Regeringen vil droppe kystnære vindmøller

PSO: Regeringen vil spare ti milliarder kroner på blandt andet vindmøller. Selvom en fuld finansieringsplan mangler, skal en løsning findes, uanset om energiforligskredsen vil være med eller ej, siger ministre.

Foto: Martin Sylvest/Scanpix
Lasse Lange

Regeringen vil spare 10 milliarder kroner på vindmøller, omstilling til biogas og energibesparelser.

Det fortalte energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) ved et pressemøde fredag.

Med de forskellige initiativer har regeringen anvist finansiering for godt og vel en syvendedel af den planlagte afskaffelse af PSO-afgiften, der de kommende ti år står til at indbringe 70 milliarder kroner.

“Vores PSO-afgifter udgør en stor udfordring for vores virksomheder og er med til at sende mange arbejdspladser ud af landet. Det er en afgift, der på alle måder er konkurrenceforvridende,” sagde erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen på pressemødet.

Vi kommer ikke med en endelig, færdig model i dag.

Troels Lund Poulsen (V)
Erhvervs- og vækstminister

LÆS OGSÅ: Sådan vil regeringen sænke elregningen

Regeringen afviser indtil videre at fortælle, hvordan de sidste 60 milliarder skal skaffes, ud over at de skal findes “på finansloven” og efter forhandling med Folketingets øvrige partier.

“Vi kommer ikke med en endelig, færdig model i dag,” sagde Troels Lund Poulsen på pressemødet.

Regeringen har dog indikeret, at pengene kan skaffes over indkomstskatten, ligesom energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt kalder Konservatives ide om at se på den grønne check for interessant.

Vil helst have en bred aftale
PSO-afgiften i sin nuværende er i strid med EU-retten og pålægges i dag borgere og virksomheders elregninger. Afskaffelsen af den skal skabe vækst ved at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne. Når PSO-afskaffelsen er fuldt indfaset i 2021, vil de danske elpriser være blandt EU's laveste, oplyser regeringen.

Helt præcist foreslås det, at de planlagte kystnære vindmøller droppes, det prestigefulde havvindmølleprojekt Kriegers Flak skal gøres billigere, en pulje til virksomheders omstilling på biomasse lægges i graven, og energispareindsatsen neddrosles.

LÆS OGSÅ: Rød blok om PSO-aflivning: Hovedløst, idioti og katastrofe

Der er tale om initiativer aftalt i energiforliget fra 2012, som blev indgået mellem alle Folketingets nuværende partier, bortset fra Liberal Alliance og Alternativet. Traditionel Christiansborg-logik byder derfor, at de fleste af Folketingets partier – herunder Enhedslisten, SF og Radikale, der er meget skeptiske over for regeringens planer – har vetoret i forhold til planerne.

Indfaset i 2021
Lars Christian Lilleholt og Troels Lund Poulsen indikerede dog, at regeringen – om nødvendigt – er klar til at pille ved energiaftalen uden at tage forligsparterne i ed.

“Vi ser meget, meget gerne, at den her opgave kan løses inden for energiaftalen, og det er også det, vi lægger op til i de forhandlinger, der er i den kommende uge. Men kan det ikke lade sig gøre, så har vi en ny situation,” sagde Lars Christian Lilleholt og understregede samtidig, at regeringen gerne ser en bred aftale.

LÆS OGSÅ: Forstå slagsmålet om PSO-afgiften

Selvom regeringen nu åbner en dør på klem for at bryde energiforliget, løber regeringen ikke fra nogen aftaler, insisterede Lars Christian Lilleholt.

“Vi løber ikke fra nogen aftale. Men økonomien i aftalen er skredet. Og derfor opfordrer jeg Folketingets partier til at tage et ansvar,” sagde Lars Christian Lilleholt, der samtidig lægger vægt på, at energiaftalens mål om indfasning af vedvarende energi og reduktion i CO2-udledning stadig vil blive nået.

Besparelserne på 10 milliarder kroner skal være med til at gøre det muligt at afskaffe PSO-afgiften over de kommende år. Det skal ske gradvist fra 2017 til 2021, foreslår regeringen, der håber at nå at forhandle en aftale på plads inden sommerferien.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00