Ny økonomiaftale: Kommuner får flere penge til velfærd og byggeri

AFTALE: Regeringen og KL har indgået en aftale om næste års kommuneøkonomi. For første gang i flere år med et reelt løft til både velfærden og anlægsinvesteringerne.

Foto: Martin Sylvest/Scanpix
Kim Rosenkilde

Der bliver rum til både skattelettelser og en smule højere velfærd i kommunerne i 2018.

Det er bundlinjen for den kommuneaftale, som regeringen og KL torsdag indgik efter at have forhandlet ud til de tidlige morgentimer.

Aftalen indebærer, at kommunerne får hævet den økonomiske ramme til velfærd og service med 300 millioner kroner næste år.

Hertil kommer, at kommunerne får 17 milliarder kroner til at bygge og renovere. Det er en mindre stigning i forhold til niveauet i indeværende år.

”Det er efter vores opfattelse en ansvarlig ramme i forhold til det behov, der er, holdt op med den situation dansk økonomi er i i øjeblikket,” siger finansminister Kristian Jensen (V).

Kommuner betaler selv
Mens KL gik ind til forhandlinger med et ønske om at kunne få lov til at bygge for 19 milliarder kroner, var regeringens udgangspunkt 15 milliarder kroner.

Tilsvarende mente KL, at kommunerne skulle have mindst 1,3 milliarder kroner ekstra til service alene for at kompensere for de stigende udgifter, som følger af befolkningsudviklingen med stadig flere ældre.

”Vi har ikke fået alt, hvad vi ønskede os, men vi er landet på et niveau, vi kan leve med,” siger Martin Damm.

Ifølge aftaleteksten prioriteres der med aftalen 800 millioner kroner til den borgernære velfærd, særligt ældreområdet. Heraf kommer 500 millioner kroner dog fra kommunernes egen økonomi.

De penge skal frigøres gennem en række effektiviseringstiltag, som blandt andet handler om styrket samarbejde om fællesoffentlige indkøb og tværkommunale samarbejder omkring bogholderi og løn.

”Vi er enige om en lang række tiltag og om afbureaukratisering og regelforenkling. Men vi er også enige om at arbejde videre om fælles løsninger, som en række kommuner allerede gør,” siger innovationsminister Sophie Løhde (V).

Udsigt til kommunalvalg
Herudover indeholder aftalen også en pulje, som skal hjælpe skattelettelser for samlet 250 millioner kroner på vej.

”Vi tager penge fra det statslige råderum og bruger til at understøtte, at kommunerne kan sætte skatten ned. Og de kan få en kompensation, hvis de vælger at sætte skatten ned nu,” siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA).

Og oven i alt det andet får kommunerne igen næste år det særlige finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner udbetalt.

Hos regeringen afviser man imidlertid enhver snak om, at udsigten til efterårets kommunalvalg har gjort, at man har været ekstra flinke ved kommunerne.

”Nej. Den her aftale er et spørgsmål om, at vi anerkender, at der er et behov for at løfte velfærdsydelsen,” siger Kristian Jensen.  

 

Læs hele aftalen her

Dokumentation

Hovedelementerne i den nye aftale

- Med det kommunale moderniserings- og effektiviseringsprogram frigøres 1 mia. kr. i 2018. Midlerne målrettes bl.a. ældreområdet til at understøtte kommunernes arbejde med at yde værdig pleje og omsorg for ældre borgere.

- De kommunale serviceudgifter løftes derudover med 0,3 mia. kr. til borgernær velfærd. De kommunale serviceudgifter udgør i alt 246,0 mia. kr. i 2018.

- Kommunerne kan samlet set sænke skatten med 250 mio. kr. i 2018.

- Kommunernes anlægsniveau udgør 17,0 mia. kr. i 2018.

- Ekstraordinært finansieringstilskud på 3,5 mia. kr., hvoraf 2 mia. kr. fordeles på baggrund af kommunernes grundlæggende økonomiske vilkår.

- Særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner forhøjes til 350 mio. kr. i 2018. Derudover er der afsat en lånepulje på 500 mio. kr. til styrkelse af likviditeten i vanskeligt stillede kommuner.

- En markant forenkling af lov om aktiv beskæftigelse med henblik på mere frihed til lokale og effektive løsninger på beskæftigelsesområdet.

- Forenklinger og forbedringer af kommunernes og grundejernes muligheder for at sikre kystbeskyttelse og klimatilpasning.

- Der indføres en udfordringsret, hvor kommunale medarbejdere og private leverandører kan udfordre de statslige og lokale regler.

- Kulegravning af dokumentation og styring på ældre- og dagtilbudsområdet, så der sikres mere tid med borgerne.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

Martin Damm

Borgmester (V), Kalundborg Kommune, formand, KL
mpm (SDU 2005), civiløkonom (Handelshøjskolen, Slagelse 1994), seniorsergent (Frederikshavn 1989), elektronikmekaniker (Holmen Kbh. 1985)

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Radiovært, 24syv, fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA)
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2003)

0:000:00