – konkluderer forfatterne selv – er næppe gennemførlig herhjemme. Derimod argumenterer de for en anden systemændring: Ministrene skal have et erfaringstungt lag af politiske rådgivere ind omkring sig – langt mere fyldige og kapable end de nuværende 1-2 spindoktorer.

Forfatternes navneleg
Hvilke rådgivningstyper kunne slå ring om en minister, hvis Danmark havde en sådan ordning? Det kunne i sin tid have været en ung Mogens Lykketoft eller andre stabs-socialdemokrater af Carsten Koch og Bjarne Corydons kaliber. Eller et venstre-rådgiverhold med Claus Hjort Frederiksen, Lykke Friis og Jørn Neergaard Larsen. De blev som bekendt – uden at være medlemmer af Folketinget – selv hentet direkte ind på ministerposter. En mellemstation kunne være at blive rekrutteret til en slagkraftig stab tæt på ministeren.

Kunne Loft og Rosted selv have påtaget sig sådanne politiske jobs i deres yngre år? Måske – men det ville have krævet, at de partipolitisk havde markeret side, hvilket den klassiske embedsmand – bortset måske fra tidligere departementschef Ole Zacchi – netop ikke gør. Det dilemma kan hurtigt gøre navnerækken til stabene beskedne og slappe; så mange Lykketoft-talenter er der heller ikke på en årgang. 

Det er ikke første gang, Jørgen Rosted ventilerer kætterske tanker. Men det er nyt, at Peter Loft offentligt anbefaler stabe, der udfordrer departementschefens førsteelskerrolle. Dermed lægger Loft sig på linje med andre eks-topchefer, når de har smidt Djøf-slipset: Hvis man ikke længere er bundet af toplagets musketer-ed, ser man ofte mere kritisk på det nuværende system.

Kontrafaktisk tankeeksperiment
Tandemparret er givetvis blevet advaret af mere forsigtige kolleger fra de øverste djøf-cirkler, men forfatterne trodser al sædvanlig embedsmandstilbageholdenhed og vurderer, at hvis Helle Thorning-Schmidt havde indført ordningen, havde ministerholdene klaret sig bedre.  

I vores bog ”Håndbog for Statsministre” gjorde en dengang spritny partiformand sig til talskvinde for, at Slotsholmen efter britisk forbillede skulle omkalfatres. Ikke mindst Statsministeriet skulle styrkes på rådgiversiden. Men som bekendt undlod Thorning at udfordre Slotsholmen, da hun fik chancen.

Nu stikker Rosted og Loft direkte i politiske sår, der knap er lægt hos Socialdemokraterne i almindelighed og SF i særdeleshed: De hudfletter en stribe uheldige politiske forløb – tabersagerne med dagpengereformen, DONG-salget og betalingsringen – som politiske stabe angiveligt kunne have håndteret langt bedre.

En af teserne er, at sådanne stabe på helt anderledes effektiv vis end de politisk neutrale embedsmænd kan lægge tryk på hele Slotsholmen, ikke mindst i sager, der kræver samarbejde mellem flere ministerier.  Verner Sand Kirk – direktør for Arbejdsløshedskassernes Samvirke – ville angiveligt som tung rådgiver for daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen have gjort en forskel i en regering, der tøvede for længe i dagpengesagen. Kirk var blandt de første til at advare om, at langt flere end antaget ville falde ud af dagpengesystemet.

Corydon for sent ind?
Samme pointe gælder DONG-salget, der blev en politisk belastning, især for Bjarne Corydon: Hvornår finansministeren blev orienteret om, at den internationale investor var Goldman Sachs, ved forfatterne ikke, men ”sandsynligheden” taler for, at det først skete på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen vej tilbage. Havde Corydon haft et hold af erfarne rådgivere, havde det været naturligt at få dem til tidligt at overvåge sagen, der formentlig længe blev kørt på afdelingschefsniveau. Kontrafaktisk ser forfatterne for sig, at en eks-topboss fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond eller fra en pensionskasse kunne have sikret, at sagen fik et politisk mere musikalsk udfald.

Et tredje eksempel er betalingsringen, SF's hjertebarn, da venstrefløjspartiet regeringsdebuterede. Der var brug for et nyt og mere gennemarbejdet forslag end det, der forelå, og som var alt for nemt at skyde ned af Dansk Byggeri og en række socialdemokratiske omegnsborgmestre. Det blev aldrig udarbejdet, måske fordi den flok departementschefer, der rådgiv ministrene, ikke mente, at det var deres opgave at være så udfarende. Her kunne en tung direktør for en interesseorganisation eller ngo med dyb indsigt i trafikforhold have været SF til stor hjælp, mener forfatterne.

Bogen er oppe mod stærke kræfter, der ønsker at bevare det bestående system; statsminister Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen i Finansministeriet har sågar ikke udnyttet deres egne spindoktor-kvoter endnu. Så hvor skal lydhørheden over for forfatternes ideer komme fra – udover andre eks-topembedsmænd?

På øverste hylde har Mette Frederiksen – baseret på egne erfaringer fra Beskæftigelsesministeriet – ikke været afvisende over for en omkalfatring af systemet. Også Søren Gade (V) har klart tilkendegivet, at det nuværende system har spillet fallit, mens Dan Jørgensen (S) – inden for den nuværende model – forsøgte sig med noget tilsvarende som fødevareminister

Der er sikkert også thumbs up fra debat-juniorduoen Peter Hummelgaard Thomsen (S) og Jakob Engel-Schmidt (V), der ikke bare er et par af morgendagens mulige toppolitikere, men måske også kandidater til sekretariaterne i Rosted/Loft-modellen. Mon ikke netop sådanne insiderjobs som agile politiske hjælpere ville vise sig at være mere tilfredsstillende end at sidde som backbenchere i topstyrede folketingsgrupper?

Rådgiver-og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bjarne Corydon

Adm. direktør, chefredaktør, Dagbladet Børsen, fhv. finansminister og MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2000)

Jørgen Rosted

Rådgiver, fhv. departementschef, Erhvervsministeriet, fhv. udviklingsdirektør, FORA
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

Peter Loft

Advokat, fhv. departementschef, Skatteministeriet, fhv. folketingskandidat (LA)
cand.jur. (Københavns Uni. 1980)

0:000:00