Skolemælken er storkapitalens vådeste drøm – og København bør stadig skrotte den

Da jeg for nyligt informerede et medie om, at Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune, hvor jeg selv sidder, havde besluttet at afskaffe skolemælken i København, gik debatten amok. Simpelthen.

Nyheden blev oversat til arabisk og engelsk. Borgerkrigen gik i gang i kommentarsporene. Graverjournalister blev sat i værk. Men diskussionen er i høj grad stadig relevant, for der er faktisk en chance for, at skolemælken nu bliver bevaret.

Enhedslisten har åbent deklareret, at de ønsker at bevare skolemælken, og det lader til, at Venstre, som klassisk dansk landbrugsparti, vil bakke op om den kurs. Flere partier kan følge trop. Det vil kun koste 1,5 millioner kroner at få genindført skolemælken under budgetforhandlingerne for 2023 til september.

Så lad os tage den principielle debat om, hvorvidt vi overhovedet bør have skolemælk i København, hovedstadsområdet og for den sags skyld i hele landet.

I min optik er skolemælken mest af alt storkapitalens vådeste drøm. Det er også én branches uhæmmede kommercielle indtog – på bekostning af andre brancher – i folkeskolen uden særlige, tungtvejende sundhedsfaglige begrundelser. Læg dertil, at skolemælken også er en klimaudleder.

Slagt den hellige ko og drop skolemælken. Og lad os i stedet understøtte børnenes grønne mad- og drikkevaner

Emil Sloth Andersen (R)
Medlem af Borgerrepræsentationen

Lad mig gennemgå nogle af argumenterne imod skolemælken og pege på, hvor jeg mener, at maddannelsen for børn skal bevæge sig hen.

Først og fremmest kan det anbefales for alle at orientere sig i meta-studiet “Reducing food’s environmental impacts through producers and consumers”. Studiet viste, at CO2-udledningen fra mælkeproduktionen er højere end udledningen fra cement. Mælkeproduktionen medvirker også til dyrkning af et kolossalt markareal, der kunne have været urørt natur for biodiversitetens skyld, når vi sammenligner med, hvad mandelmælken, rismælken og sojamælken bruger i areal.

Glem dertil ikke, at danskerens mælkeforbrug i gennemsnit udleder omkring 250 kilo CO2 om året. Der skal i øvrigt bruges over 600 liter vand gennemsnitligt – svarende til en hel skraldecontainer i din baggård – til at producere blot én liter mælk. Med grønne argumenter kan man næppe forsvare skolemælken.

Og tror nogen, at Mejeriforeningen understøtter skolemælken af rent altruistiske årsager, eller hænger de urimelige mange Facebook-annoncer for skolemælken sammen med, at der ligger stor indtjening i at grundlægge et højt mælkeforbrug blandt netop børn i den alder, hvor vaner formes?

De forskelligfarvede plastiklåg og samle-klistermærker, der hører til skolemælken, skriger af reklamebranchens uhæmmede indtog i de allerhelligste haller, vi har – nemlig vores klasseværelser.

Hvis skolemælksfortalerne har forelsket sig Mejeriforeningens budskab om, at børn skal have mere end 250 milliliter mælk om dagen, så har man købt en trepattet ko, som det hedder sig på gammeldansk. For danskerne er ikke i mælkeunderskud ud fra en gennemsnitsbetragtning!